Hør et hav af fortællinger om strand og vand ved Grenaa

Grenaa ligger ved havet, og derfor er byens og områdets historie tæt forbundet med havets gode og dårlige sider. Det har naturligvis sat sine spor i lokalhistorien.

Nu har du chancen for at høre om stormfulde søslag, behagelige badeferier og om, hvordan havet gennem årtusinder har været et bugnende spisekammer for djurslændingene.
Alle disse gode historier får du fortalt af museumsinspektør på Museum Østjylland, Rikke Alsbjerg Schøning, der tager udgangspunkt for historierne i udstillingsafsnittet Havet i de permanente udstillinger Fire veje til Norddjurs.

Omvisning i udstillingen Havet onsdag den 29. maj 2019 kl. 14 – 15 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Pris: 50 kr.

Eftermiddagens fortælling har fokus på havets og sundets betydning for Norddjurs’ fortid helt tilbage til oldtiden, men også frem til dag. Oplev fortællingerne om søslagene på Kolindsund, om oldtidsmenneskenes brug af havet og sundet som både spisekammer og transportveje, og om Grenaa Strands blomstrende sommerliv med badehuse og badehotel.  

”For et område som Norddjurs og en by som Grenaa har havet og sundet altid spillet en stor rolle. Havet har haft kæmpe indflydelse på, hvordan områdets samfund igennem alle tider har indrettet og tilpasset sig. Havet og sundet har givet mad, transport, handel og arbejde til området, ” forklarer museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning og tilføjer:

”Men som kystområde betaler man også altid en pris for at være så tæt forbundet med et af naturens elementer. ”

Hør også mere om dette, når Rikke Alsbjerg Schøning fortæller om vandets mange sider.

Både dramatik og afslapning

Rikke Alsbjerg Schøning har sammensat omvisningen, så den kommer langt omkring. Udover de dramatiske fortællinger om søslag på Kolindsund, byder omvisningen også på historien om den lokale kutter Gisela og dens besætning, som led en tragisk skæbne på havet – og aldrig vendte hjem.
Heldigvis bliver der også plads til mere muntre beretninger om fritidslivet ved Grenaa Strand, som blev mange lokale arbejderfamiliers fortrukne afslapningssted i sommertiden. 

Fokus på favoritter

Udstillingerne Fire veje til Norddjurs er fyldt med flotte genstande og spændende historier fra byens lange liv. Til omvisningen har Rikke Alsbjerg Schøning i udstillingsafsnittet Havet udvalgt sine personlige favoritgenstande, som hun glæder sig til at fortælle om. 

For mere information kontakt museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning på tlf. 3071 6698 eller på ras@museumoj.dk