Åsteder - en podcastserie om Gudenåen

Åsteder - fortællinger fra Gudenåen

Podcasts om Gudenåens kulturhistorie

Sæson 6 - Globetrotteren på Gudenåen:

Hakon Mielche var en dansk eventyrer, rejsejournalist og forfatter, der som 15-årig stak til søs. I 1933 sluttede han sig til en ekspedition, der ville sejle jorden rundt på båden Monsunen, og her overlevede han et forlis. Da han kom hjem, udgav han sin første rejsebog ”Monsunens sidste rejse”, som blev en kæmpe succes.

Hakon Mielche sejlede på Amazonas, på Canadas vilde floder, han besøgte kannibaler på den anden side af jordkloden, og han skrev poetisk og svulstigt i bøger og aviser om de mange rejseoplevelser. Og sådan en rejsebeskrivelse har han også skrevet om Gudenåen. I bogen ”Til søs gennem Jylland” fra 1935 fortæller han om, hvordan han som den første nogensinde sejlede den lange rute i kano.
 
I serien ”Globetrotteren på Gudenåen” kan du høre historieeksperter, arkivarer  og Hakon Mielches nulevende slægtninge fortælle om, hvordan man kan finde eventyret lige i baghaven.

Medvirkende: Peter Mielche. Arne Mielcke. Lis Thavlov, Silkeborg Arkiv. Tina Knudsen Jensen, Randers Stadsarkiv. Vært: Lene Grønborg Poulsen

 

Sæson 1 - Åsteder

Museerne omkring Gudenåen har udgivet en podcast om Gudenåens rige kulturhistorie. Gennem 15 afsnit, hører man historien om Gudenåen hele vejen fra fra Tinnet Krat til Randers Fjord.

Lyt med og find afsnittene her på siden eller der, hvor du normalt finder podcasts. De ligger også på eReolen. 

Vil du vide mere om de forskellige emner og få inspiration til at besøge Gudenåen, så læs med på OplevGudenaa.dk - en strøm af oplevelser.

 

Sæson 2 - Den hellige dal

I sæson 2 finder du fire afsnit i serien om Den Hellige Dal (Illerup Åldal)

Museerne omkring Gudenåen udgiver podcasten ”Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen” – et nyt afsnit cirka hver måned. I podcasten deler museernes fagfolk generøst ud af deres store viden om landskabets mange skjulte historier – fra kilde til fjord og fra stenalder til tidlig industri og turisme.

Sæson 3 - Moselig

Grauballemanden og Tollundmanden er to moselig, der begge er fundet og/eller udstillet tæt på Gudenåen. Selv her så mange år efter kan de stadigt trække mange mennesker på museum, der fascinerede kigger ind gennem glasmontren med en viden om, at her ligger et menneske som mig selv. En ny podcast-serie kigger nu nærmere på de to superfund og undersøger, hvad det er, der til stadighed fascinerer og drager os?

I fem afsnit fortæller vi om de forskellige moselig, som er fundet i og omkring Gudenåen. Vi udforsker forskellige aspekter og perspektiver fra andre moselig fundet i Gudenåens opland for at undersøge, hvad moseliget kan fortælle os om livet i jernalderen - og om os selv som mennesker. 

Læs mere om Museum Østjyllands moselig Auning kvinden her


Sæson 4 - Klima og katastrofer

Serien ”Klima og katastrofer” fortæller om, hvordan klimaforandringer og naturkatastrofer har forandret og påvirket livet for menneskene langs Gudenåen… og hvordan man er kommet videre på den anden side med ny viden.

Sæson 5 - Tættere på himlen - klostre langs Gudenåen:

I sæson 5 fortæller lokale eksperter fra hvert deres kloster om alt fra religion og tro til lægevidenskab og sygepleje.

Ordene ”bed og arbejd” sammenfatter livet for beboerne på de mange klostre, der bliver bygget i Middelalderens Europa og hele vejen langs Gudenåen i Jylland. Flere steder våger munke og nonner dag og nat og beder for alle menneskers frelse. Men arbejdet omfatter også mange gøremål, som almindelige mennesker har gavn af, og i klostrene fremstiller man bøger, dyrker lægeplanter, passer syge og underviser.

Klostrene var på den måde også vigtige, internationale institutioner, som fik en kæmpe betydning i deres samtid. I 7 afsnit fortæller lokale eksperter fra hvert deres kloster om alt fra religion og tro til lægevidenskab og sygepleje.

Kort over Gudenåen, som viser hvor fortællingerne i Åsteder er fra.