Museum Østjylland kommer tæt på dig i efteråret

Der er noget at glæde sig til i efteråret, hvis du kan lide spændende lokalhistorie og sjove aktiviteter for hele familien. Og hvem kan ikke det!

Museum Østjylland står nemlig med projektet Museet tæt på dig i samarbejde med ELRO Fonden klar med nye oplevelser i de østjyske landområder. De kommende måneder byder blandt andet på nye ferieaktiviteter, foredrag om lokale middelalder-skeletter og oldtidsbanko for hele familien.

”Det er en vigtig del af museets strategi, at vores formidling ikke kun er noget, som foregår inden for museets vægge. Vi skal i høj grad også ud i landskabet og i områdets mange større og mindre landsbyer. Vi er derfor rigtig glade for, at vi med ELRO Fondens støtte har fået mulighed for – i endnu højere grad end tidligere – at tilbyde anderledes, sjove og lærerige arrangementer i forsamlingshuse, kirker og kulturhuse, ” fastslår museumschef på Museum Østjylland, Jørgen Smidt-Jensen.

Ildsjæle og liv i landsbyerne

Moderne formidling af østjydernes kulturhistorie rykker med Museet tæt på dig ud af de vante rammer i museumsbygningerne og tættere på områdets borgere og livet i de mindre byer i lokalområdet. Her vil de gratis arrangementer skabe mere liv i landsbyerne i ELRO’s tidligere forsyningsområde i det østjyske.
Alle arrangementer er ganske gratis og er blevet til i samarbejde med lokale foreninger og ildsjæle.

”Vores håb er, at mange lokale får lyst til at være med til arrangementerne og blive lidt klogere de mange spændende historier, der knytter sig til de forskellige landsbyer og landområder, ” fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, der er museets tovholder på projektet.

Projekt på vågeblus

Projekt Museet tæt på dig har kørt siden efteråret 2018 og har indtil videre blandt andet budt på foredrag i Mellerup om den lokale oldtid og forskellige oldtidsaktiviteter for børn i blandt andet Ålum, Øster Tørslev og Gassum, hvor børn kunne prøve kræfter med livet i oldtiden. Som så meget andet, blev projektet desværre ramt af covid-19 restriktionerne og blev derfor sat midlertidigt på vågeblus.

”Vi sørger selvfølgelig for at overholde alle de gældende retningslinjer om omtanke, god afstand og håndsprit. Det betyder så desværre også, at det maksimale antal deltagere til vores arrangementer er væsentligt lavere end normalt, ” siger museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, som derfor opfordrer alle til at booke billetter på museets hjemmeside i god tid for være sikker på at få en plads.  

Det er gratis at deltage i alle Museet tæt på dig-arrangementer.
Hele Museum Østjyllands program kan ses på hjemmesiden under Kalender.

For mere information kontakt museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen 5172 8055 eller på jnp@museumoj.dk