Vinterferiesjov med Siam-sølv og døde dyr

Hvad er en dolkhale? Hvor høj bliver en gaurokse? Og findes der virkelig noget, der hedder en elefantsnabelslange? Få svar på de spørgsmål og mange flere, når der er omvisning i børnehøjde i Skatkammer Siam i vinterferien.

Med øjne på stilke kan børn og deres voksne komme på en guidet omvisning i den magiske samling Skatkammer Siam. Udforsk den tætpakkede samling, hvor det er nemt at drømme sig væk til gamle dage et sted langt, langt borte. Fotokilde: Museum Østjylland

Omvisningen er helt gratis, men husk at melde dig til på Museum Østjyllands hjemmeside. Og så er der ellers garanti for en uforglemmelig oplevelse i skatkammeret, der er fyldt med uddøde og truede dyr, men også smukke kunstgenstande fra det gamle Thailand!

Omvisning for børn: Forunderlige Siam, mandag 12. februar 2024 kl. 10 - 11.
Sted: Skatkammer Siam, Juulsbakke 1, 8400 Ebeltoft.
Gratis. Husk tilmelding.

Et par skridt fra menneskemylderet på Adelgade gemmer sig en broget samling genstande fra det gamle Thailand, hentet til byen for næsten 100 år siden af den lokale eventyrer Rasmus Havmøller.

”Skatkammer Siam er en forunderlig, fascinerende – og nogle steder lidt klam! – udstilling midt i Ebeltoft. Derfor er det et perfekt sted for børn og andre nysgerrige sjæle at gå på opdagelse. Her er fyldt med fantastiske dyr fra Siam, eller Thailand, som det hedder i dag, og en helt særlig stemning af gamle dage i Østen. Man ville næsten ikke blive overrasket, hvis Indiana Jones pludselig stod midt i det hele,” smiler museumsinspektør Tina Bjerregaard.

Omvisningen i vinterferien er mest for børn, men de må gerne have en voksen med i hånden!

Undrende tingfinder-børn

I Skatkammeret kan man gå på opdagelse blandt udstoppede dyr, insekter og kranier. Men samlingen rummer også fine sølvskatte, skrøbelige porcelænskrukker og en masse andre fantastiske sager fra det gamle Thailand.

”Især børn er virkelig gode til at undre sig, når de her møder dyr, de måske aldrig har set før og ser de finurlige ting, som samlingen gemmer på,” fortæller museumsinspektøren, som går på opdagelse sammen med de unge gæster denne vinterferiedag.

”Børn er jo heldigvis rigtig gode tingfindere, og det får vi brug for, når vi sammen undersøger alle hjørner af udstillingen.”

Træspidsmus og egern hjælper

Skatkammer Siam genåbnede i foråret 2023 efter en gennemgribende renovering. Samtidig er fortællingen om manden, der skabte den enestående samling, Rasmus Havmøller, blevet til en helt ny udstilling. Også denne del af Skatkammer Siam byder på hemmeligheder, der bare venter på at blive opdaget, når børnene rykker ind.

”Heldigvis har udstillingen og samlingen sit helt eget børnespor med egernet Egon og træspidsmusen Malee. De to fortæller gennem små skjulte kighuller om Siam og Thailand, så vi går på opdagelse med Egon og Malee og finder alle de hemmelige historier, som kun børn kan finde,” forklarer Tina Bjerregaard.

Alle børn kan hele ferien også få udleveret et hæfte i Skatkammer Siam. Med det i hånden gælder det om at gå på opdagelse på egen hånd og løse sjove opgaver med Egon og Malee.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk