Udstilling viser historien om Værkets elektriske fortid

Museum Østjylland rykker igen ud af de velkendte rammer i Kulturhuset og viser nu en udstilling i Værkets foyer om tiden som elværk. Tilbage i 1906 blev elværket indviet, og det markerede de moderne tiders fremmarch i Randers. I dag har Musik- og teaterhuset Værket til huse i det gamle elværk.

Meget er sket med byens udvikling, siden det første elværk på Mariagervej stod klart i 1906. Museum Østjylland åbner nu en pop-up udstilling på Værket med fotos, som viser noget af den historie. Du kan se udstillingen til og med den 28. september, og det er gratis. Foto: Randers Stadsarkiv

I september har museet udstillingspladsen i Værkets foyer, så du her får mulighed for at opleve elværkets lange, spændende historie fortalt i ord og billeder.
Udstillingen er del af fejringen af Museum Østjyllands 150-års jubilæum.

Pop-up udstilling på Værket: Strøm på! mandag den 29. august til onsdag den 28. september 2022 på Musik- og teaterhuset Værket, Sven Dalsgaards Plads 1, 8900 Randers C.
Udstillingen kan ses i Værkets åbningstid.
Gratis.

Museum Østjylland har lavet udstillingen i et samarbejde med Værket, og den viser historien om elværket fortalt på en letfordøjelig måde. Fortællinger og ord er desuden krydret med en masse flotte fotos fra byens elværk.

”Udstillingen på Værket er vores mulighed for at vise dig som gæst mange af de historiske guldkorn, som vi har liggende i arkivets magasin! ” fortæller arkivar Mathilde Storvang.

Forvandling fra strøm til kultur

I 1982 slukkede man for strømmen på elværket på Mariagervej. Bygningerne stod herefter tomme, men i 1987 startede arbejdet med at forvandle de tidligere industribygninger til et moderne kulturcenter. Idéen om et nyt musik- og teaterhus i byen var dermed på vej til at blive en realitet.
Den 1. oktober 1990 åbnede Værket for første gang sine døre som et musik- og teaterhus. Bygningerne er siden da flere gange blevet moderniseret – blandt andet med en stor ombygning af Store Sal i 2000-2001.

Gratis udstilling for alle

Byens gamle elværk danner i dag en fin ramme om shows, koncerter, ballet, opera, skuespil, comedy og meget mere for publikum i alle aldre. Udstillingen om det gamle elværk er endnu et kulturelt tilbud på Værket målrettet både lokale borgere og turister i byen.

”Og selvom du ikke har billet til en forestilling eller andet på Musikhuset Værket, er du meget velkommen til at kigge forbi og se udstillingen. Det er endda ganske gratis, ” smiler Mathilde Storvang.

For mere information kontakt arkivar Mathilde Storvang på tlf. 2345 2398 eller på ms@museumoj.dk

Museum Østjylland har 150-års jubilæum i år. Det fejrer vi med masser af arrangementer, aktiviteter og udstillinger rundt i Randers for både børn og voksne. Følg løbende med på vores hjemmeside eller de sociale medier.