De mindste borgere kan komme billigt på kultur-tur

Når man har meget korte ben, kan man ikke gå så langt. Derfor kan det være svært at komme på de eventyr, der foregår langt væk! Projekt ALLE BØRN SKAL MED tilbyder kulturelle oplevelser for de 0-6 årige i Norddjurs kommune, og der kan transporten til oplevelserne være et problem for mange dagtilbud.

Transportpuljen ansøges nemt ved at sende en mail til tovholder på ALLE BØRN SKAL MED, Lisette Berg Andersen fra Museum Østjylland. Der kan søges op til 1.000 kr. pr. tur. Fotokilde: Museum Østjylland

Nu er der hjælp at hente!
Alle dagtilbud i kommunen, der deltager i arrangementerne, kan søge om økonomisk støtte til transporten.

Museer og kommune kræser for de små

Det er Museum Østjylland, Norddjurs Kommune og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, der i årene 2020-23 gennemfører projektet ALLE BØRN SKAL MED. Projektet er målrettet alle mindre børn og er støttet af Nordea-fonden.
Projektet arbejder for, at flere børn i alderen 0-6 år får kultur og naturoplevelser i Norddjurs kommune. Det skal naturligvis være nemt og billigt at komme afsted til alle de gode oplevelser.

Korte ben får pause med ny pulje

Dagtilbud kan nu – og især når risikoen for Corona-smitte bliver mindre – søge om økonomisk støtte til transport. Puljen dækker udgifter i forbindelse med at deltage i aktiviteter, der er knyttet til projektet ALLE BØRN SKAL MED. Det kan for eksempel være hyggelige ture til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og Museum Østjylland eller ture ud i landskabet. Her vil formidlere fra et af de to museer stå klar til at give de små borgere en god, sjov og lærerig oplevelse.

”Det er virkelig en stor glæde, at vi nu kan præsentere en transportpulje som børnehaver, vuggestuer og dagplejere kan søge, når de skal på tur. Vi ved godt, at der særligt i en geografisk langstrakt kommune som Norddjurs kan være langt – og dermed dyrt – til kulturoplevelser, ” siger tovholder på projektet, museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

”Pædagoger og dagplejere skal ikke være nervøse for, at de ikke når at ansøge om støtte til transport. Puljen løber helt frem til 2023, og den kan faktisk søges flere gange, siger Lisette Berg Andersen. De skal bare kontakte mig. Så kigger vi på det! ”

Interesserede kan kontakte Lisette Berg Andersen på lba@museumoj.dk

Vi vil ud og se!

ALLE BØRN SKAL MED har fået sin egen facebookside og et spritnyt logo. På Facebook kan småbørnsfamilier, dagtilbud og lokalt interesserede følge opslag om børneliv nu og ”gamle dage”. For eksempel vil der ligge forslag til ture, man som familie kan tage på eller ideer til kreative projekter med de små.
Det er hensigten, at man, når Coronaen har lagt sig, kan orientere sig i kommende arrangementer og aktiviteter for kommunens allermindste borgere.
Projektets logo forestiller to børn på tur til spændende fortidsminder i form at to gravhøje og et slot. Det er netop formålet med ALLE BØRN SKAL MED, at flere små børn får lokale kultur- og naturoplevelser, der ligger tæt på deres daginstitution eller deres hjem.

”Meget forskning peger på, at små børn bliver klogere og trives bedre, når de oplever masser af kultur og natur. Det er jo bare sund fornuft og klar logik. Billedet er jo præcist det samme for voksne! ” slår museumsinspektør Lisette Berg Andersen fast. 

For mere information kontakt museumsinspektør Lisette Berg Andersen på 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk