Farvergården i Ebeltoft i fint, internationalt selskab

Farvergården er en lille kulturhistorisk perle med sit unikke gårdmiljø og velbevarede stof- og garnfarveri. Nu har det store udland fået øjnene op for trykteknikken ”blåtryk”, som de skiftende farvere på Farvergården mestrede i 1700- og 1800-tallet. Trykteknikken er kommet på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv!

Smukt er det, Farvergårdens gamle blåtryk. Trykteknikken er nu kommet på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv. Hør mere om blåtrykkets nye status og om selve teknikken, når der er omvisninger på Farvergården, hvor blåtryk blev udført i 1700- og 1800-tallet. Fotokilde: Museum Østjylland

Museum Østjylland er naturligvis stolte over, at UNESCO værdsætter det smukke blåtryk. I den anledning byder museet og museets konservatorer hen over sommeren på seks omvisninger i det gamle farveri i Ebeltoft. Her kan du høre om blåtrykkets nye status som verdenskulturarv og om selve blåfarveri-teknikken.

Omvisninger: Verdenskulturarv på Farvergården torsdag den 27. juni 2019 kl. 11 - 11.30 og kl. 13 - 13.30 på Farvergården, Adelgade 15 i Ebeltoft.

Omvisninger igen tirsdag den 30. juli og onsdag den 7. august 2019 begge dage kl. 11 - 11.30 og kl. 13 - 13.30. Omvisningerne onsdag den 7. august er på tysk.

Alle omvisninger er med gratis adgang.

UNESCO er FN’s organ for videnskab, uddannelse, kultur og kommunikation. I efteråret besluttede UNESCO at opføre blåtrykket på listen over immateriel verdenskulturarv. Dvs. at blåtryk fremover anses for at være levende kulturarv; en teknik og færdighed, der skal beskyttes og bevares for eftertiden.
Det fik museets konservatorer op af stolene.

”Vi blev overraskede og selvfølgelig meget begejstrede, da vi stødte på pressemeddelelsen fra UNESCO. Det er fint selskab, vi er kommet i på UNESCOs liste. Det ægte blåtryk, også kaldet reserveringstryk, er et meget spændende kunsthåndværk, som stadig udøves i Tyskland, Østrig, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. Men også de lokale farvere her på Farvergården i Ebeltoft har mestret og udført teknikken gennem omkring 100 år, ” fortæller konservator Carsten Korthauer.

Carsten Korthauer er en af flere konservatorer, der står for omvisningerne med fokus på blåtryk på Farvergården. Carsten Korthauers to omvisninger i august foregår af hensyn til museets mange turister på klingende tysk.
De fire øvrige omvisninger er på dansk. 

Blåfarveriet, et levende vidnesbyrd

Håndværket blåtryk er i fare for at uddø, men det udøves dog stadig i Nord- og Mellemeuropa. På Farvergården i Ebeltoft er der tydelige spor efter, at farveren lavede blåtryk fra slutningen af 1700-tallet til omkring 1870. Blandt andet er der i museets samling bevaret et stort antal trykklodser.

”Og selve blåfarveriet på Farvergården står jo den dag i dag som et levende vidnesbyrd om netop den del af farverhåndværket, ” fortæller ledende konservator Lone Petersen.

Kan få stor betydning

Anerkendelsen af den fine, gamle trykketeknik blåtryk som verdenskulturarv kan blive meget interessant for både Ebeltoft By og Museum Østjylland.

”Med blåtrykket i den fornemste liga forventer vi, at det vil blive endnu mere spændende at besøge Farvergården. Vi håber også at kunne trække helt nye gæster til museet og Ebeltoft, ” siger Lone Petersen.

”Vi arbejder blandt andet på at knytte bånd til det europæiske netværk af blåtrykkere. Forhåbentlig kan vi næste sommer byde en blåtrykker fra Nordtyskland velkommen til et arrangement, hvor gæster i Ebeltoft og på Farvergården kan få et levende indblik i det spændende håndværk. ”  

For mere information kontakt ledende konservator Lone Petersen på tlf. 2629 7177 eller på lp@museumoj.dk