MODSTAND

MODSTAND - oplev historien om Hvidstengruppen og den østjyske modstandsbevægelse.

MODSTAND er Museum Østjyllands nyeste særudstilling, der handler om den østjydske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Foto: Mark Cowper Dyer

MODSTAND

Fra 29. juni til 20. oktober 2019

Vidste du, at Randers var hele Danmarks våbendepot i 1943? Og at hele den danske modstandsbevægelse blev forsynet med sprængstof til sabotageaktioner fra Randers? Årsagen var, at Hvidstengruppen på det tidspunkt, som de første og eneste i landet, modtog våben, som briterne kastede ned. Det skete lige nord for Randers. Derved blev de illegale lagre i Randers modstandsbevægelsens eneste kilde til for eksempel professionelt plastisk sprængstof.

Den historie kan du opleve i udstillingen MODSTAND på Museum Østjylland i Randers. Udstillingen følger våbnenes og sprængstoffets vej fra nedkastningsstedet ved Mustard Point nord for Randers. Her tog Hvidstengruppen imod containerne, som blev kastet ned fra de engelske Halifax-flyvemaskiner. Fra nedkastningsstedet blev våben og sprængstof smuglet til de skjulte lagre i Randers og fordelt videre til brug ved de mange sabotagehandlinger. Det var således sprængstof fra Hvidstengruppen, der blev brugt ved besættelsestidens største jernbanesabotage, sprængningen af Langåbroerne i november 1943.

Hvidstengruppens egen historie er også en væsentlig del af udstillingen. Udstillingen følger gruppen fra dens etablering i 1943 over afsløringen og arrestationen af Gestapo til dommen over gruppens medlemmer og henrettelsen af otte af dem 29. juni 1944.

MODSTAND fortæller historien ved hjælp af film, billeder, øjenvidneberetninger og genstande. For første gang vises for eksempel de originale henrettelsespæle fra Ryvangen i en udstilling uden for København. Det skyldes, at Befrielsesmuseet, hvor pælene normalt befinder sig, er lukket som følge af brand, og man derfor har stillet sig velvillig over for at låne pælene ud til museet i Randers.

MODSTAND åbner på 75-årsdagen for henrettelsen af otte af Hvidstengruppens medlemmer 29. juni 2019.

 

Foredragsholder, amatørhistoriker og forfatter bag en række bøger om modstandsbevægelsen - bl.a. bogen Hvidsten Gruppen, Niels Gyrsting, fortæller i videoen om den østjyske modstandsbevægelses betydning for modstandskampen og giver sit bud på, hvorfor vi stadig - 75 år senere - er så dragede af historien om de danske frihedskæmpere. 

Læs mere om besættelsesmagtens makabre forsøg på at komme sabotagen til livs.

Klik her for at læse mere om Hvidsten Kro.

Klik her for at læse mere om arrangementer i Randers.