Kom helt tæt på den eksotiske stenalder på Djursland

For første gang byder Museum Østjylland på en guidet tur rundt i den nyåbnede særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder. Det er tilrettelægger af udstillingens historier og forskningsleder Lutz Klassen, der fortæller og har linet de bedste historier op.

Flotte kulisser er en vigtig del af udstillingen Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder. Her er det kunsthåndværker Simon Hunt, der lægger sidste hånd på udstillingen, som du nu kan komme helt tæt på i omvisningen med forskningsleder Lutz Klassen. Foto: Museum Østjylland

Omvisningen er gratis for alle og en oplagt mulighed for at komme helt tæt på stenaldermenneskenes historie på Kainsbakken ved Kirial vest for Grenaa. Spørgsmål og kommentarer er velkomne undervejs, og alle får noget ud af den lettilgængelige udstilling, der stimulerer alle sanser.

Omvisning i den nye særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder tirsdag den 7. maj 2019 kl. 19 - 20 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Gratis adgang, men husk at tilmelde dig

Udstillingen og omvisningen lukker op for historien om en fjern og fascinerende fortid, hvor stenaldermenneskene samledes på Kainsbakke. Det, der i dag er en lav holm i landskabet, var for 5.000 år siden en hellig ø. Inspireret af mødet med mennesker fra den anden side af Kattegat dyrkede den hellige ø’s indbyggere fremmedartede skikke i deres daglige liv og udførte blandt andet eksotiske, shamanistiske ritualer.

”Tiden for 5.000 år siden er en af de mest dramatiske perioder i danmarkshistorien! ” fortæller Lutz Klassen.
”Indvandringer og kontakter til fjerne egne kombineret med lokale skikke skabte samfund, der betragtet med vores øjne, er utrolig eksotiske. ”

Udstillingen formidler resultaterne af mere end 40 års forskning på Kainsbakken.

Genoplev den hellige ø med ritualer

Omvisningen finder sted i begge udstillingens dele. I udstillingens første del kan du genopleve rejsen til den hellige ø og en stor shamanistisk ceremoni.

”De mange knogler af bjørne og elge, der indgik i denne ceremoni, udgør et af Skandinaviens forhistories mest enestående fund, ” siger forskningsleder og omviser Lutz Klassen.

I udstillingens anden del får du baggrundsviden om det særlige samfund på øen, samfundets kontakter til omverdenen og et bud på, hvorfor det til sidste gik i opløsning efter omkring 200 år.

Flere omvisninger, mange oplevelser

Omvisningen den 7. maj er den første af en mindre række af omvisninger og foredrag, som Lutz Klassen vil byde på de kommende måneder i forbindelse med udstillingen.
Udstillingen Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder kan opleves frem til søndag den 27. oktober 2019.

For mere information omvisningen og udstillingen kontakt forskningsleder Lutz Klassen på 2383 9682 eller på lk@museumoj.dk