Arkæologer gør status over udgravninger og fine fund

Med gravemaskiner og graveskeer har arkæologerne i årets løb udgravet fortidsminder i Randers, Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Det har været et mere stille år end normalt, men ikke desto mindre har udgravninger alligevel resulteret i en række flotte og spændende fund.

De fund får alle interesserede nu chancen for at se nærmere på, når to af Museum Østjyllands dygtige arkæologer gør status over arkæologernes arbejdsår 2019.
Og så er der en god kop kaffe og kage til.

Foredrag: Arkæologernes arbejdsår - fortælling på Maltfabrikken, mandag den 25. november 2019, kl. 19 - 21 på KulturLoftet på Maltfabrikken, Maltvej 12, Ebeltoft.
Billet 50 kr. inkl. kaffe/te og kage. 

Gratis for medlemmer af Museumsklubben, men husk at booke billet via link herunder.

Arkæologerne Liv Langberg og Thomas Eggers-Kaas fortæller om årets arkæologiske udgravninger og de mange andre aktiviteter, som museets arkæologer har været involveret i her i 2019. Et år, der blandt andet bød på undersøgelser af en 2.000 år gammel gravplads med 35 brandgrave fra jernalderen, en landsby fra vikingetiden ved Randers og en gemt og glemt helleristningssten ved Holmegård nord for Ebeltoft.

”En af de mere spændende fund i år har uden tvivl været den helleristningssten, som dukkede op ved Holmegård nord for Ebeltoft. Det sker ikke særlig tit, at sådanne skåltegnssten kommer frem, og denne er endda et rigtig fint eksemplar. Stenen og skåltegnene kommer selvfølgelig frem i lyset denne aften, ” lover arkæolog Liv Langberg.

Flittige detektorførere

Forhåbentlig finder mange gæster vej til Maltfabrikken denne aften. Sådan plejer det at gå, når arkæologerne fra Museum Østjylland viser det bedste fra året, der snart er gået.

”Det plejer at være en rigtig hyggelig aften med spændende arkæologiske fund, en masse gode spørgsmål fra publikum og snak over kaffen og kagen, ” siger museumsinspektør Thomas Eggers-Kaas.

”Vanen tro præsenterer vi selvfølgelig også i år nogle af de flotte fund, som detektorførerne har indleveret til danefæ-vurdering. Som altid har der været gang i metaldetektorerne rundt omkring i det østjyske i år, og de mange fund giver som altid travlhed her på museet! ”

For yderligere information kontakt museumsinspektør Liv Langberg på 2935 8838 eller på lst@museumoj.dk