Kvinder med tørklæde fortæller i ny særudstilling

Debatter om tørklæder går livligt i medierne. Men har du nogensinde haft en snak med en kvinde med muslimsk baggrund, der går med tørklæde? Om hvad det betyder for hende?

I Museum Østjyllands nye særudstilling Mit Tørklæde – Mit Valg får du i video-interviews indblik i en række muslimske kvinders tanker om, hvad det betyder for dem at bære tørklæde. Oplev de stærke interviews med unge kvinder fra Randers, der fortæller om deres personlige oplevelser med at gå med tørklæde.
I særudstillingen kan du også gå på opdagelse mellem farverige tørklæder og selv deltage i tankevækkende og underholdende aktiviteter.

Ny særudstilling: Mit Tørklæde – Mit Valg; En udstilling om identitet, ligestilling og integration, lørdag den 2. februar – søndag den 28. april 2019 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Gratis adgang.
Udstillingsåbning: Lørdag den 2. februar 2019, kl. 11. Museet byder på et lille traktement. Alle er velkomne.

Udstillingen fordyber sig særligt i, hvad debatterne om indvandring og tørklæder betyder for kvinderne, hvilke oplevelser de har haft i Randers i forbindelse med tørklædet, og om hvordan tørklædet hænger sammen med kvindernes identitet.

Mødes med nysgerrighed

Særudstillingen er tilrettelagt af historiker David Lebovitch Dahl og af Sice Juel Hansen, cand. mag. i kulturarvsmanagement i samarbejde med Museum Østjyllands medarbejdere, udstillingsdesigner Hanne Kolding og fotograf Morten Madsen. Sice Juel Hansen siger om projektet: ”Hvis man undgår at snakke om det, man ikke kender, kan det blive til noget, man er utryg ved. Derfor er dialog så supervigtig, og det har været vores afsæt for at lave denne udstilling – at se hinanden i øjnene og mødes med nysgerrighed.”

David Lebovitch Dahl og Sice Juel Hansen fortæller, at udstillingen bringer dig som udstillingsgæst i øjenhøjde med kvinder med muslimsk baggrund. Gennem deres historier får du indsigt i, hvad der har betydning for deres valg at gå med tørklæde.

Det handler ikke om tørklæder

Tørklædet er et symbol, som mange har en mening om. Det er blevet til et omdrejningspunkt i samfundsdebatter om integration, ligestilling og danskhed.

”I virkeligheden handler udstillingen slet ikke om tørklæder! ” siger David Lebovitch Dahl. ”Den handler om mennesker og om mødet mellem mennesker. Om indvandringens historie i Randers og om ligestilling, demokrati og integration i Danmark. ”

På udstillingen kan du blive klogere på, hvem der er kommet til Randers gennem tiderne, ligestilling i Danmark, hvordan udlændingepolitikken og tørklædedebatterne har udviklet sig, og hvordan tørklædet hænger sammen med religion og mode.

Randrusianere er medskabere

Folk fra Randers, blandt andre kursister fra Sprogcenter Randers, har besøgt museet og været medskabere af udstillingen, idet de har udstillet deres tørklæder på giner og fortælle deres egne historier. I udstillingen får du også mulighed for selv at stille spørgsmål, sige din mening, sætte dit eget tørklæde og på den måde sætte dit personlige præg på udstillingen.

Suzanne Brøggers mande-turban

Museet har til denne særudstilling fået lov at udstille et af forfatter Suzanne Brøggers tørklæder. Det er en turban, som Suzanne Brøgger faldt for, da hun besøgte Afghanistan i 1960’erne. Faktisk blev den brugt af mænd, men Suzanne Brøgger syntes, at den passede til hende!
Den kendte forfatter har flere gange, blandt andet i essaysamlingen Brøg fra 1979, skrevet om, hvilken betydning, det har for hende at gå med hat og tørklæde. Suzanne Brøgger har på den måde deltaget i samfundsdebatterne om tørklæder, som udstillingen handler om.

Spændende uddannelsesforløb

Til særudstillingen hører spændende uddannelsesforløb om integration og ligestilling i historie og samfundsfag for ungdomsuddannelser og i dansk kultur og sprog for sprogskoler. Forløbene er tilbud, som alle ungdomsuddannelser og sprogskoler kan benytte sig af. ”Vi håber, at udstillingen og forløbene bliver godt modtaget i Randers. Tanken er, at de skal være med til at styrke fællesskabet på tværs af folk og institutioner i byen, ” siger Sice Juel Hansen og David Lebovitch Dahl.

Der er gratis adgang til særudstillingen.

For mere information kontakt projektleder David Dahl på 2947 0450 eller projektleder Sice Hansen på 2299 4903.

Projektet er støttet af Region Midtjylland, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Spar Nord Fonden og Politiken-Fonden og laves i samarbejde med Sprogcenter Randers og Randers Bibliotek.