Metaldetektorfolk mødes over øl og fælles erfaringer

Det er ofte en ensom hobby at gå markerne tynde med metaldetektor på jagt efter skatte fra fortiden. Men nu kan du som detektorfører mødes med andre detektorførere, udveksle erfaringer og skylle det hele ned med lokal øl, kaffe, te og snacks.

På Museum Østjylland i Grenaa mødes detektorførere – og dem, der overvejer at blive det – nu til en hyggelig aften med snak, viden og en enkelt øl. Udveksl erfaringer, bliv klogere og mød andre detektorfolk, der går med detektor som hobby. Køb din billet på museumoj.dk. Fotokilde: Allan Faurskov

Det er Museum Østjylland, der inviterer erfarne såvel som nyslåede detektorfolk til den hyggelige aften inden døre på museet i Grenaa.
Der er entré, og du køber din billet på museets hjemmeside.

Detektoraften og øl, torsdag den 9. november 2023 kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.
Billet 50 kr. inkl. en lokal øl, kaffe, te og snacks.

I Danmark er metaldetektor som hobby ikke noget nyt fænomen, men de seneste år er det blevet stadig mere populært at lede efter guld, sølv og andre metaller i jorden. Salget af metaldetektorer stiger støt, og jævnligt ser man detektorfolk traske marker og enge tynde i håb om at finde spor fra fortiden.
Også på Museum Østjylland, der har det arkæologiske ansvar i Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner, mærker de tydeligt, at de lokale detektorførere er flittige.

”Vi tager imod masser af spændende fund, hvoraf en del er potentielt danefæ. I 2022 fik museet mere end 1.500 detektorfund ind, og alle er de fund, som i den grad er med til at kortlægge den østjyske fortid,” fortæller arkæolog Rikke Maring.

Fra begynder til veteran

Om du er dreven detektorfører med års erfaring i bagagen, nyslået detektorfører eller bare nysgerrig på arkæologi og detektorfund, så kan du denne aften blive lidt klogere og mødes med mennesker, der deler din interesse.

Du kan blandt andet få en snak med arkæolog Rikke Maring og detektor-entusiast Christian Hasager B. Jensen. Hør også om spændende fund, DIME (database over metaldetektorfund) og andet detektor-relateret. Rikke Maring vil fortælle om arbejdsgangen, fra du indleverer dit fund på lokalmuseet, frem til det eventuelt overdrages til Nationalmuseet.

Hyggelig aften med indhold

Du kan denne aften også indlevere dine egne fund og få en snak med arkæologen og andre detektorførere om dem.

”Vi synes på museet, at det er vigtigt også at mødes i uformelle rammer som nu med lidt kaffe, øl og snacks og udveksle erfaringer om at gå med detektor. De fleste detektorførere er jo meget engageret i deres hobby og vil gerne både vide mere og udvide deres netværk. Det kan de denne hyggelige aften, ” lover Rikke Maring.

Museum Østjyllands aktualitets-montre med udstilling af aktuelle fund og spændende genstande er i aftenens anledning opdateret med et nyt udvalg af lokale detektorfund. Museets udstillinger vil også være ekstraordinært åbent denne aften, så alle kan gå på opdagelse i 10.000 års historie på Norddjursland.

For mere information kontakt: Arkæolog Rikke Maring på tlf. 2441 1461 eller på rm@museumoj.dk