Gå i sporene efter 2. verdenskrig i Grenaa

Oplev historien helt tæt på, når Museum Østjylland og Grenaa Egnsarkiv inviterer til kombineret byvandring og omvisning i særudstilling.

Byvandringen går blandt andet til bygningen, som tidligere husede Hotel Skandinavien. På hotellet ville en af de lokale modstandsgrupper fange en mistænkt stikker, men aktionen udviklede sig i stedet til blodig konfrontation i hotellets restauration. Foto fra 1950. Fotokilde: W. J. Øvlesen/Grenaa Egnsarkiv

På byvandringen ser du stederne i byen, hvor 2. verdenskrig satte sine spor. I særudstillingen Under Krigen oplever du hverdagslivet og modstandskampen, som den udspandt sig i de fem mørke år.
Hør omviserne fortælle om besættelsestidens konsekvenser for byens befolkning og se de præg, som krigsårene efterlod.
Der er entré.

Byvandring og omvisning: Grenaa under besættelsen lørdag den 12. juni 2021 kl. 10 - 12.30 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Billet 50 kr. inkl. kage og kaffe. 

Omvisningen og byvandringen begynder med formiddagshygge med en god kop kaffe og kage til turens deltagere. Når alle har fået slukket tørst og stillet sukkertrang, begynder byguide Pernille Juul fra Grenaa Egnsarkiv gåturen rundt i byen og fortæller om begivenheder på de steder i byen, hvor de fandt sted i krigsårene.
Byvandringen går blandt andet forbi det tidligere Hotel Skandinavien på Torvet, hvor en aktion planlagt af en lokal modstandsgruppe endte i en meget dramatisk konfrontation mellem gruppen og en stikker, der var agent for tyskerne.    

”Der findes mange spændende steder i Grenaa by, som stadig den dag i dag vidner om historier fra besættelsestiden og om livet på Djursland i de fem år, Danmark var besat.
Der findes næsten uendeligt mange historier fra byen fra den tid. Derfor er det et udvalg af steder, I vil møde på turen, ” fortæller Pernille Juul.

Tyskerne kommer, tyskerne kommer!

På Djursland blev tyskernes tilstedeværelse fra 9. april 1940 gradvis tydeligere og tydeligere i borgernes liv og hverdag. Efter de tyske troppers ankomst til Grenaa blev flere hoteller og huse beslaglagt, og tropper blev også indkvarteret på byens skoler.
Og grenaaenserne måtte – ligesom den øvrige danske befolkning – leve med mørklægning, rationering og i perioder også udgangsforbud.

”De tyske soldater skulle være ankommet til Grenaa i dybeste hemmelighed. Men rygtet om tyskernes ankomst var løbet hurtigt, så det blev noget af et tilløbsstykke, da besættelsesmagten rullede med tog ind i byen. Op mod 500 mennesker mødte op for at opleve den historiske begivenhed, ” fortæller museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning.

En hverdag på trods

Efter gåturen til de historiske steder i Grenaa fortsætter fortællingerne i museets særudstilling Under Krigen – Besættelsestiden på Djursland. Her fortæller en af udstillingstilrettelæggerne Rikke Alsbjerg Schøning om, hvordan krigen satte sine spor på Djursland, og hvordan hverdagen under krigen fortsatte på trods.

”I udstillingen har vi samlet nogle af de lokale historier og genstande, som knytter sig til besættelsestiden i vores område. Her kan du blandt andet se datidens oplysningsplakater, da der opstod en reel fare for at møde miner, ammunition eller andet, som det var livsfarligt at komme i berøring med, ” fortæller museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning.

 Gemte sig for tyskerne

På omvisningen kan du også høre historien om en lokal modstandsgruppe fra Grenaa, som lige inden den længeventede befrielse blev taget af tyskerne ved hytten i Fuglsang.

”De ti modstandsfolk, som gemte sig i hytten ved Fuglsang, fik en uventet og dramatisk afslutning på deres modstandsarbejde! Gruppen var konstant på vagt overfor tyskerne, da de befandt sig ikke langt derfra ved den tyske militære stilling ved Havknuden syd for Grenaa. Alligevel holdt gruppen kun vagt om natten, da de ikke frygtede et tysk angreb ved højlys dag. Snart skulle det vise sig, at de tog frygteligt fejl, ” fortæller Rikke Alsbjerg Schøning, der lover at fortælle slutningen på den dramatiske historie den 12. juni.

For mere information kontakt:
Museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning på ras@museumoj.dk eller på 3071 6698.