Livet ved Fjorden

Oplev oldtiden fra Randers og omegn

Livet ved Fjorden

I denne udstilling vil du blive præsenteret for fantastiske museumsgenstande fra Randersegnens oldtidsmennesker. Her kan du få et indblik i istiden og lære om de første jægere, der kom til området efter istiden. Du kan også lære mere om de rige vikinger, som indimellem sejlede ud på både handels- og plyndringstogter.

Køkkenmødding og kostbare smykker

Når du oplever denne udstilling, vil du komme tættere på oldtidsmennesket samt deres begravelser, gaver og sporene, de har efterladt. Du kan blandt andet opleve stenalders ravperler, Mejlgård køkkenmødding, smukke vikingesmykker- og våben og kostbare offergaver. Her vil alle disse lokale fund fortælle hver deres historie om oldtiden.

Tre spor gennem historien

Mens du går rundt i udstillingen, vil du kunne følge tre forskellige spor: forfattersporet, materialesporet og børnesporet. På forfattersporet kan man opleve forfatteren Merete Pryds Helles smukke historier om oldtidsmennesket ved forskellige genstande. På materialesporet kan man gå ind i tre laboratorier, der vil gøre dig klogere på materialerne flint, bronze og jern. Man kan også følge børnesporet med Lille-folket, der viser oldtidens historier på en sjov måde i deres mini-universer. Der er noget for alle i disse spor, og man vil selvfølge kunne opleve alle tre, når man går igennem udstillingen.

Nyskabende iscenesættelse

Oldtiden ligger langt bagud, som en fjern fortid, men vi forstår os selv i dag på baggrund af historier fra denne tid. Vores fund og oldsager fra disse tider ændrer sig ikke med årene, men det gør vores syn på og forståelse for dem i dag. Derfor byder Museum Østjylland publikum velkommen til en oldtidsudstilling, hvor udstillingen er en moderne og nyskabende iscenesættelse af vores spændende historier og enestående fund.

Randersegnen i fokus

Igennem denne udstilling vil man se på oldtiden med nye øjne, hvor man vil kunne reflektere over forskelle og ligheder imellem dengang og nu og hermed se på sig selv med nye øjne. Denne udstilling handler om livet og landskabets forandringer omkring Randers Fjord, og den tager udgangspunkt i oldtidens historier i dette område. Udstillingen bærer derfor præg af dette lokale twist og fortæller Randersegnens historier om oldtidsmennesket.


Læs mere om udstillingen her.