Hvad gør vi med spildevandet?

Tyfus, ørebetændelse og udslæt hos dem, der badede i Gudenåen. Det var de meget håndgribelige tegn på den massive forurening, der var i Gudenåen i 40´erne, 50’erne og 60’erne. En ny podcast ser nærmere på de kulturhistoriske fortællinger om klima og katastrofer, der knytter sig til Gudenåen.

Tidligere lå industrien tæt side om side langs med Gudenåen. Det var en nem mulighed for at slippe af med sit affald. Foto: Randers Stadsarkiv

Med sin beliggenhed ved Gudenåens udløb i Randers Fjord har Randers altid haft let ved at komme af med sit spildevand. Langt op i 1800-tallet blev den øgede mængde affaldsvand ledt gennem gaderne og ned til Gudenåen i åbne rendestene. De dybe og stinkende rendestensgrøfter midt i de brolagte gader i den hastigt voksende by var så stort et sundhedsproblem, at kommunen i fællesskab med grundejerne i løbet af de sidste årtier af 1800-tallet påbegyndte at lægge underjordiske kloakledninger i en stor del af byens gader. Disse kloakledninger havde dog stadig deres udløb direkte ud i åen uden rensning. I begyndelsen af 1900-tallet troede man, at Gudenåen var selvrensende. Dengang opfattede man nemlig Gudenåen som en gave, der kunne lede spildevand fra både kloakker, industri og slagterier væk. Det er en af fortællingerne i en ny podcastserie, som du kan finde nederst på siden.

W.C. med septiktank

Med det nye kloakledningsnet blev der også skabt grobund for et nyt system, som skulle afhjælpe byens voksende spildevand. Det medførte moderniseringer i hjemme såsom vandklosettet eller træk-og-slip wc'et. I 1906-1907 kunne stadsingeniøren indberette til kommunen, at Randers havde fået 118 wc’er. I de følgende år blev der bygget mange nye boliger i byen, og de fleste af disse fik installeret wc. Disse moderne installationer var en gevaldig belastning for byens spildevand. Derfor besluttede byrådet i 1923 at oprette et nyt pumpeanlæg og nedgrave to store septiktanke – et i den østlige del af byen og et i den vestlige. Disse to tanke skulle opsamle alt byens spildevand. Men der foregik stadig ikke nogen filtrering eller rensning af spildevandet. Alt indhold blev enten spredt ud i engene eller tømt direkte ud i åen.

De første rensningsanlæg

Det første forsøg med et kloaksystem viste sig hurtigt langt fra at være nok. Randers oplevede en kraftig vækst i byens industri, og der kom stadig flere og flere vandskyllende toiletter til. Derfor besluttede byrådet i 1927 at bygge et rensningsanlæg. Det blev anlagt i Toldbodgade og rensede udelukkende spildevandet mekanisk. Det vil sige, at det kun var de værste urenheder, såsom toiletpapir, vatpinde, ekskrementer m.m., der blev sorteret fra, inden vandet blev ført videre ud i åen.

I 1938 moderniserede man kommunens håndtering af spildevandet, da man opførte en ekstra rådnetank ved rensningsanlægget i Toldbodgade. Det betød, at spildevandet først løb gennem en 10 meter dyb tank med sand, hvor man fangede de større urenheder. Derefter blev spildevandet ført over i den nyopførte tank, hvor restproduktet gennemgik en gæringsproces. Det betød, at så godt som alt indhold i tanken blev omdannet til gas eller brændsel. Det sidste restprodukt fra rensningsanlægget blev herefter lagt ud på et inddæmmet areal ved engen.

Det moderne anlæg

Først da Randers Kommune i 1966 byggede et nyt rensningsanlæg på Hvidemøllevej begyndte man også at rense spildevandet med et biologisk og senere kemisk filter. Det vil sige, at de forskellige kemiske stoffer, som findes i spildevand fra både private husholdninger, industri og landbrug, helt frem til 1966 uhindret flød ned i Gudenåsystemet. Hvis man ikke fjerner de kemiske stoffer i spildevandet vil der hurtigt opstå iltsvind, hvilket netop var en af de største konsekvenser for hele Gudenåsystemet op i 1960’erne og 1970’erne.

Stigende forurening i Randers

Gudenåens udmunding i Randers betød, at man her var hårdt ramt af den stigende forurening af åen. Alt det forurenede vand skulle passere Randers, inden det nåede ud i Kattegat. En optælling i 1970 konstaterede, at der fandtes 326 virksomheder, som ledte deres spildevand direkte ud i Gudenåen, heraf var de 96 virksomheder på listen med særligt farligt forurenet affald.

Der kom en øget bevidsthed omkring forureningens betydning og særligt fiskeriforeningerne langs Gudenåen var tidligt ude og advare om Gudenåens tilstand. I 1926 konstaterede man f.eks. i Silkeborg Fiskeriforening, at vandet i Gudenåen og ikke mindst i Silkeborgsøerne var stærkt forurenet. I løbet af 1940’erne og 50’erne påpegede både zoologer og fiskere, at de oftere og oftere så tegn på et stærkt forurenet økosystem. Der kom f.eks. flere og flere sager frem om ålesyge, byldesyge hos ål, svampesygdom i helt og blindhed hos fisk.

Industrien i Randers

Industrien i Randers var også i stor stil med til at bidrage til den øgede forurening af Gudenåen. De største forureningskilder i industrien var papirfabrikker, slagterier og mejerier. I Randers havde man bl.a. Randers Svineslagteri, som lå på Tørvebryggen lige ned til Gudenåen. Svineslagteriet blev oprettet i 1883 og lå på den samme plads helt frem til 1969. Det var et rent industrislagteri, hvor svinene blev transporteret fra hele Jylland til slagtning i Randers. Hver dag blev slagteriaffaldet fra dagens arbejde ledt direkte ned i Gudenåen. I 1934 blev der slagtet over 100.000 svin årligt, og i 1960’erne blev der på ugebasis slagtet ca. 2.000 svin.

Konsekvenserne af forureningen

I begyndelsen af 1900-tallet lå der tre badeanstalter ved Gudenåen på området mellem Randersbro og den blå bro. Badeanstalternes første foranstaltning mod den stigende forurening af åen var at indhegne et stykke af åen, således at de største ting såsom slagteriaffald, ikke kom ind i bassinet. I 1930’erne vurderede embedslægen, at forureningen i Gudenåen var så kraftig, at badning direkte i åen fra badeanstalterne blev frarådet. I stedet for at se på årsagen til problemet, løste man det ved at flytte badeanstalten længere opstrøms, så man ikke badede direkte i byens industriaffald. Det blev til Gudenåbadet, som i flere år fungerede udmærket. I løbet af 1950’erne betød den øgede forurening af åen, at badet flere gange blev lukket og erklæret sundhedsfarligt. I 1971 lukkede det permanent. 

De store rapporter

Forureningen af Gudenåen var i 1960’erne tydelig for enhver. Den øgede industrialisering og troen på fortsat uhindret vækst blev pludselig udfordret, da de miljømæssige konsekvenser ramte massivt tilbage. Troen på, at alting nok skulle gå, at Gudenåen kunne rense sig selv, brast! Ungdommen i de større byer langs Gudenåen arrangerede demonstrationer med fokus på problemet. Men det var ikke kun langs Gudenåen, at forurening var et problem. Det var globalt. I slutningen af 1960'erne blev forurening et vigtigt politisk emne både internationalt og i Danmark. I 1971 oprettede statsminister Jens Otto Krag et Forureningsministerium, som skulle udarbejde den første forureningslov i Danmark. Den skulle bl.a. være med til at sætte præcise standarder og krav til rensning af spildevand. Den trådte i kraft i 1972. En rapport slog i 1973 fast, at det ville koste 1 mia. kroner at rense Gudenåen og fjerne den værste forurening.

Lyt til podcasten: Da Gudenåen blev brugt som losseplads