Auning kvinden

I museets årbog fra 2001 har arkæolog Ernst Stidsing skrevet om Auning kvinden, som er et moselig fra jernalderen.

Detailfoto af Auning kvinden efter konservering i 1991. Foto: Museum Østjylland

Saa at det endog havde et tydeligt Udtryk af Smerte eller som grædende
- En fremlæggelse af jernalderens moselig på Kulturhistorisk Museum

Af Ernst Stidsing, Kulturhistorisk Museum Randers

Døden har, hvis den ikke er for tæt på, en vis tiltrækningskraft på de levende. Dette kan man til daglig se på besøgstallet på Silkeborg og Moesgård Museum. Her kommer der årligt tusinder af besøgende fra ind- og udland for at beskue Tollundmanden og Grauballemanden.
Forfatteren husker tydeligt et barndoms besøg på Silkeborg Museum. Det var ikke de slebne flintøkser ej heller de smukt formede lerkar eller udskårne og bemalede manglebrædder, som ethvert provinsmuseum i begyndelsen af 60'erne udstillede i lange rækker, der satte sig i den lille drengs erindring. Det var montren med Tollundmanden. Dengang var det kun hovedet, der var udstillet. Resten af den døde jernaldermand var blevet deponeret på Nationalmuseet og andre videnskabelige institutioner til nærmere undersøgelser.
På trods af at det kun var hovedet, der var udstillet, var det ikke den gysende oplevelse. Det kunne ellers være nok så makabert med et afskåret menneskehoved. Det, der satte sig i erindringen, var, ud over den underlige sorte farve som hovedet havde, det fredfyldte udtryk, der kunne aflæses i den dødes ansigtstræk, som var det et sovende menneske.
Efter Tollundmanden i 1987 blev samlet og rekonstrueret, ville han sikkert kunne findes nær toppen af en liste over de mest kendte danskere - sammen med bl.a. H.C. Andersen, Niels Bohr og Peter Schmeichel.
I vinteren 2000 var Grauballemanden, hvis daglige opholdssted er Moesgård Museum, på en kort visit på Kommunehospitalet i Århus og Skejby Sygehus til en større undersøgelse, hvor han, udstyret med CPR-nummer, både blev MR og CT-scannet. Dette foregik under stor mediebevågenhed, og når resultaterne foreligger og bliver videreformidlet, kan man godt forestille sig, at besøgstallet på Moesgård vil stige.
Mærker man her en vis misundelse fra museumsmanden, der selv til daglig kan gå i egen udstilling og se på ikke mindre end tre pendanter til de berømte medarbejdere på de to nabomuseer, men som ikke kan se den samme publikumstilstrømning? Ikke misundelse, for man kan kun glæde sig over, at museerne bliver besøgt af mange mennesker, men tanken kan godt strejfe én, at havde Kulturhistorisk Museums moselig og -skeletter været fundet under andre forhold, kunne vi helt sikkert have haft et besøgstal ethvert kulturhistorisk museum i Danmark ville have misundt os. Hvorfor nu det?
Det er der flere grunde til. For det første er der på Kulturhistorisk Museum udstillet ikke mindre end tre for længst afdøde jernaldermennesker, for det andet er to af dem kvinder, i modsætning til deres ovennævnte jævnaldrende, og for det tredje er det sidste et barn.
Hvad er det da, der gør, at der i turistsæsonen ikke står en kødrand af mennesker omkring Kulturhistorisk Museums montrer med døde mennesker? Sandsynligvis fordi de to af dem fremstår som skeletter og det tredje som en samling menneskeknogler med huden bevaret over dele af kroppen. Og som sådan får man ikke den samme fornemmelse af et menneske, som hvis man ser på Tollundmanden og Grauballemanden med deres udtryksfulde ansigt og deres hele krop. Dog er det helt klart de to montrer i Kulturhistorisk Museums oldtidsudstilling, der har den største tiltrækningskraft, i hvert fald på børn og måske også voksne, men her er det ikke det smukke og fredfyldte, der trækker den besøgende, men det omvendte - det er gyset der får den besøgende til at stoppe op.
Ovennævnte betragtninger kan ses som lidet pietetsfulde over for de døde og præget af simpel tænkning i besøgstal, men i forhold til de levn fra forhistorien, som arkæologen normalt graver frem af jorden – potteskår og stolpehuller, bringer resterne af det døde jernaldermenneske os meget tættere på datidens samfund. Og det kan være med til at give nutidsmennesket en bedre forståelse for såvel vores fælles forhistorie som vores samtid.
Nedenfor skal fundene af de udstillede jernaldermennesker på Kulturhistorisk Museum gennemgås

Moselig og skeletter

Hvad er det, der gør, at nogle af de fundne mennesker i moserne fremtræder som mumificerede lig og andre som skeletter? Der er flere betingelser, der skal opfyldes for, at et lig, der har ligget i en mose i omtrent 2000 år, ikke undergår den store forandring.
Liget skal for det første være anbragt i en højmose. Tørvemos, der er højmosens dominerende planteart, producerer små mængder svovlsyre, som bevirker, at der igangsættes en garvning af huden. Ud over at mosen skal være sur, så garveprocessen hurtigt kan igangsættes og bakterienedbrydningen standses, skal liget helst være lagt ned i de kolde perioder af året, hvor temperaturen i vandet ikke overstiger 4 grader Celcius. Ved temperaturer under denne grænse går forrådnelsesprocessen meget langsom og inden der, på grund af denne proces, har kunnet danne sig luft i bryst og bughule, der ville have fået liget til at stige op til overfladen, har garveprocessen været så fremskreden og liget måske yderligere dækket af dynd, at nedbrydningen helt er gået i stå.
Er liget derimod blevet lagt ned i den kalkholdige kær- eller lavmose har de rette betingelser for bevaring ikke været tilstede, og de vil derfor fremstå som skeletter. Manglen på ilt samt kalken i lavmoserne har dog bevirket at knoglerne ofte er særdeles velbevarede.
I hundredevis af moselig og menneskeskeletter samt dele af sådanne er gennem tiderne, under tørveskæring, blevet gravet op af vore moser. Så længe tørvene blev skåret med håndkraft, var der en stor chance for at ligene, der var af samme mørke farve som tørvelagene, blev erkendt, men da den mere maskinelle opgravning af tørv under sidste krig blev fremherskende, er mange moselig og skeletter sikkert endt i æltemaskinerne.
I dag bliver der i Danmark næppe produceret meget tørv, men udnyttelsen af mosetørven, nu til tørvestrøelse til Danmarks titusindvis af villahaver, fortsætter. Tidligere tiders omfattende tørlægning af moser og dræning har givetvis også betydet, at mange moselig er forsvundet.
Dræning og tørlægning synes nu at være et overstået kapitel. Nu er det naturgenopretning, der er kodeordet. Det er også udmærket, men skaden er sandsynligvis sket. De organiske levn, der har været tørlagt, og som har fået tilført ilt, er formentlig allerede borte.
Under naturgenopretning hører også etablering af vandhuller, hvor man graver huller i fugtige områder. Herved beriger man flora og fauna og gør Danmark mere varieret og spændende for søndagsnaturmennesket at bevæge sig i, men det gør desværre også Danmark mere fattigt, idet man også her, med store maskiner, graver ned i de forseglende tørvelag, blotlægger eller opgraver de tusindårige kulturspor, som arkæologerne i bedste fald kun kan samle op i et begrænset omfang og i en sørgelig fragmenteret tilstand.

Auningpigen

Moseliget blev fundet under tørvegravning i 1½ alens dybde den 27. maj 1886 i Dønmosen ved Gammel Estrup Mølle. Den 18. juli kunne man i Nationaltidende læse om fundet. Artiklen er formentlig forfattet af formanden for Randers Museum, lærer R.G. Andersen, der var på fundstedet dagen efter for at hjembringe moseliget. Øjenvidneskildringen er nok værd at læse, hvorfor det vælges at bringe artiklen i sin helhed, bortset fra beskrivelsen af tekstilerne og skindet.

“Fra vor Meddeler i Randers skrives til os den 16. juli: Det Menneskelig fra Oldtiden, som i slutningen af mai Maaned d.Å. fandtes i en Mose ved Hovedgaarden Gammel-Estrup, Auning Sogn, Sønderhald Herred, Randers Amt, blev fundet ved Tørveæltning. Den Man, som stod i Mosen og æltede Tørvemassen, mærkede nok, at han trådte på noget hårdt, der ikke gav efter som det sædvanlige Mosedynd, men han troede først, at det var Træ- eller Plantelevninger; da han lidt efter fik Øie på et Stykke behåret skind af et Dyr, antog han, at det var Levningerne af et Kreatur, som på en eller anden Maade i sin Tid var omkommet i Mosen; under alt dette arbeidede han videre og trampede end mere ivrigt for at gøre Tørveæltningen saa grundig som mulig, indtil han pludselig saa et sort Ansigt aldeles tydelig komme frem af det løse Mudder hvilket naturligvis gjorde ham noget betænkelig, saa han straks standsede sit Arbeide og sendte bud derom til sin Husbond, Godsinspektør Nyegaard paa Gammel Estrup Mølle som straks efter kom til Stede. Under Hr. Nyegaards Ledelse blev Liget meget omhyggeligt samlet op af Mosen og lagt ved Siden af på det tørre, saa godt som det i sin meget ødelagte Tilstand lod sig samle sammen. Han sendte derpaa straks efter en Meddelelse herom til Rougsø Herreds Kontor i Randers, under hvilken Jurisdiktion stedet hører, men da man her straks indsaa, at dette Lig måtte være fra Oldtiden, blev Meddelelsen overgivet til den historiske Samling i Randers, hvis Formand, Lærer R.G. Andersen, med det samme tog sig af Sagen, idet han nogle Timer efter Meddelelsens Modtagelse, altsaa Dagen efter at Fundet var gjort, begav sig til Stedet i Haab om at redde saa meget af Fundet som muligt og få det opsamlet og bevaret så godt, det kunne lade sig gjøre. Allerede samme Aften var han på Stedet sammen med Godsforvalter Nyegaard, ved hvis forekommenhed og venlige Assistance det hele blev samlet sammen, som det laa ved Siden af Tørvegraven allerede i en endnu dårligere Forfatning end ved Optagelsen Dagen forud, og indpakket i en Kasse blev det derefter kørt til den historiske Samling i Randers. Endnu samme Aften blev der skrevet en Indberetning om Fundet til det kgl. oldnordiske Musæum i Kjøbenhavn med Forespørgsel, om man ville sætte særlig Pris paa at faa dette Fund over til Musæet, eller hvad man ellers ønskede eller ville tilraade, at der skulle gøres hermed, og som Svar herpaa meddeltes, at Musæet ikke kunne sætte megen Pris paa at faa dette Fund sendt over, da det var i en saadan daarlig Tilstand, men ville anbefale Samlingen selv at drage Omsorg derfor på bedste Maade. En nøiere Undersøgelse af Fundet blev derefter foretaget i den historiske Samling under Overværelse af dens Bestyrelse, forskjellige af Byens Autoriteter og Læger, som interesserede sig derfor, og særlig med kyndig og velvillig Assistance i lægevidenskabelig Henseende af Distriktslæge G. Hansen og praktiserende Læge E.Hansen, hvilke ogsaa beredvilligt ydede Hjælp til at faa Levningerne behandlede og præparerede saa godt som muligt til Opbevaring. Det viste sig da rigtigt, at hele Legemet, som aldeles sikkert må have ligget i Mosen aldeles ubeskadiget eller i alt Fald helt og holdent, saaledes som det har været ved Nedlæggelsen deri og konserveret af Mosevandet, nu var aldeles splittet ad i Stumper og Stykker, hvoraf flere enkelte Dele var kjendelige. Begge Armene vare nogenlunde bevarede med Hænder og Fingre, hvorpaa endog en enkelt Negl, men Huden og Muskelvævet var flere Steder gjennembrudt, saa Benene stak frem; større Partier med indvendig paasiddende kjød- og Fedtdele, navnlig af det ene ben, var ogsaa ganske godt bevarede, og det ene Bryst, som maa have været ganske fyldigt, var særdeles tydeligt og velbevaret, og foruden dette naturligvis en Mængde større og mindre Dele af Benbygningen; men tydeligst bevaret var dog Hovedet, hvor Ansigtet havde bibeholdt enhver Rynke og ethvert Træk, selv de fineste, saa at det endog havde et tydeligt Udtryk af Smerte eller som grædende. Desværre havde det ogsaa lidt noget ved Optagelsen, idet man da havde rystet de indre løse Dele ud deraf, navnlig Hjernen, af hvilke endnu flere Stykker vare bevarede blandt Levningerne, men derved var Hovedet senere faldet sammen og dets mindre Ben blevne forskudte og løse. Havde Kraniet været fastere og vel bevaret, ville man vistnok bedst have kunnet bevare Hovedet ved at fylde det med Gibs, men nu maatte Hovedhuden sprættes op og Benene tages ud; et derefter foretaget forsøg på at sy den sammen igjen og udstoppe den med Vat syntes først at lykkes særdeles godt, saalænge den endnu var vaad, men saasnart den begyndte at tørres, viste det sig umuligt at forhindre den i at skrumpe ind. Hovedet er derved bleved altfor lille og sammenskrumpet, og trækkene ere omtrendt udslettede, men selve formen er dog nogenlunde bevaret. Nogle enkelte af de blødere Dele ere satte i Spiritus, men alt det øvrige er fuldstændigt indtørret for saaledes at bevares. Ved den første Meddelelse fra Stedet om Fundet udtaltes der, at det vistnok maatte være et Mandslig, hvilket man rimeligvis sluttede af det temmelig korte Haar, og de aabne Svedporrer i Hagen, hvilket man antog for Spor efter det udfaldne Skæg; men ved Undersøgelsen viste det sig straks og tydeligt, at det maatte være Liget af en Kvinde, herom vidnede i det hele de fintbyggede Legemedsdele, navnlig det velformede Hoved med de smaa Øren og temmelig fine Træk, de smaa fintformede Hænder og endelig det velbevarede Bryst, ligesom endelig Lægernes Undersøgelse af Benene og Tandforholdene yderligere beviste, at det maatte have været en temmelig ung Kvinde, hvis Alder maa have været mellem mellem 20 og 30 aar, men ikke derover, og hvis Højde saa vidt det lod sig skjønne af de foreliggende Rester, maa have været almindelig Middelhøide for en Kvinde omtrent fra 4 fod 6 tom. til 4 fod 10 tom....”.

Med den behandling, liget fik ved fremdragelsen og senere, kan det ikke undre at Nationaltidendes beskrivelse kun i ringe omfang passer med det meget dårligt bevarede lig med det alt for lille hoved, som man i dag kan se i museets udstilling.
Auningpigen blev fundet liggende på et stykke ugarvet hud, fra en rød- og hvidbroget okse og svøbt i, eller liggende på, en skindkappe sammensyet af ti stykker fåreskind, samt et 103 x 144 cm stort vævet tæppe af fåreuld.
Undersøgelse i forbindelse med nyoplægningen af liget i 1995, viste at Auningpigen ved sin død har været 161 cm. høj, mellem 30 og 35 år gammel, har haft alle sine tænder (dog med huller i to af dem) og har haft en smule slidforandringer i rygsøjlen.
Dødsårsagen kunne ikke bestemmes. En rynke i højre side af nakken kunne tyde på hængning, men den ukontrollerede deformering ved optørringen kan have fremkaldt rynken.
I 1981 blev højre overarmsknogle udtaget til kulstof 14 datering. Undersøgelserne viste, at Auningpigen døde år 1 f.Kr.

 

Vævet uldklæde fra Auning kvinden. Foto: Museum Østjylland

Offermosen i Bjerregrav

I 1983, knap 100 år efter fundet af Auningpigen, blev en af Kulturhistorisk Museums medarbejdere en sen martsaften ringet op af en lodsejer fra Bjerregrav, der fortalte, at der under drænarbejde i mosen umiddelbart syd for landsbyen var blevet fundet et menneskekranium i en af grøfterne. En undersøgelse blev straks iværksat.
Det viste sig, at fundstedet var en ca. otte gange ti meter stor forhistorisk tørvegrav, der ved opstrømmende vand medførende fint sorteret undergrundssand, efterhånden havde fyldt den tømte tørvegrav, og skjult de dramatiske begivenheder, der tidligere var foregået på stedet. Sporene efter, og formentlig også erindringen om, disse begivenheder, blev slettet, da sanddynen efterhånden også blev forseglet af et overliggende tørvelag.
For at foretage undersøgelsen var det nødvendigt at bore nogle sugespidser ned i en kreds omkring bassinet, der kunne tørlægge området. Og, at det virkeligt drejede sig om et vældsbassin, blev helt klart, når sugespidserne engang imellem gik ud af funktion. Straks piblede grundvandet frem, og dannede små toppe af finkornet sand.
Bassinet blev udgravet, og det viste sig, at det drejede sig om et offersted, der uden tvivl kunne knyttes til en nærliggende jernalderboplads, idet der også blev fundet spor af en stenlagt sti eller vejforbindelse, der knyttede de to anlæg sammen.
Ud over to hele skeletter af mennesker, blev der på offerstedet fundet en lårbensknogle fra et voksent menneske, et fåreskelet, dele af et hundeskelet, vildsvineknogler, knogler fra okse, kalv, hest, får, tamsvin, hund, hjort samt vildand. Derudover blev der fundet et helt samt dele af flere lerkar, der formentlig, i lighed med flere af ovennævnte, er nedsat i mosen som madofre.

Det voksne skelet

Knoglerne fra det voksne individ var velbevarede. Bortset fra, at kraniet, i forbindelse med drænarbejdet, var revet ud af dets sammenhæng, og at den venstre del af overkroppens skelet var skredet i forhold til resten, lå skelettet i omtrentlig anatomisk orden. Den døde havde ligget på ryggen med underarmene samlet foran kroppen, med benene drejet mod højre og bøjet stærkt op foran kroppen.Ved brystbenet lå en gennemboret okseknogle - en amulet der har hængt om den dødes hals.
Antropologen Pia Bennike og retsmedicineren Markil Gregersen har undersøgt skelettet og fundet frem til, at den døde har været en yngre voksen person - omkring 25 år og med en højde på 153,5 cm. Kønnet derimod er vanskelig at bestemme.
For, at det er en kvinde, taler den meget lille højde og de spinkle knogler, som de fleste steder er med svage muskelspor, at korsbenet er relativt bredt med en krumning, der bedst passer til en kvinde, at bækkenet er relativt lavt, at hoftebenskammen kun er svagt S-formet samt at nederste gren af kønsbenet kun er svagt udviklet.
For et mandligt skelet taler de tydelige og fremtrædende øjenbrynsbuer, en relativ stor pandehule, et relativt kraftigt ansigtsskelet i forhold til kraniet og at bækkenet er relativt smalt.
Konklusionen er, at skelettet ikke med sikkerhed kan kønsbestemmes, men at de mandlige træk som en samlet vurdering synes at dominere, dog er legemshøjden helt usædvanlig for en mand.
Højre overarmsknogle blev udtaget til kulstof 14 datering. Den viste, at kvinden/manden var død 110 f. kr.

Barneskelettet

Ikke langt fra det voksne skelet, i en lille fladbundet grube, fandtes resterne af et barneskelet. Knoglerne, der generelt var dårligt bevaret, viste, at den døde havde siddet på bunden af gruben med ryggen op ad væggen, med benene bøjet op foran sig og armene hængende ned langs siden.
De anatomiske undersøgelser kunne ikke afgøre kønnet på barnet. Alderen er ud fra tænderne bedømt til at være mellem fem og seks år, højden derimod passer til et firårigt barn.
Barnet havde alle mælketænder i behold, og flere af de blivende tænder var frembrudt. Emaljeforstyrrelser i form af vandrette striber viser, at der allerede i ét til halvanden-års alderen har været sultperioder med utilstrækkelig føde eller svære sygdomsperioder, og igen i tre til treethalvt års alderen har der været kriser i det lille barns liv. Dette afspejles muligvis også i barnets ringe højde.

Udstillingen

Læseren vil nok have lidt vanskeligt ved at genkende ovennævnte fundbeskrivelse med den måde, skeletterne ligger på i museets montre. Her må forfatteren bede om undskyldning og gå til bekendelse af en historisk fordrejning af de faktiske forhold. Det var undertegnede selv, der i 1995 arrangerede skeletterne i montren. Det var simpelthen for vanskeligt, rent teknisk, at opstille skeletterne som de var fundet. Det ville endvidere have været svært at fastholde fornemmelsen af hele skeletter, det ville snarere have været et par lidt uordentlige knoglebunker. De to skeletter blev derfor lagt op på en så neutral og etisk måde som muligt.

Dødsårsag

Den romerske statsmand og forfatter Tacitus skrev i 1. århundrede i sit værk om Germanien, at forrædere og overløbere hænger de i træer, kujoner, krigsrædde og unaturligt utugtige sænker de i smudsige sumpe. Endvidere at semnonerne i deres hellige skov til bestemt tid under sendemænds forsamling bringer et menneskeoffer.
På flere af moseligene har man kunnet fastlægge dødsårsagen ret præcist,- Tollundmanden var blevet hængt, og Grauballemanden havde fået skåret halsen over.
Hvordan Auningpigen kom af dage, har ikke kunnet afgøres. Med den omhyggelighed, hvormed hun er blevet anbragt i mosen, har det næppe været en naturlig død, hun har fået - hun er uden tvivl blevet dræbt.
Undersøgelserne af de døde fra Bjerregrav Mose har heller ikke kunnet afsløre dødsårsagen.
Det kan i begge tilfælde have været ulykkestilfælde.
Det er i hvert fald nok tilfældet med barnet. For det første fordi der ikke kendes ofrede børn - det er voksne der blev ofret. For det andet er der skelettets placering. Barnet sad. Kan man ikke forestille sig, at barnet en vinterdag forlod landsbyen for at gå ned til den forbudte, men for et nysgerrigt barn tiltrækkende, mose? Drengen kan være faldet i en gammel tørvegrav og har ikke selv kunnet komme op igen. Råb om hjælp blev ikke hørt, og før han blev savnet i landsbyen, havde kulden udmattet ham så meget, at han i det lave vand havde sat sig ned og stille var sovet ind. En snestorm har slettet alle spor og gjort eftersøgningen umulig. Vårflommen har så, sammen med en opfyldning af gruben han sad i, slettet alle spor efter ham.
Hvad så med den voksne? Der kunne, som for barnets vedkommende, være tale om et ulykkestilfælde. Hun kunne have været udsat for en simpel drukneulykke, og af en eller anden grund ikke være blevet fundet. Hun kunne også have været det anderledes menneske - kvinden med mandlige træk (eller manden med kvindelige træk) der, når der nu var behov for, at der skulle foretages et stort og vigtigt offer til guderne, trods alt lettest kunne undværes.
Ovenstående er der overhovedet intet videnskabeligt belæg for, og er måske resultat af forfatterens lidt for livlige fantasi, men på den anden side, er det vel heller ikke nogen helt usandsynlig tolkning!

Slutning

De fleste moderne nordeuropæiske mennesker mener vel i det store og hele, at livet styres af én selv og de mere eller mindre synlige omgivelser, samt at den mere eller mindre abstrakte åndelige verden, måske ikke har den store betydning. Derfor kan det, så fjernt vi i dag er fra den førkristne tro, være vanskeligt at begribe nødvendigheden af, at et menneske ofres.
Der er næppe tvivl om, at døden i jernalderen har påvirket det nære omgivende samfund. Der vil bl.a. have været nogle følelser, der er kommet til overfladen. Nogle har givetvis følt sorg over, at et menneskeliv var slut, hvad det enten var et ulykkestilfælde eller det nødvendige offer. Denne sorgfølelse er universel og har i menneskehedens historie heller ikke været afgrænset i tid.
Mon ikke mange af de gæster på Kulturhistorisk Museum, der har dvælet ved Auningpigen og skeletterne fra Bjerregrav Mose, når det første gys har lagt sig, har forestillet sig nogle scenarier, hvor disse mennesker har været hovedpersoner – scenarier hvor såvel det ubegribelige som det helt forståelige, heriblandt ovennævnte enkelte aspekt, har indgået ?

Litteratur

Ebbesen, Klaus: Døden i mosen. København 1986.

Fischer, Christian: Moseligene fra Bjældskovdal. KUML 1979, 7-44.

Glob, P.V.: Mosefolket. Jernalderens Mennesker bevaret i 2000 År. København 1965.

Gregersen, Markil: Moseliget fra Elling. En retsmedicinsk undersøgelse. KUML 1979, 45-55.

Gregersen, Markil: Undersøgelse af skeletfundene fra Bjerregrav Mose. Upubliceret rapport, Århus 1984.

Kristoffersen, Birgit Runge: Auning-pigen fra “Dé brænn wan”. Årsskrift 1978. Lokalhistorisk Forening for Sønderhald Kommune, 19-30.
Nationaltidende, 18. juli 1886.

Auning kvindens pelskappe på pelssiden. Foto: Museum Østjylland