Detektorbrug og indlevering af danefæ

Har du fundet genstande fra oldtiden, middelalder og nyere tid enten tilfældigt eller fordi du bruger en metaldetektor, vil Museum Østjylland gerne se dem og eventuelt registrere dem, da de ofte har kulturhistorisk værdi.

Guldskatten fra Kirkemosegård, der var årets fund 2013. Foto: Museum Østjylland

Hvad er danefæ?

Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter.

 

Jeg har fundet danefæ - hvad gør jeg?

På museet bliver genstanden nærmere bestemt og fundstedet registreret. Oplysningerne om genstanden indgår fremover i det samlede fundregister, og fundet har derfor bidraget med endnu en lille flig af viden om vor historie.

I de fleste tilfælde vil man efterfølgende kunne få genstandene med hjem igen, i nogle tilfælde vil Museum Østjylland bede om, at genstandene kommer til at indgå i museets samling, og i andre tilfælde kan der være tale om danefæ.

De genstande, der kan være danefæ, sender Museum Østjylland videre til Nationalmuseet som vurderer, om genstanden skal erklæres for danefæ. Bliver genstanden erklæret for danefæ vil den indgå i Nationalmuseets samling. Til gengæld modtager finderen en dusør for fundet.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med reglerne for Danefæ eller i forbindelse med en genstand, du har fundet, kan du kontakte en af Museum Østjyllands arkæologer på arkaeolog@museumoj.dk eller tlf. 8712 2600.