Flot hæder flyder til podcast om Danmarks eneste flod

Et unikt samarbejde mellem otte museer og turistorganisationer, kommuner, regioner og lokalmedier i det østjyske har kastet en flot pris af sig: Intet mindre end Podcastprisen 2020 i kategorien Årets samarbejde!

Prisen blev uddelt af Center for Podcasting og tilfalder modtagerne for podcasten Åsteder, der fortæller historien om Danmarks eneste flod, Gudenåen og om menneskene, der lever og har levet langs den.

”Jamen, vi er så glade og stolte over at modtage årets podcastpris! Det har været et eminent samarbejde med rigtig mange aktører, hvor alle har bidraget med netop deres stærke faglighed, ” siger arkivar på Randers Stadsarkiv, Mathilde Storvang, der glæder sig over, at Åsteder har ramt en tone og en billedskabende stil, som appellerer til tidens lyttere.

”I arbejdet med podcasten har vi været meget bevidste om, at historiefortælling om livet langs en å kan opfattes som tilbageskuende og måske lidt kedeligt. Netop derfor har vi haft et stærkt fokus på at få de mange fine fortællinger ud til folk på en spændende og levende måde. ”

En spitzenklasse produktion

Prisen blev uddelt søndag den 29. november, og juryens begrundelse for at præmiere samarbejdet om Åsteder lød:

"Årets samarbejde er en spitzenklasse produktion, der bygger på et imponerende stort samarbejde. Den er et skridt foran formidlingsmæssigt, så den vækker billeder hos lytterne og giver os lyst til at høre mere. Podcasten har bredt sig uden for sit feed med opbakning fra et stort lokalmiljø, hvor den har åbnet mediet for nye målgrupper. Samtidig bygger samarbejdet bro mellem en blandet skare af aktører - fra kommuner og regioner til museer, turistorganisationer og lokale medier, ” skriver Center for Podcasting.

”Med Gudenåen som motor for fortællinger har Årets samarbejde skabt et ekstraordinært samarbejde, der med sin geografiske motor har åbnet for både finansiering og flere lyttere. Derfor er Åsteder årets vinder. "

Jernbanesabotage og floddelta

Museum Østjyllands bidrag til podcasten med de 11 afsnit om livet ved Gudenåen, Danmarks eneste flod, er seriens to sidste afsnit. Her er turen kommet til Randers Kommune og den spændende historie om jernbanesabotagen i Langå under 2. verdenskrig.
Sæsonen slutter af ved Den Blå Bro, hvor arkivar Tina Knudsen Jensen fra Randers Stadsarkiv er på vandring over holme og småøer ved Gudenåen i Randers. Det er her, man finder Danmarks eneste floddelta, hvor man på den ene side har Gudenåen og på den anden Randers Fjord.
Foruden Museum Østjylland bidrager syv andre østjyske museer til podcasten: Glud Museum, Horsens Industrimuseum, Horsens Museum, Øm Kloster Museum, Museum Silkeborg, Moesgaard Museum og Energimuseet.

For mere information kontakt arkivar Mathilde Storvang på 2345 2398 eller på ms@museumoj.dk