Mønter, mønter, mønter

Bliv klogere på middelalderens mønter

Museum Østjylland har arbejdet med et større forskningsprojekt om mønter og møntvæsenet i den ældre del af middelalderen. I den forbindelse har vi sat fokus på forskellige interessante mønttyper fra den periode, som du kan læse mere om herunder.

Den ældste mønt

Den første mønt vi skal kigge på er slået i Randers og er den tidligst kendte mønt fra byen. Byens navn staves lidt forskelligt på mønterne, RANDEROS, RANDROS, RANDRO, RANIBORN. Man kan også læse i indskriften, hvem der har lavet mønterne. ATSER, CETEL, ESBI og SUNA. Vi får altså her de tidligste navne vi kender på håndværkere, der arbejdede i Randers. Af forsideindskriften, CNUT REX (Kong Knud) fremgår det, at mønten er slået af Knud den Hellige.

Mønten har en meget interessant baggrundshistorie. Den er formodentlig slået i 1085, og sættes i forbindelse Knuds planlagte togt til England. Knud blev dræbt i 1086, da et oprør brød ud i Jylland som følge af utilfredshed med kongens styre. I de efterfølgende klager over Knuds styre, der beskrives i Ælnoths Krønike, blev det blandt andet påpeget, at kongen lod slå mønter af dårligt sølv og lav vægt, og kongelige ombudsmænd og opkrævere tillagde dem større værdi, end de i virkeligheden var værd. En sådan møntforringelse med lavere sølvindhold ville give kongen indtægt, da han ville spare på sølvet i mønterne. Indtægten skulle finansiere det kommende togt til England. På den baggrund kan mønterne dateres ret præcist til 1085, året før oprøret mod og drabet på Knud den Hellige. Det er et meget tidligt eksempel på, hvorledes kongemagten igennem sin pengepolitik har forsøgt at finansiere større projekter. Nok også lidt for tidligt for den danske befolkning, idet hele projektet jo endte meget skidt for den senere helgenkonge!

Denne mønttype blev slået i Aalborg, Viborg og Randers. Den kendes bl.a. fra en møntskat fra Øster Bjerregrav.

Kong Eriks mønt

Dette er endnu en meget tidlig mønt fra Randers. Denne gang fra Erik Ejegod, der var konge i Danmark fra 1095-1103. Byens navn staves på denne mønttype RANDROS. På Knud den Helliges mønt fra Randers, som vi kiggede på i sidste måned hed en af møntprægerne SUNA. Navnet går igen på Erik Ejegods mønt, og der er med stor sandsynlighed tale om samme person.

På møntens forside ses kongen med scepter i venstre hånd og højre hånd løftet. Vi ved der er tale om Erik, idet indskriften på møntens forside læser EIRIC REX (Kong Erik). Bagsiden viser en fugl. Motivet er udtryk for en markant afvigelse i forhold til det eller dominerende kors. I tilfælde, hvor et motiv på den måde skiller sig ud, er der med stor sandsynlighed tale om et helt bevidst forsøg fra kongemagtens side på at kommunikere et budskab til befolkningen. I en tid uden aviser, fjernsyn eller internet var mønterne nemlig kongemagtens bedste kommunikationsform. Erik valgte i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, der blot 4 år tidligere var blevet erobret af de kristne i det første korstog. Turen gik over Rusland og Konstantinopel, men desværre døde kongen undervejs og blev begravet på Cypern. Hans dronning, Bodil, fortsatte rejsen og nåede til Jerusalem, hvor hun dog også døde.

Det er blevet foreslået, at denne specielle mønt er blevet lavet af Erik i forbindelse med pilgrimsturen. Både af den såre simple grund, at det var nødvendigt med kolde kontanter til rejsen men også som politisk ”spin”, idet man ønskede at kommunikere, at der her var tale om en monark af internationale dimensioner, der derfor naturligvis også tog del i det store korstog.

Denne mønttype blev også slået i Aalborg. Den kendes fra et skattefund fra Lundby Krat lidt syd for Aalborg. Skattefundet er meget specielt, idet det indeholder store mængder brudsølv og lidt guld samt forskellige smykker. På denne tid bestod skattene ellers udelukkende af mønter og for største partens vedkommende danske mønter.

Erik Ejegods mønt

Dette er endnu en af Erik Ejegod mønter. Denne gang skal man have øjnene med, idet forsidemotivet er meget slidt. Det forstiller kongen siddende på en trone med front mod beskueren. Man kan tydeligt se kongens klædedragt med de mange folder, men resten er meget uklart. I indskriften kan læses EIRIC REX (Kong Erik) og på bagsidens indskrift læses bynavnet ALEBVR (Aalborg) samt et mønten er slået af EDGER.

Forsidemotivet med den tronende konge er som sagt tidligere blevet anvendt af Knud den Hellige på den mønt han slog forud for sit planlagte togt til England. Det er interessant, at netop dette motiv bliver taget op igen under Erik Ejegod, idet den oprindelige type udpeges som en af klagerne over Knuds styre og derved en medvirkende grund til det oprør, der rejste sig imod ham og endte med at koste ham livet i Albani Kirke i Odense. Klagerne skyldtes at mønten indeholdt alt for lidt sølv.

Forklaringen på Erik Ejegod valgte et motiv fra netop den mønt, der i den grad skabte vrede i den jyske befolkning, er formodentlig, at motivet har en forbindelse til kongemagtens ønske om en helgenkåring af Knud. Et lignende eksempel kendes fra en skånsk mønt, hvor Knud og hans bror Benedikt, der også blev dræbt i Skt. Albani kirke, er afbilledet på bagsiden. De skånske typer er i dansk betydning senest tolket som et politisk fremstød for helgenkåringen af Knud den Hellige, og der kan muligvis have ligget lignede tanker bag motivet på den jyske pendant.

Igennem en helgenkåring knyttedes kongemagten til gud og fik sin berettigelse herigennem. Dette træk går igen i stort set samtlige Europæiske kongehuse, og her på tærsklen til middelalderen sprang alle de skandinaviske kongedømmer med på vognen. Igennem mønterne formidledes dette vigtige budskab ud til hele befolkningen.

Brakteater

Her ser vi nogle meget specielle mønter; nemlig de såkaldte brakteater, der er kendetegnet ved kun at have præg på den ene side samt deres høje kunstneriske kvalitet. De blev udmøntet i Danmark i anden halvdel af 1100-tallet, men kendes også fra flere andre lande navnlig Tyskland, hvor udmøntningen begyndte i 1130érne. Brakteaterne blev kun udmøntet i Nørrejylland.

Det var en tid hvor Danmark var hærget af borgerkrig, og tre kongsemner sloges om magten. Svend (Grathe), Knud og Valdemar (den Store). Både Knud og Svend søgte støtte hos den tyske kejser, og det er levet foreslået, at udmøntningen af brakteaterne begyndte efter hyldningen af Kejser Frederik Barbarossa i Merseburg i 1152. I samtiden anførtes det nemlig, at Svend bragte mange tyske skikke med sig hjem herfra, herunder formodentlig også de tyske stempelskærere, der kunne slå de flotte brakteater. De flydende magtforhold i landet gjorde, at man måtte slå mønterne, der hvor man nu befandt sig, og flere ikke-tidligere sete udmøntningsbyer dukker op, bl.a. Horsens og Hjørring. I Randers blev der naturligvis også slået mønt af både Svend og Valdemar. Svend Grathes brakteat har et kongehovedet i profil og i inskriptionen står RADRVSIA. Identiske brakteater blev samtidig udmøntet af Svend i Aalborg og Viborg, og man kan således se, at treenigheden i forbindelse med udmøntninger mellem disse tre nørrejyske byer bæres videre tiltros for borgerkrigen. Valdemars brakteat fra Randers er en lidt mere simpel udgave med at kors i midten og indskriften REGIS RANDRVSIA.

Foto: Nationalmuseet

Dannebrog mønten

Dannebrog blev muligvis allerede langt tidligere end år 1219 afbilledet på en af Valdemar den Stores mønter. På mønten ses konge i profil med sværd og scepter ved sin side, og på bagsiden ses en blafrende fane med et kors og under fanen en stjerne. Den er i litteraturen blevet tolket som den ældste gengivelse af Dannebrog. Mønter stammer fra begyndelse af Valdemars regeringstid, 1157-1165, og er således betydelig ældre end det sagnomspundne slag ved Lyndanisse i 1219, hvor Dannebrog ellers i følge historien faldt ned fra himlen. 

Korsfanemønten er formodentlig blev slået i Slesvig. Den er del af en række meget ensartede sønderjyske mønttyper med fane og en stjerne, hvoraf de fleste er fra Valdemars Sejrs regeringstid, og altså mere samtidige med begivenhederne i Estland. Kun Valdemar den Store fanemønt har dog kors i fanen. Den ensartede udførelse tyder på, at mønterne har skullet formidle det samme budskab. Fraværet af korset i de fleste tyder på, at det kristne aspekt har været mindre væsentligt. Et oplagt bud kun derfor være, at fanemønterne relateres til militære kampagner af hvilke der sandelig er nok at tage af under Valdemarerne. Fra 1159 til indtagelsen af deres borg Arkona på Rügen i 1169 førte Valdemar den Store en række togter mod den hedenske venderen. Med udstedelsen af korsfane mønten har Valdemar formodentlig ønsket at markere et af disse togter.

Den afbilleder mønt er fundet under brolægningen øst for Sct. Mortens Kirke her i Randers.

Mønt fra Grenaa-skatten

Denne mønt stammer fra et af Danmarks største og formodentlig mest betydningsfulde skattefund, nemlig Grenaa-skatten, fundet i 1910 i Aagade i Grenaa i forbindelse med et ledningsarbejde. Skatten blev overraskende nok ikke opdaget ved gravearbejdet lige med det samme, og senere ”hjalp” mange bysbørn med at samle mønterne ind fra jorddyngerne. Der er derfor noget usikkerhed om, hvor stor skatten oprindeligt var, men mindst 12.007 mønter er registreret. I en periode, hvor skattefundene gennemsnitligt indeholdt omkring 45 mønter pr. skat, kan det vist roligt siges at være lidt ud over det sædvanligt.
Ud over sit imponerende antal mønter udmærkede skatten fra Aagade sig yderligere ved at indeholde et meget stort antal mønttyper, der ikke tidligere var kendt. Faktisk var der ikke mindre en 37 forskellige mønttyper i skatten. Med undtagelsen af en enkelt skånsk og sjællandsk mønt var alle de resterende fra forskellige nørrejyske møntsteder.

Det er tidligere i serien blevet nævnt, at man i middelalderen regelmæssigt skulle veksle sine mønter til nye, og det var i høj grad også tilfældet ved nedlæggelsen af skatten fra Grenaa. Hvorfor mon var der så mange mønttyper i skatten, fristes man til at spørge. Et nærmere studie af skatte viste, at fem mønttyper udmærkede sig ved at være repræsenteret med mindst over 1000 eksemplarer i skatten. Tilsammen udgjorde disse fem typer over 10.000 af skattens 12.000 mønter.
Man regner med, at der på det tidspunkt blev slået mønt fem steder i Nørrejylland. Det kan man læse ud fra indtægtslisterne i Kong Valdemar Sejrs Jordebog. De fem velrepræsenterede typer udgør således med stor sandsynlighed de nyeste mønter fra hver af disse fem møntsteder, og skattens sammensætning er således på forbilledligvis med til vise, hvordan det middelalderlige møntvæsen fungerede. Mønter blev jævnligt vekslet og cirkulerede primært i den landsdel hvor de var udmøntet.

Den udvalgte mønt fra skatten er meget vigtig, idet den er med til at datere den. På forsiden af mønten ses kongens ansigt og på bagsiden ses en bispestav. Rundt om bispestaven læses meget tydeligt TUVO. Dette er en henvisning til biskop Tuvo af Ribe, der var biskop fra 1214 til sin død i 1230. I midten af 1230’erne indførte Valdemar Sejr en hel ny mønttype, der blev meget udbredt i hele landet. Da denne mønttype ikke er repræsenteret i skatten fra Grenaa, må skatten altså være gravet ned på et tidspunkt efter Tuvo blev biskop og før midten af 1230’erne.

På møntens forside ses kongens ansigt. Foto: Museum Østjylland

Valdemar Sejr rigsmønt

Så er det sidste opslag i vores serie med Månedens Mønt. Vi slutter af med en af den danske middelalders nok mest fascinerende mønter, nemlig Valdemar Sejrs rigsmønt fra 1230’erne. På forsiden læses WALDEMARVS og på bagsiden læses REX DANORVM.
Mønten repræsenterer et forsøg fra Valdemar Sejr på at reformere det danske møntvæsen således, at mønterne ikke længere skulle tvangsveksles, samt at den samme mønt kunne bruges i hele riget. Det er flere gange tidligere i denne serie blevet nævnt, at kongen tjente penge ved tvangsvekslingerne. Denne indtjening skulle nu i stedet komme fra plovskatter, som kongen indførte samtidig med den nye mønt.

Valdemar Sejrs tiltag imod en indførelse af plovskatter fremgår meget tydeligt af Kong Valdemars Jordebogen, der består af en række lister fra anden halvdel af 1200-tallet. Mens indtægterne fra mønten i Roskilde og Lund i 1231 var henholdsvis 900 mark og 1200 mark, var de for de jyske møntsteder Ribe, Viborg, Horsens og Fyn langt mindre, henholdsvis 150, 80, 40 og 30 mark.
Forskellen i tallene er ikke tegn på, at Roskilde var hverken 10, 20 eller 30 gange mere indbringende end de jyske møntsteder. Forskellene er udtryk for, at man i Jylland allerede var gået væk fra en indtjening baseret på møntveksling og i stedet skiftet til en indtjening baseret på skatter.
I en liste, der er skrevet et par år efter, er indtægterne adskilt i indtægt fra produktion af mønt og indtægt for skat. Heraf fremgår det, at Roskildes indtægt for mønt er faldet fra 900 mark til 80 mark mens indtægten fra skat er steget. I Skåne blev plovskatterne først indført i løbet af 1240’erne.

I stedet for hele tiden at skulle veksle mønter kunne befolkningen nu bruge den samme mønt. At dømme ud fra fundmaterialet lykkedes Valdemars projekt. Mønten er fundet i uhyre store mængder i hele Vestdanmark og i flere skattefund, hvor den altid er meget dominerende. Reformen var en så stor succes, at mønten fortsatte med at cirkulere længe efter Valdemar Sejrs død. Interessant nok er den aldrig fundet i Skånelandene. Her gik man godt nok med til plovskatter, men ikke til kongens nye mønttype.

Mønten er traditionelt henført til Ribe, der var Jyllands vigtigste møntsted på det tidspunkt, men den er formodentlig blevet slået flere steder i landet for at lette distributionen. Den fortsatte som sagt med at cirkulere længe efter Valdemars død helt indtil 1250’erne.
Det er dybt fascinerede, at kongemagtens administrative kapacitet var nået et niveau, hvor en reform af dette omfang kunne gennemføres med succes, og rigsmønten, der i dag findes overalt i hele Danmark, er et meget håndgribeligt bevis for netop dette.

På møntens forside læses WALDEMARVS. Foto: Nationalmuseet