Museum Østjylland holder jul for de små gæster

Både daginstitutioner og private familier er hjertelig velkomne, når Museum Østjylland slår dørene op for et par dejlige formiddage helt på børnenes præmisser. På museet er der disse to formiddage fyldt med jul, hygge, sange, nissejagt, pebernødder og små julede og sjove aktiviteter i børnehøjde. I bestemmer selv, hvornår I kommer, og hvor længe I bli­ver.

Alle aktiviteterne tager udgangspunkt i Museum Østjyllands juleudstilling Et barn er født i Betlehem, der åbner den 17. november.

Et barn er født i Betlehem for de mindste museumsgæster, tirsdag den 20. november 2018 kl. 9 – 11.30 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Arrangementet er for børnehavebørn (3 – 6 år) og deres voksne, forældre eller bedsteforældre.

Et barn er født i Betlehem for de allermindste museumsgæster, onsdag den 21. november 2018 kl. 9 – 11.30 Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Arrangementet er for vuggestue- og dagplejebørn (0 – 3 år) og deres voksne, forældre eller bedsteforældre.

For begge arrangementer gælder det, at det er gratis at deltage, men husk tilmelding.

Museum Østjyllands stemningsfulde juleudstilling fokuserer i år på fortællingen om det lille barn fra Betlehem og viser smukke julekrybber fra fjern og nær. Nissejagten er også skudt i gang med de små frække nisser, der sædvanen tro gemmer sig i udstillingerne og laver ballade. Så der er alle tegn på, at det bliver et par hyggelige og julede formiddage med de mindste og allermindste gæster på museet. Museets folk er i høj julestemning og klar til at tage imod alle børn og deres voksne med de to skønne åben-hus-arrangementer.

”Museet emmer af jul og gode fortællinger, dufte, sange og julelege på denne tid af året. Det skal vores mindste og allermindste gæster naturligvis opleve med alle deres sanser, så derfor tilrettelægger vi to særlige formiddage med vægt på sanselige juleoplevelser, ” siger museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der er tilrettelægger på arrangementerne.

Små gæster på sanselig julerejse

Det er ikke svært at finde sanseligheden frem med dette års juleudstilling med titlen Et barn er født i Betlehem. Udstillingen tager små som store museumsgæster med tilbage til det orientalske Betlehem og til fortællingen om et helt særligt barn, der blev født julenat. Store og små, spraglede eller helt klassiske julekrybber fylder udstillingsrummet med den hellige familie, stald, dyr og tre vise mænd.

Den lille arabiske basar er åben, stjernen skal kastes op på Betlehems himmel, og så er der ”åben stald” med rig lejlighed til at klæde sig ud og tage årets sødeste eller sjoveste julebillede.

”En række af museets medarbejdere leder vores små gæster og deres voksne gennem en lille julerejse, der byder på små julefortællinger, lidt stjernedrys og en god portion nissesjov. Vi vil give de små gæster en fortrolighed med og glæde ved museet og historien – en sans for det, vi som museum kan, ” siger Helle Lebahn Bentzen.

For mere information kontakt museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på 8712 2629 eller på hlb@museumoj.dk.