Konservatorer åbner låget til Ebeltofts biologiske skattekiste

Det lå ikke lige til højrebenet, at den gamle danske købstad Ebeltoft i 1940 skulle huse et eksotisk museum proppet til randen med udstoppede dyr og kulturgenstande fra det gamle Thailand. Men sådan blev det! Nu kan du høre den fascinerende historie om Siamesisk Samling med sin skattekiste af underfundige, smukke, eksotiske ting og jagttrofæer fra det gamle Thailand.

Det er Museum Østjyllands konservatorer og historiker, der folder historien om den unikke samling ud. Hør om, hvordan museet blev en realitet, se udstoppede krokodiller, tigre, skumle dyr i krukker og skønne siamesiske antikviteter og hør om, hvordan konservatorerne i dag passer på herlighederne.

Foredrag og omvisning: Ebeltofts biologiske skattekiste, onsdag 23. januar 2019 kl. 14 – 15 på Siamesisk Samling, Juulsbakke 1 i Ebeltoft.
Billet 50 kr.

Det er som at træde ind i en eksotisk tidslomme, når man besøger Siamesiske Samling i Ebeltoft. Udstillingen har stort set stået uændret siden 1940, hvor den lokale skovfoged og mineingeniør Rasmus Havmøller etablerede udstillingen med de mange genstande fra Siam. I snart 80 år har genstandene kunnet ses overalt i montrer, på vægge og i skabe.

Den lange vej fra Siam

Allerede i 1914 rejste Rasmus Havmøller til Siam, det gamle Thailand, hvor han skulle arbejde med tropeskovbrug. Igennem de mange år han boede der, samlede han en betydelig mængde spændende kulturgenstande, samtidig med at han var en flittig storvildtjæger.
Det historiske tilbageblik på Rasmus Havmøller og hans samling varetages denne eftermiddag af museumsinspektør Tina Bjerregaard, der gennem en del år har haft sin gang i samlingen.

”Det er en historie, der bliver ved med at fascinere mig. Beretningen om den lokale Rasmus Havmøller, som rejste ud til eksotiske Siam og siden vendte hjem med en stor last af smukke kulturgenstande og besynderlige dyr – og med kone og børn fra Siam! ” fortæller Tina Bjerregaard.

En biologisk skattekiste! 

Konservatorerne Anne Rostgaard Nielsen og Carsten Korthauer, der passer samlingen, fortæller til foredraget om de spændende dyr og dele af dyr i udstillingen. Og der er masser at fortælle om!
Udstillingen rummer udstoppede dyr som fx. hoveder fra antiloper, store gaurtyre og specielle fugle som tukaner. Der er geviropsatser og kranier fra det gamle Thailand, men også en imponerende udstoppet klumpfisk fanget i Ebeltoft Vig, såmænd.
Nyd også de mange farvestrålende skind fra fugle med fjerpragten på. Fisk, skorpioner og flagermus kan ses i lange forseglede glaskrukker, hvor de opbevares vådt.
Forunderlige insekter pryder væggene. Der er tænder fra elefanter og uddøde mammutter. Der er tillige genstande lavet helt eller delvis af forskellige dyr!

Om døde dyr og farlige gifte

Præsten siger ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive”, når et menneske dør. Det er også naturens gang, at kroppen af et dødt dyr nedbrydes og forgår. Så hvordan er det muligt at trodse naturen og bevare en samling af døde dyr årti efter årti?
Konservatorerne Anne Rostgaard Nielsen og Carsten Korthauer fortæller om den kamp mod forgængeligheden, som de selv og deres forgængere har kæmpet i Siamesisk Samling.

”Gennem tiden er der brugt mange ”våben” til at beskytte samlingen mod angreb fra insekter, forrådnelse og anden nedbrydning. Nogle af midlerne har været særdeles giftige. Det skal vi kende til, når vi i dag håndterer sådan en gammel samling af dyrepræparater, ” fortæller konservatorerne.

Samling sikres for eftertiden

Til foredraget i Siamesisk Samling får publikum et sjældent indblik i, hvordan konservatorer i 80 år har sikret samlingen og stadig gør. Hør om naturhistorisk konservering, om udstopningsteknikker og om, hvad det er for væsker, der er i de forseglede glas langs væggen.
Og hvordan plejer konservatorerne samlingen i dag, så den fortsat kan bevares for eftertiden og vises frem for de imponerede museumsgæster?

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk