Sprængningerne af jernbanebroerne i Langå

Hør historien om sprængningerne af jernbanebroerne i Langå

Besættelse og modstand

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Da de tyske styrker tidligt om morgenen gik ind over den danske grænse, overgav Danmark sig og indgik den samarbejdsaftale, som på godt og ondt kom til at præge landet frem til befrielsen i maj 1945.

Formålet med aftalen var at beskytte landet i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. De første år af besættelsen kunne de danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil fortsat afsættes til Tyskland. Dermed kunne den danske befolkning opretholde en forholdsvis normal tilværelse under den tyske besættelse.

Fra foråret 1942 blev modstandsbevægelsen gradvist organiseret og sabotage blev en del af hverdagen, især efter foråret 1943, hvor sprængstof og våben fra England blev nedkastet. En lille del af modstandsbevægelsen udførte sabotageaktionerne, mens størstedelen afventede ordre om at træde i aktion. Samarbejdsaftalen mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt ophørte endeligt i august 1943, da regeringen ikke ville acceptere dødsstraffe til danske sabotører.

I Randers blev der dannet flere sabotagegrupper i løbet af sommeren 1943. Frem til befrielsen i maj 1945 blev modstandskampen intensiveret og antallet af sabotageaktioner steg.

Langåsprængningen

Sprængningerne af jernbanebroerne i Langå ved Randers blev udført den 17. november 1943. I alt seks mand deltog i handlingen. Det var: adjunkt Kai Hannibal Hoff, læge Jørgen Røjel,  maskinist Sven Christian Johannesen, violinist Ole Hovedskov, lærer Ejvind Jacobsen og sparekasseassistent Oluf Akselbo Kroer. Ordren om at Langåbroerne skulle sprænges kom direkte fra London.

Den 15. november blev det nødvendige sprængstof gemt i nærheden af broerne, og selve aktionen var sat til at foregå den 17. De politibetjente, der var sat til at beskytte broerne, blev efter aftale bagbundet og placeret i sikker afstand af eksplosionen. Sprængstoffet blev placeret på og under broerne, hvorefter sabotørerne cyklede tilbage til Randers ad forskellige ruter. Sprængningerne var beregnet til at ske 20 minutter efter.

Eksplosionerne blev forsinket af det kolde vejr, og først da sabotørerne var nået tilbage til Randers kom de forløsende brag. De drønede gennem Gudenådalen resten af natten, og de sidste sprængninger kom kl. 7 om morgenen.

Langåsprængningen blev højdepunktet i Randers-gruppernes aktivitet og stoppede togdriften i adskillige dage. Det blev dermed besættelsestidens største og mest betydningsfulde jernbanesprængning, både militært og politisk.

Efter denne aktion optrævlede Gestapo grupperne, som deltog ved sabotagen, og fem sabotører fra Randers og Århus blev henrettet ved skydning på Skæring Hede den 2. december 1943.

De fem henrettede var:
Sven Christian Johannesen (født 10. juni 1923)
Oluf Akselbo Kroer (født 17. april 1916)
Anders William Andersen (født 12. juli 1924)
Otto Manley Christiansen (født 30. september 1924)
Georg Mørch Christiansen (født 14. september 1921)