Så’ der fest – tag på vandring i Randers’ fester og fejringer

Randrusianerne har altid kunnet holde en god fest, og nu kan du komme på en underholdende byvandring med fokus på historiens mange fester og fejringer i Randers!

Trompetmusikken lyder ud over Nytorv i Randers i anledningen af, at Nytorv fik navneændring til Erik Menveds Plads. Det skete samtidig med fejringen af byens 650-års købstadsjubilæum tilbage i 1952. Vær med, når Museum Østjylland inviterer på byvandring i både by og historie - denne gang med temaet fest og fejringer i byen gennem tiden. Fotokilde: Randers Stadsarkiv

Det er Museum Østjylland, der inviterer dig med på vandring gennem de historiske gader, stræder og pladser. Her hører du fortællinger om, hvordan de historiske og kulturelle knudepunkter i byen gennem tiden er blevet brugt til fester og fejringer.
Det er ganske gratis.  

Byvandring: Fest og Fejring i Randers, torsdag den 23. maj 2024 kl. 15 - 16.30.
Mødested: Foran Fritidscentret, Vestergade 15, 8900 Randers C.
Gratis. Tilmelding nødvendigt.

Dagens omvisere i både Randers C og i historien er Museum Østjyllands praktikanter, Peter Juhl Toft og Frida Ditlev Petersen. De læser begge historie og museologi på Aarhus Universitet. 

”Igennem tiden har Randers’ byliv budt på festivitas i mange former. Heldigvis knytter der sig ofte en god historie til de mange fester og fejringer,” lover de to omvisere.

Rådhustorvet – rammen om fejring og glæde

Rådhustorvet var lokalt centrum for fejringen af Danmarks befrielse den 5. maj 1945, hvor torvet var stuvende fuldt af mennesker, der jublede og sang. Øl blev langet ud fra de omkringliggende stueetager, og alle skålede og lykønskede hinanden i lyset af krigens afslutning.

”Også den dag i dag bruges torvet til festlige begivenheder, hvor stedet for eksempel er det naturlige samlingspunkt for studenterfejringer hver midsommer,” fortæller Frida Ditlev Petersen og Peter Juhl Toft.

Skal vi ikke ind og have en lille en?

Randers var i 1891 indehaver af intet mindre end 102 beværtninger. En del af grunden til det imponerende antal var, at Randers var en arbejderby, hvor der var tradition for at hygge sig sammen på beværtningerne efter dagens hårde arbejde.

”De mange værtshuse vidner selvfølgelig om tendens til drikfældighed på dette tidspunkt. Samtidig er det vigtigt at sige, at værtshusene også er et bevis på, at byen aldrig har manglet steder at dyrke fællesskabet og fejre små som store begivenheder,” fastslår omviserne.

Når de fine fester

Selvom Randers var en arbejderby, har byen også oplevet en del fornemme fester, hvor kun det bedre borgerskab deltog. Klubben ”Harmonien” i Østergade var stedet, hvor den mere velhavende del af befolkningen var gæster.

”Klubben fik tilnavnet “Den fine”, og det var ikke helt misvisende. I tiden omkring år 1900 var det stedet, hvor selveste kongefamilien spiste, når de var i byen. Kongebesøgene blev mødt af beundring fra befolkningen, men indebar også lukkede fester for eliten, hvor intriger og skandaler fandt sted,” smiler eftermiddagens to omvisere, der lover at være klar med flere gode historier om den festlige side af Randers gennem tiden. 

For mere information kontakt:
Historie- og museologistuderende, Frida Ditlev Petersen på fdp@museumoj.dk
Historie- og museologistuderende, Peter Juhl Toft på pjt@museumoj.dk