Sol, sommer og spritnyt program fra Museum Østjylland

Museum Østjylland har kridtet sommersandalerne og står klar med et dugfrisk program spækket med arrangementer for alle!

Det nye sommerprogram fra Museum Østjylland byder blandt meget andet på en insektudstilling, lavet i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge. I særudstillingen Insekt - Se det store i de små i Kulturhuset i Randers kan du hele sommeren opleve en verden af forunderlige insekter, hvoraf flere af dem er sjældne eller uddøde i dag. Foto: Museum Østjylland

Nyd den summende nyåbnede særudstilling Insekt – se det store i de små med fotos og udstillede insekter i Randers, lad børnene gå på møntjagt i den flotte møntudstilling i Grenaa eller udforsk Det Gamle Rådhus i Ebeltoft, som tager imod sommergæsterne med nye udstillinger i en nyrestaureret bygning.

Nyt program fra Museum Østjylland er ude, gældende for månederne maj til og med august 2024.
Der er gratis adgang til alle udstillinger.

Da Det Gamle Rådhus i april igen slog dørene op for besøg, var det efter en seks måneder lang nedlukning på grund af restaurering og opbygning af nye udstillinger. Tidligere har den tilstødende bygning, der huser Skatkammer Siam, også været igennem den helt store tur med både restaurering af bygningen og gentænkte udstillinger.
Det betyder, at Museum Østjylland i Ebeltoft her i sommeren 2024 kan byde alle sommergæster velkommen med to opdaterede og inspirerende udstillinger, hvor der er masser af oplevelser for både store og små – og naturligvis gratis adgang som sædvanligt.

Insekter og mønter fascinerer

Sommeren byder på to særudstillinger, møntudstillingen Mønt og Magt på museet i Grenaa samt insektudstillingen Insekt – Se det store i de små, der åbnede på museet i Kulturhuset den 3. maj.
I insektudstillingen, der er lavet i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge, kommer du helt tæt på fortællinger om fascinerende insekter, som i dag er uddøde eller meget sjældne i den danske natur. Dyk også ned i fortællingen om zoolog Hjalmer Ussing fra Randers.
I museets møntudstilling oplever du den dramatiske fortælling om kongemord, helgener og falske mønter i middelalderen. Særudstillingen er en fascinerende tidsrejse tilbage til middelalderen, hvor mønten spillede en stor rolle i Danmark og var tæt knyttet til kongemagten.

Gratis sommeroplevelser for børn

I Mønt og Magt er der også oplevelser for udstillingens yngste gæster. Børn kan i møntudstillingen slå deres egen mønt med et møntstempel, præcist som de gjorde i middelalderen. Gæt også på, hvad ting og sager kostede i middelalderen, og hvad almindelige mennesker tjente dengang.
Børn og deres voksne kan også tage på en sjov byvandring helt i børnehøjde i Ebeltofts små gader og gyder. Hør for eksempel om Fedt Mikkel og om, hvad der gemmer sig i en fangekælder!
Alle faste udstillinger på museet i Randers, Grenaa og Ebeltoft byder desuden på særlige aktiviteter og sjov for børn. Gå for eksempel på jagt efter det særlige Lillefolk, der gemmer sig i udstillingerne i Kulturhuset og prøv kræfter med aktiviteten Den Lille Lærling på Håndværksmuseet.

Ud i sommerluft og natur

Den danske sommer er som bekendt lunefuld, men med fingrene krydsede for godt vejr inviterer museet i sommerperioden på guidede cykelture langs Gudenåen og vandringer på Fælleden i Randers med fortællinger om fortidens soldateroplevelser, kaserneliv og spejderlejr.
Er du til oplevelser i det fri, kan du også hoppe på en række byvandringer og høre om jøder i Randers, om Tøjhushavekvarteret eller om havets betydning for Ebeltofts udvikling til den moderne by, den er i dag.

Gratis oplevelser på museet

Du kan besøge alle museets udstillinger – såvel faste udstillinger som særudstillinger – uden at skulle hive hverken pung, betalingskort eller mobil op af lommen. Der er gratis adgang til alle afdelinger Museum Østjylland. Det omfatter museet i Kulturhuset Randers, Håndværksmuseet, museet i Grenaa og Det Gamle Rådhus, Skatkammer Siam og Farvergården i Ebeltoft.
Snyd heller ikke dig selv for et besøg på BMA Maltfabrikken, der er genopstået fra fortidens storhed som pulserende industri til i dag at være et moderne kulturelt hotspot - med Djurslands flotteste udsigt.  

Genåbnings-festivitas for alle

Museum Østjylland inviterer i sensommeren i slutningen af Randers Festuge også til stor genåbningsfest, der – blandt meget andet – byder på koncert med sanger og sangskriver Katinka Bjerregård & Simon Ask lørdag den 17. august!
Kulturhuset med de tre institutioner Randers Bibliotek, Randers Kunstmuseum og Museum Østjylland genåbner officielt efter renovering af Kulturhuset.

For mere information kontakt: Leder af Kommunikation og Formidling Maria Louise Elgård Rasmussen på tlf. 3062 9802 eller på mlr@museumoj.dk