I skyggen fortæller historien om de første kvindelige fotografer og viser fotos, som ikke er offentliggjort før.
Fotoudstillingen I skyggen – De første kvindelige fotografer åbnede den 17. juni 2021 i Støbesalen på BMA Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft.
Gratis adgang.
Udstillingen kan ses frem til midt august.
Udstillingens indhold er skabt af ph.d. og historiker Hanne Schaumburg Sørensen fra Museum Østjylland, og udstillingen er sat op i samarbejde med Team Malt.
Udstillingens titel I skyggen refererer til, at de kvindelige fotografer bogstaveligt talt arbejdede i skyggen, altså bag kameraet.
”Titlen refererer også til, at de kvindelige fotografer ofte stod i skyggen af deres mandlige kolleger og endda måtte arbejde under deres ægtemands navn. Mange kvindelige fotografer er på den måde forsvundet ud af historien, ” forklarer Hanne Schaumburg Sørensen.
Lille og stor udstilling
Mini-udstillingen på BMA Maltfabrikken består af et udvalg af tre kvindelige fotografers imponerende arbejder. Vil du se hele udstillingen, kan den opleves på Museum Østjylland i Kulturhuset Randers.
Der er også her gratis adgang, og udstillingen har fået meget fine omtaler og anmeldelser af landsdækkende medier.
Der er i forbindelse med udstillingen udgivet et katalog på 128 sider med særudstillingens mange flotte fotos samt tekster. Kataloget koster 198 kr. og kan købes i Maltfabrikkens reception og ved henvendelse til Museum Østjylland i Randers.
For mere information kontakt ph.d. og historiker Hanne Schaumburg Sørensen på hss@museumoj.dk eller 2113 1793.