Hør et hav af fortællinger om kyst og sund ved Grenaa

Norddjurs ligger ved havet, og derfor er områdets historie tæt forbundet med vandet og dets både gode og dårlige sider. Det har naturligvis sat sine spor i lokalhistorien.

Havets tiltrækningskraft er stor, når solen skinner over Danmark, og bølgerne er lune. Tag med på omvisning i Museum Østjyllands udstillingsafsnit Havet, denne gang med fokus på fortællingen om livet ved havet, kysten og sundet i og omkring Grenaa. Her er det badegæster, der nyder havluft, saltvand og solstråler ved Grenaa Strand i 1975. Foto: Grenaa Egnsarkiv

Nu kan du i en omvisning på Museum Østjylland dykke ned i historier netop med vandet som omdrejningspunkt. Hør blandt andet fortællingen om helten Søren Kanne, om byggeboom af sommerhuse og om, hvordan Jyllands største sø midt på Djursland forsvandt.
Der serveres kaffe og te. Køb din billet til omvisningen på museets hjemmeside.

Omvisning: Fortællinger fra Havet, torsdag den 2. maj 2024 kl. 17 - 17.45.
Sted: Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og te.

Omvisningen er i hænderne på museumsinspektør på Museum Østjylland, Rikke Alsbjerg Schøning, der tager udgangspunkt i udstillingsafsnittet Havet i museets permanente udstillinger, Fire veje til Norddjurs. Eftermiddagens fortælling har fokus på havets og sundets betydning for Norddjurs’ historie.

”Vi tager turen helt tilbage til oldtiden, hvor havet var menneskenes spisekammer og frem til i dag, hvor Grenaa Strand er de lokale og tilrejsende sommergæsters fortrukne feriested,” fortæller Rikke Alsbjerg Schøning. ”Kattegat og Kolindsund har i flere tusinde år været Norddjurs' livsnerve og samlingspunkt. De norddjurske kyster rummer også historier om havneudvikling, fiskeri og færgeforbindelser.”

Udstillingsafsnittet Havet viser i tekst, lyd, fotos og genstande, hvordan livet ved kysten gennem tiden har været præget af konstant forandring indenfor både fiskeri, transport og ferieliv.

Helten, der fik evigt liv

Rikke Alsbjerg Schøning har sammensat omvisningen, så den kommer langt omkring. Udover den spændende historie om den dengang, Kolindsund stadig var en sø, byder omvisningen også på den altid fascinerende historie om den lokale husmand Søren Kanne. Efter at have udvist enormt mod og med fare for eget liv lykkedes det Kanne at redde en forlist sømand ud for Grenaas kyst.  

”Vi skal selvfølgelig have historien om Sørens Kannes frygtløse helteaktion, der endte som en evig fortælling om at se stort på egen sikkerhed i kampen for at redde et andet menneskeliv. Fortællingen om Søren Kannes utrolige bedrift lever videre blandt andet i et St. St. Blicher-digt og i form af statuen af ham midt på Torvet i Grenaa,” forklarer museumsinspektøren.

Fokus på favoritter

Udstillingerne Fire veje til Norddjurs er fyldt med flotte genstande og spændende historier fra byens og egnens lange liv. Til omvisningen har Rikke Alsbjerg Schøning i udstillingsafsnittet Havet udvalgt sine personlige favoritgenstande, som hun glæder sig til at fortælle om. 

Der bliver blandt andet gjort stop ved en ganske lille og undseelig sten, som gemmer på en meget fin fortælling. ”På stenen er indridset et billede af Danmarks ældste sejlførende skib helt tilbage fra den tidlige vikingetid. Stenen er fundet ved Hjembæk tæt ved Karlby i 1987, og den er en af mine absolut favoritgenstande i udstillingen,” smiler museumsinspektøren.

Stenen har ligget på Nationalmuseet i mange år, men er kommet tilbage til museet i Grenaa.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning på tlf. 3071 6698 eller på ras@museumoj.dk