Hør om det bedste fra et langt, arkæologisk liv

Arkæolog Ernst Stidsing skummer fløden fra et langt arkæologisk liv, når han nu holder sit sidste foredrag på Museum Østjylland efter et helt liv med stolpehuller, potteskår og sølvmønter.

Arkæolog Ernst Stidsing under udgravning af en grav fra omkring år 0 ved Hvidsten i 1987. Ernst Stidsing takker nu af efter næsten 40 års virke som arkæolog – langt de fleste år på Museum Østjylland – med et underholdende foredrag på museet om de bedste fund, udgravninger og oplevelser i arkæologiens tjeneste. Fotokilde: Randers Amtsavis

Den lange, virksomme tid i kulturhistoriens tjeneste munder ud i foredraget ”Mit liv som arkæolog”, hvor Ernst Stidsing har samlet en række af sine største oplevelser og bedste fund.
Foredraget serveres med humor, bobler og en lille snack.

Foredrag: Mit liv som arkæolog med Ernst Stidsing, tirsdag den 29. januar 2019 kl. 19 – 21:30 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Billet 50 kr. inkl. et glas bobler og en lille snack. 

 

Det er næsten 40 års virke med graveskeen i hånden, som Ernst Stidsing nu ser tilbage på. Hans interesse for arkæologien, Danmarks ældste historie, begyndte allerede i barndommen, hvor Ernst Stidsings mor levende fortalte dansk sagnhistorie, og hvor han på en af gårdens marker en dag fandt en slebet flintøkse. Det blev startskuddet til de mange år i arkæologiens tjeneste.

”I dag som 65-årig er jeg lige så fascineret af arkæologien, som jeg var, da jeg var 15 år. Så jeg havnede i sandhed på den rette hylde, da jeg valgte arkæologien, ” ræsonnerer Ernst Stidsing.

Særlige minder og tankevækkende historier

Det er en skattekiste af mange gode arkæologiske oplevelser, som Ernst Stidsing nu har sat sammen til sit afskedsforedrag. Hør om spændende undersøgelser som blandt andet den store gravplads med 112 grave fra vikingetiden ved Over Hornbæk, om offerpladsen fra ældre jernalder i Bjerregrav Mose med skeletterne af to mennesker, hvor det ene var fra et lille barn.

”Jeg husker, hvor bevægende det var at se det lille skelet dukke frem. Sikkert især fordi jeg på det tidspunkt selv havde børn i den alder, ” husker Ernst Stidsing.

Bag skrivebordet eller med graveskeen

Skrivebordsarbejdet har fyldt en del i Ernst Stidsings arbejdsliv – som det gør i de flestes – men tiden med graveskeen i hånden på jagt efter fortidens mennesker, har altid været hjerteblod for ham. Til foredraget vil Ernst Stidsing fortælle om flere udgravninger, som har sat sine tydelige spor i hans erindring, bl.a. undersøgelser i Alstrup Krat og i Hohøj ved Mariager af en gravhøj, der viste sig at være Danmarks største gravhøj, 12 meter høj og 72 meter i diameter.
Tydeligt i erindringen står også Ernst Stidsings 10-år lange gravning, hvor han et par uger om året gravede på en gravplads fra ældre og yngre jernalder ved Nørbæk.

”Det var en lise hver dag at kunne køre ud til kanten af mosen op til Skalsådalen og kun have selskab af den levende natur, - ja og så de daglige besøg at et interesseret lodsejerpar. Det var ikke en flugt fra skrivebordet for mig, men det var godt for sjælen, ” husker Ernst Stidsing.

Sølvskat til sidst

Udgravningen af sølvskatten fra Tinghøj i august 2018 blev Ernst Stidsings sidste store feltopgave, og den ramte som en appelsin i turbanen for arkæologen, netop som han var ved at pakke sit arbejdsliv sammen og tage hul på livet som pensionist.

”Det var en herlig afskedsgave at få lov til at grave et af de største sølvskatte fra vikingetiden i Danmark ud! ” fortæller Ernst Stidsing, der har tilrettelagt sit foredrag ud fra de arkæologiske oplevelser, der har gjort størst indtryk på ham, fagligt og menneskeligt.

”Det har været en fornøjelse at sætte dette afskedsforedrag sammen, hvor jeg frit kan vælge på alle hylder og tage det bedste af det bedste med. Det, som har gjort mest indtryk på mig. Samtidig maner det naturligvis også til eftertanke og en vemod, når man som jeg nu siger farvel til et arbejdsliv, der har betydet så meget for mig, som mit har. ”

Ernst Stidsing glæder sig til tirsdag 29. januar, når han for sidste gang fører museets gæster ind i arkæologiens spændende verden.

For mere information kontakt overinspektør og arkæolog Ernst Stidsing på 2655 2249 eller på es@museumoj.dk