Sommer, sol – og et nyt museumsprogram står for døren!

Tre gange om året står Museum Østjylland klar med et nyt program fyldt med kulturhistoriske oplevelser. I disse dage barsler museet netop med endnu et nyt program, denne gang for maj – august 2023.

Den nye udstilling i Skatkammer Siam viser i tekst, film og fotos fortællingen om eventyreren og samleren Rasmus Havmøller, som for over 100 år siden rejste til det daværende Siam. Se blandt andet film optaget af Havmøller selv samt et lysbilledforedrag, der bygger på hans egne billeder og noter. Fotokilde: Museum Østjylland

Oplev en spritny særudstilling om Randers Freja, en fantastisk vandreudstilling MIG & MIN BY i Grenaa og sommersjov med Det Rullende Museum i Østjyllands mindre byer. Og så kan du omsider besøge den renoverede Siamesisk Samling – nu genopstået som Skatkammer Siam – der byder på en helt ny udstilling.

Hør foredrag og tag på byvandringer i de kommende måneder, udfold dig i kreative workshops eller fordyb dig i udstillinger og ny viden. Der er nok af tilbud at kaste sig ud i i den kommende tid – og det meste er gratis.

Du kan se hele programmet under Kalender.

Fokus på børn og familier

Som altid har museet i sommeren et særligt fokus på de gode museumsoplevelser for børnefamilier, der gæster det østjyske, eller som bor her fast.

I Grenaa kan de mindste og deres voksne gå på en legende opdagelsesrejse i udstillingen MIG & MIN BY, der byder på fine oplevelser for de 2-8-årige. Museets faste udstillinger indeholder også sjov for børn, der sammen med drengen Hugo kan gå på eventyr i 10.000 års kulturhistorie på Djursland.

I Kulturhuset Randers står den på bingo hele sommerferien, hvor børnene spiller sig igennem kunst, stenalder og kendte figurer fra børnelitteraturen. Børn, der bor uden for de større østjyske byer, kan i skoleferien glæde sig til at få besøg af Det Rullende Museum, som i år gæster Spentrup, Hornslet, Ørsted og Fjellerup Strand. Her kan du blandt andet være kreativ og lave vikingearmbånd og spille – med knogler!

Så er der igen skatte fra Siam

Skatkammer Siam i Ebeltoft genåbnede lørdag den 6. maj med fest og farver og fint besøg af den thailandske ambassadør. I tre år har museet være lukket og er genopstået med totalrenoverede udstillingslokaler og en udstilling med genstande, der nu er velkonserverede og klar til endnu 30 års udstilling. Desuden er der en helt ny butik og udstilling om den lokale eventyrer Rasmus Havmøller, der for over 100 år siden skabte den forunderlige samling fra Siam.

Museet byder i anledning af genåbningen på flere gratis omvisninger i Skatkammer Siam, blandt andre med Museum Østjyllands konservatorer, der fortæller om den enorme konserveringsopgave.

Freja forever

Det er ikke første gang, at museet sætter fokus på sport og sportsudøvere, men i denne sommer og efterår er en hel særudstilling viet til Randers’ store idrætsklub, nemlig udstillingen På banen - Randers Sportsklub Freja 125 år. Oplev et nostalgisk tilbageblik på sportens udvikling i Randers Freja og se jubilæumshistorien fortalt gennem en række genstande, film og fotos fra 125 år i med- og modvind med Freja.

Herlige foredrag og byvandringer

Der er også masser af kulturhistoriske vitaminer for det voksne publikum i det nye program fra Museum Østjylland. Tag på byvandringer eller hør foredrag om tyske flygtningelejre på Djursland i kølvandet på 2. verdenskrig eller om digterpræsten Steen Steensen Blicher fra Spentrup.
Kan nerverne holde til det, kan du også få en fantastisk fortælling om drama i Randers med ildebrande, oversvømmelser og epidemier, eller du kan høre fortællingen om gestapo-tolken Harvy Jensen, der var et sandt mareridt for de østjyske modstandsfolk.


For mere information kontakt: Leder af Kommunikation og Formidling Karen Dubery på tlf. 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk