Verden er i farver – hør malerens bedste fortællinger

1.000 års malerhistorie bliver med pensioneret maler Arne Julius Jensen i front en munter rejse gennem farver, maleteknikker og gode oplevelser. Oplev den garvede maler og nu frivillig på Håndværksmuseet fortælle om sin livslange fascination af malerfaget og alt det, faget kan.

Håndværksmuseet byder nu på en munter fortælling om 50 års arbejdsliv med pensel og maling, når frivillig på museet Arne Julius Jensen fortæller. Arne Julius er stadig fascineret af malerfaget, og det nyder Håndværksmuseet og dets gæster godt af, da han i flere år har været frivillig på museet. Det lille foredrag er gratis. Foto: Museum Østjylland

Foredraget er gratis og løber af stablen på Håndværksmuseet.

Miniforedrag: Malerfagets historie gennem 1.000 år.
Tid: Tirsdag den 11. juni 2024 kl. 13.
Sted: Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16, 8900 Randers C.
Gratis.

”Efter 25 år som aktiv bygningsmaler og derefter 25 år som malerfaglærer på Teknisk Skoles maleruddannelse, er jeg nu kommet på museum!”

Tidligere maler Arne Julius Jensen smiler. Han fortæller let og gerne om de mange år som først aktiv maler og siden som lærer for unge, der – som han selv – er fascineret af farvernes og malerfagets verden.
De seneste år har det været Håndværksmuseet og museets gæster, der har nydt godt af Arne Julius’ store viden om malerfaget. Her er han en af flere dedikerede frivillige malere, som blandt andet laver ferieaktiviteter for børn og møder museets gæster i malerudstillingen, hvor han demonstrer og formidler det gamle fag. Og nu kaster han sig så også ud i at holde foredrag om sit arbejdsliv som maler og om fagets historie og udvikling!

”Foredraget bliver naturligvis krydret med nogle af mine egne sjove oplevelser gennem et langt arbejdsliv i malerfagets tjeneste,” lover Arne Julius.

Trækker tråde til middelalderen

Når Arne Julius tager fat på historien om malerhåndværket, begynder han fortællingen med malerfagets udvikling fra romansk tid omkring år 1050 og frem til vores tid.

”Malerfaget, som vi kender det i dag, har først for alvor udviklet sig efter 1. verdenskrig, men faget trækker tråde helt tilbage til middelalderen. En periode, som også har sat sit præg på vores maler-kulturhistorie den dag i dag,” fortæller Arne Julius, der efter de mange år som faglærer på Teknik Skole er en rutineret formidler af sin store faglige viden.

Tapet, pigmenter og flot forgyldning

Foredraget byder også på et kort kig på malerens materialer og værktøj. Hør blandt andet om tapet og vægbeklædning, farve og komposition, bindemidler og farvepigmenter, og om opløsnings- og fortyndingsmidler. Og så lidt om malerens trofaste makkere, penslerne.
Arne Julius vil også fortælle om både gamle og nye maleteknikker som: Marmorering, forgyldning, skabelontryk og moderne dekoration.

”Når den praktiske kunnen og den teoretiske viden smelter sammen, er der skabt en selvstændig maler. På den måde har den selvstændige maler stor mulighed for at tackle sin arbejdsdag på den allerbedste måde,” fastslår den rutinerede maler.

Et skønt værksted

Efter foredraget kan gæsterne naturligvis kigge nærmere på den malerudstilling, som Arne Julius kender som lommen på sin egen malerkittel. Det smukke og farvestrålende værksted viser blandt andet gamle pigmenter, bindemidler og malerværktøj, der tidligere har været brugt af lokale malere. Udstillingen har endda fået det poetiske kælenavn, Forskønnelsesafdelingen.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Lisette Berg Andersen på tlf. 2484 0188 eller på lba@museumoj.dk