Djursland som rituelt landskab i yngre stenalder

Forskningsprojektet ”Djursland som rituelt landskab i yngre stenalder” blev påbegyndt på Moesgård Museum i årene 2011-2012 og afsluttet på Museum Østjylland i årene 2013-2014. Projektet blev støttet økonomisk af Carlsbergfondet, Kulturstyrelsen og Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond.

Formålet med projektet var at udvikle en model til lokalisering af sarupanlæg i landskabet. Baggrunden herfor er den store rolle disse pladser antages at have spillet for hele bebyggelsen i perioden mellem ca. 3500 og 2800 f.Kr. Djursland blev valgt som undersøgelsesregion, fordi der herfra i forvejen kendes 10 af de i alt godt 30 anlæg i Danmark. I modsætning til den hidtidige praksis var udgangspunktet for modeldannelsen dog ikke sarupanlæggenes postulerede centralpladsfunktion, men antagelsen af at deres placering direkte kan relateres til periodens infrastruktur, konkret til overgangssteder over åer samt vejkryds.

Med baggrund i en detaljeret analyse af de kendte anlægs placering og en omfattende rekonstruktion af det neolitiske vejnet blev en række potentielle placeringer udpeget i landskabet. Efter markrekognosceringer og analyser af luftbilleder blev i alt 19 lokaliteter udvalgt til geofysisk undersøgelse, som blev udført af et team fra universitetet i Kiel. Dette har resulteret i opdagelsen af mindst et sikkert og yderligere 3 mulige nye anlæg.

I projektets anden del er disse resultater blevet taget som udgangspunkt for en kronologisk analyse af sarupanlæggenes konstruktionstidspunkt samt en undersøgelse af pladsernes relation til den samtidige bebyggelse. Det kan konkluderes at anlæggene ikke kan sættes i relation til enkelte gruppers territorium, men at de i regelmæssige afstande på omkring 5 km til hinanden blev bygget langs veje af overordnet betydning. Dette skete kun i områder som flere hundrede år forinden var blevet inddraget i neolitiske gruppers udbredelsesområde.

En perspektivering af forholdene i Sydskandinavien på europæisk plan afslører klare mønstre i anlæggenes udbredelse og kronologi i hele Vest- og Centraleuropa. En undersøgelse af forskellige arkitektoniske træk viser derudover, at der efter midten af det 5. årtusinde blev etableret en række langdistanceveje med rituel konnotation. Disse veje forbandt Sortehavet med Atlanterhavet, England og Sydskandinavien via et vigtigt vejkryds i det sydlige Tyskland. Sarupanlæggenes funktion kan måske relateres direkte til trafikken på disse veje. Anlæggene har karakter af magiske cirkler, som deltog i rituelle handlinger i dens indre.

Publikation: Lutz Klassen, Along the Road. Aspects of Causewayed Enclosures in South Scandinavia and Beyond. East Jutland Museum Publications vol. 2. Aarhus, Aarhus University Press 2014.