Nyt museumsprogram lokker med sund, sjov og skinnecykel

Det er sommer, det er sol, og et spritnyt program fra Museum Østjylland er på gaden! Her kan du gå på opdagelse i kulturhistorien og finde oplevelser, der passer lige til dig. Oplev for eksempel den nye særudstilling om et brandvarmt emne: Kolindsund – søen, der deler vandene, hav det sjovt med børnene til sammenskuds-krea eller se farvningens kunst.

Nu kan du komme helt tæt på en arkæologisk udgravning uden at få jord på skoene! Museum Østjylland live-streamer to gange i sommerens program fra den arkæologiske udgravning ved Ginnerup, hvor forskningsleder Lutz Klassen viser rundt og fortæller. Der er mulighed for at stille spørgsmål. Fotokilde: Museum Østjylland

Der er oplevelser på museet i Grenaa, på BMA Maltfabrikken, i Farvergården, på Det Gamle Rådhus – og selvfølgelig ude i sommerlandet, hvor du blandt andet kan hoppe på skinnecyklen eller tage en traditionel cykeltur til historiske hotspots på Djursland.
Der er entré til enkelte arrangementer, men det meste er gratis.

Nyt museumsprogram maj - august 2022 fra Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft.

Ingen tvivl om at den kommende særudstilling på museet i Grenaa, Kolindsund – søen, der deler vandene kommer til at sætte sit aftryk på sommerens program. Udstillingen åbner 4. juni, og de kommende sommermåneder byder på omvisninger i udstillingen, foredrag og arrangementer om de topaktuelle emner natur, biodiversitet og klima. I år er det 150 år siden, at Kolindsund blev drænet – med skovl og håndkraft – nu taler nogle for at få søen genskabt, andre er hårdt imod.
Måske har du selv gode historier om Kolindsund, du vil dele? I juni kan du, uanset om du er barn eller voksen, kigge forbi fortællecaféen i Kolind+ og fortælle din sjove, spændende eller overraskende historie om det omdiskuterede sund midt på Djursland.

Sender live fra sommerens udgravning

Som hovedregel er arkæologiske udgravninger forbudt område for ikke-fagfolk, men i to live-streaminger kan du i juni komme helt tæt på de spændende udgravninger i Ginnerup i Norddjurs. Her udgraver Museum Østjylland, Moesgaard Museum og 25 studerende en fundplads fra bondestenalderen med et enestående, 5.000 år gammelt fund af knogler fra vildheste. Fund, der har givet genlyd både inden- og udenlands. Hør historien og se arkæologerne over skuldrene i de to live-streaminger via museets facebookprofil og hjemmeside.
Har du mere lyst til selv at komme ud i det blå, så hop på cykel og nyd en historisk cykeltur i det drænede Kolindsund eller grib chancen for at prøve en skinnecykel på turen fra Allingåbro til Floes!

Kreasjov, kodeord og lidt om bæ

Museet har som altid sjove sommeraktiviteter for børnene – og nogle gange kan de endda også lære noget! Vær for eksempel kreativ på den vilde, sjove eller smukke måde, når de gode folk i BMA Maltfabrikken er i det idérige humør og vælter kasser med alverdens dimser og dutter, glimmer og pailletter ud og går i gang med limpistoler og toptunet fantasi.
Du kan også gå på opdagelse efter historier om vand i udstillinger i Grenaa, gætte kodeord i Farvergården eller måske tage på forunderlig oplevelsestur med trolden Grindu i Grenaa by.
Og så byder BMA i Maltfabrikken på en usædvanlig formiddag med historier for børn om bimmelim og bummelum til alle tider!

Kunst og kreativitet på BMA

BMA på Maltfabrikken blænder hen over sommeren op for smukke og hyggelige aktiviteter med et kreativt omdrejningspunkt. Gå på opdagelse i den smukke og poetiske kunstinstallation Papirhavet/Papirhaven og opleve tusindvis af foldede og opslåede bøger, der breder sig ud over de rå vægge. Kunstinstallationen er skabt af iscenesætter Sara Topsøe-Jensen og fingernemme lokale fra Ebeltoft og omegn samt et kunstnerisk byggehold. Bliv selv en del af værket, når du folder en bog i smukke mønstre og planter den i Papirhavet/Papirhaven.
Kast dig også ud i linoleumstryk – der er vendt tilbage med stor kraft fra 1970’erne – når der i juli skæres og trykkes på Maltfabrikken!

For mere information kontakt souschef og leder af Udvikling og Publikum Karen Dubery på 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk