Museum Østjylland byder både på søde dyr og by i børnehøjde

Ebeltoft summer af sommerliv hele ferien igennem. Byen byder på masser af charme, sjov og hygge – og naturligvis også på skønne museumsoplevelser for hele familien.

Rotten Rita er én af de tre søde venner, der har brug for børnefamiliernes hjælp i Ebeltoft i sommerferien. I feriebyen kan børnefamilier nemlig hele sommeren tage på en sjov gør-det-selv-tur rundt til de tre museer: Farvergården, Det Gamle Rådhus og Skatkammer Siam. Rotten Rita er ligesom Egernet Egon tegnet af illustrator og forfatter Ane Gudrun. Fotokilde: Museum Østjylland/Ane Gudrun

I sommerferien kan børnefamilier både tage på byvandring i børnehøjde og på en finurlig museums-oplevelsestur med søde dyr rundt til hele tre museer, når Museum Østjylland inviterer alle på udendørs og indendørs aktiviteter. Hele herligheden er gratis.  

Gør-det-selv-aktivitet: Med Rita, Egon og Geo på tur, lørdag den 29. juni - søndag den 11. august 2024 kl. 10 - 16. Alle dage undtaget mandage.
Sted: Opgaveark udleveres i Farvergården, Adelgade 15 og på Det Gamle Rådhus, Juulsbakke 1 i Ebeltoft.
For familier med børn i alderen 3 - 8 år.
Aktiviteten tager 30 - 45 minutter.
Gratis.

Byvandring: Ebeltoft i børnehøjde, tirsdag 2. juli 2024 kl. 11 - 12.
Mødested: Foran hovedindgangen, Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft.
Gratis. Tilmelding på museumoj.dk under ”Det Sker”.
For børn fra 5 år og deres voksne.

Gratis.

Måske bliver sommeren varm, måske bliver den våd. Men uanset hvad skal der gode sommeroplevelser på programmet, og i feriebyen Ebeltoft kan børnefamilier hele sommeren tage på en sjov gør-det-selv-tur rundt til de tre museer: Farvergården, Det Gamle Rådhus og Skatkammer Siam. Endda helt gratis.

Rotte, grævling og egern på spil

Det er de tre tegnede venner Rita, Geo og Egon, der guider børn og deres voksne fra det ene museum til det næste med oplevelser alle steder. Rita er en rotte, Geo en grævling og Egon et egern, og sammen med de tre søde dyr skal børn og voksne lege, løse opgaver og høre lidt om, hvad dyrene egentligt laver i Ebeltoft.
Opgaveark udleveres i Farvergården eller på Det Gamle Rådhus, og børnefamilier kan gå turen, lige når det passer dem – dog inden for museernes åbningstid, som er kl. 10 - 16 alle dage undtaget mandage.

”Aktiviteten er tilrettelagt sådan, at de mindste også kan være med. Vi vil gerne vise, at museerne også rummer masser af sjov og ballade for børn – og så hjælper det selvfølgelig, at der er tre søde dyr, der kan hjælpe med det,” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

”Dyrene er tegnet af dygtige Ane Gudrun, som er en lokal kunster, og som vi på Museum Østjylland ofte allierer os med, når der skal tegnes til børn!”

Aktiviteten Med Rita, Egon og Geo på tur er støttet af Kulturring Østjylland.

Hvad er der lige med de æbler?

Ebeltoft er som bekendt æblernes by – men hvorfor egentligt? Børn og deres voksne får svaret på byvandringen i børnehøjde, hvor fortællingerne er tilrettelagt udelukkende for byens mindste gæster. Og æblerne er selvfølgelig ikke det eneste, familierne skal høre om!

”Der er mange ting, som nysgerrige børn undrer sig over her i Ebeltoft. Hvorfor er alle husene så gamle, for eksempel. Og hvorfor er der en Jernbanegade – men ikke noget tog?” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard, som viser familierne rundt i den idylliske købstad denne sommerdag.

”Turen for børnefamilierne slutter i den gyselige fangekælder på Det Gamle Rådhus – altså hvis man tør! Der kan godt være lidt uhyggeligt dernede, hvor fangerne engang sad fastspændt i jernlænker!”

For mere information: Kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk