Der var engang en å

Projektets målgruppe er 0-3 årige dagpleje- og vuggestuebørn, 3-6 årige børnehavebørn, deres pædagoger og deres familier.

Der var engang en å

Projektet foregår i Randers Kommune og udvikles i et samarbejde mellem flere partnere.

Projektets og Museum Østjyllands sigte er, at alle dagplejere, vuggestuer og børnehaver i Randers Kommune bruger de læringsresurser, projektet udvikler, og at et stort antal af kommunens børnefamilier deltager i mindst en af projektets to historiske events.

Projektets overordnede målsætning

Projekt og event ønsker at gøre den lokale Danmarkshistorie levende og nærværende for de allermindste borgere i Randers Kommune. På den måde kan børnene på lige fod med resten af landets borgere tale om Danmarks historie med deres familie omkring middagsbordet eller over madpakken i dagtilbuddet, når DR retter fokus på Danmarkshistorien i 2017. Gudenåen bliver den genkendelige og lokale røde tråd i en historieformidling, der arbejder med kronologiske nedslag fra de ældste tider til i dag.

Åen som den røde tråd

Projektet tager afsæt i historien om Danmarks længste å, Gudenåen. For tusindvis af børn i og omkring Randers er Gudenåen en konkret og synlig lokalitet. Børnene krydser dagligt åen i bil, i bus, på gåben eller cykel. En del af deres friluftsliv med institution og familie foregår ved åen. Åen er altså velkendt for børnene i deres institutionsliv og familieliv. Men åens kulturhistorie er sværere at få øje på for vores små borgere.

Gudenåens historie er ligeså lang som Danmarkshistorien. Åen har været områdets hovedfærdselsåre og hellige sted gennem årtusinder - landets første mennesker bosatte sig her. Senere slog oldtidens bønder sig ned ved den fede jord langs åen. Vikingerne ofrede smukke sværd i åen. Middelalderbyen Randers blev anlagt, Niels Ebbesen flygtede over åen. Varer er fragtet af pramdragerne langs åen, og her har Henrik Pontoppidan fundet inspiration til sin berømte roman om Lykke-Per. Der samler sig utallige historier omkring Gudenåen, der fortæller Danmarks historie på lokalt plan. De historier, skal børnene lege med og bearbejde, så de kender deres egen Danmarkshistorie.

Projektet indeholder to delprojekter:

  1. En læringsresurse til dagplejere, vuggestuer og børnehaver lavet i samarbejde med børn 0-6 år, pædagoger og pædagogstuderende. Resursen er kronologiske forløb med afsæt i lokale historiske spor/fund/personer, der understøtter den valgte periode. Resursen har en legende, sanselig og undersøgende tilgang til historien og indeholder lege, rim og remser om åen, madopskrifter og en guide med natur- og kulturhistorisk information til pædagogerne. Resursen lægger op til før- og efterbehandling af en udflugt til Gudenåen. Pædagoger kan hente (fysiske) emnekasser med materialet på Museum Østjylland.
  2. To markante historie-events henvendt til børn i alderen 0–6 år og deres familier. Med deres forældre i hånden er de med til uropførelse af å-rimene, de møder historiske personer, som de kender fra rimene, de leger med vand, smager på laks osv. Alt sammen noget de har en forforståelse for, da de har arbejdet med materialet i deres institution. Anden event foregår ved åen i tæt samarbejde med alle projektets aktører. Familierne inviteres til at afprøve materialekasserne og kan ved stationer langs åen møde å-sangene, lave bål-mad, ofre i åen osv.

Hvordan?

Projektet har en legende, undersøgende og sanselig tilgang til historien. Det arbejder med en bevidst synergi mellem institutionsliv og familieliv, så børnenes oplevelser og refleksioner udfolder sig både i dagtilbud og hjemme. Projektet vil lade udfordrende sprogstimulering, tegninger og naturen omkring åen være indgangen til de yngstes forståelse af Danmarkshistorien. Emnekasserne og det skriftlige/tegnede materiale sikrer, at leg og indlevelse åbner op for filosofiske spørgsmål i børnehøjde, og at der sættes gang i æstetiske læreprocesser om forståelsen af fortiden.

Der arrangeres derudover to events i projektperioden. Et i foråret (omkring april – børn synger rim og remser i Kulturhuset ) og et sidst på sommeren (omkring september – et udendørs arrangement ved åen hvor emnekasserne danner rammen for dagens oplevelser).

Projektet er blevet til  med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til udvikling af formidling i forbindelse med Historier om Danmark. Nordea-fonden har støttet puljen.