Dansk-jødisk liv i 400 år, Jøderne i provinsen - Randers

Fra lørdag den 21. januar 2023 - søndag den 23. april 2023

Den 25. november 1622 skrev den danske kong Christian IV en formel invitation til ”jøder af den portugisiske nation”. Invitationen var en opfordring til, at de kunne bosætte sig i hans nye by Glückstadt i Schleswig-Holstein. Invitationen er på mange måder begyndelsen til den dansk-jødiske historie. 

Den jødiske indvandring til Danmark har bidraget til mange aspekter af det danske samfund: erhvervshistorie, politiske historie, kulturelle historie, ja, i det hele taget til Danmarkshistorie fra 1622 til 2022. Det er samtidig historien om at tilføre dynamik og skabertrang til et samfund. Forskellighederne mellem dem, der kom udefra, og dem, der boede her i forvejen, har haft en positiv indflydelse på skabelsen af det Danmark, vi kender i dag. 

Jubilæet bliver i 2022/2023 markeret med en række forskellige tiltag. Et af tiltagene er en vandreudstilling, der rejser rundt til otte forskellige byer i hele landet: Randers, Nakskov, Odense, Fredericia, Aarhus, Aalborg og Horsens for til sidst at ende i København. 

Udover en mere traditionelle 400 års tidslinie tegner udstillingen også en 400 års tolerance kontra intolerance tidslinie, hvor publikum kan aflæse højdepunkter og lavpunkter for tolerancen overfor jøder i Danmark. I fire interview med unge danske jøder sætter udstillingen også spørgsmålet om antisemitisme i dagens Danmark til åben debat.

Jøderne i provinsen – Randers

At det er et vigtigt kapitel af Danmarkshistorien, understreges af de mange lokale aspekter og vinkler på historien, som findes i mange danske provinsbyer blandt andet i Randers. Udstillingen har derfor også et lokalt afsnit, hvor jødernes historie i Randers fortælles.

Jøderne kom til Randers i 1757, da to jøder nedsatte sig som fabrikanter i byen. De lagde grunden til en jødisk menighed, der i 1800-tallet blev den største i Danmark uden for København. I løbet af 100 år vokser befolkningsgruppen til sit maksimum på 200 personer.

Jøderne fandt beskæftigelse inden for et bredt spekter af erhverv. De slog sig ned som velhavende købmænd og fabrikanter, andre bliver en del af middelklassen som håndværksmestre og detailhandlere, mens andre igen må tage til takke med livet på bunden af samfundet som fattige håndværkssvende og tjenestefolk. Fra 1870 er den jødiske befolkning i tilbagegang, da mange medlemmer flytter til hovedstaden. I dag bor der næsten ingen jøder i Randers.

Interaktiv udstilling, app og undervisningsmateriale

Udstillingen indeholder interaktive og legende elementer, som inddrager den besøgende i fortællingen om immigration og identitet. Blandt andet spørger man publikum om, hvilke produkter og genstande som Danmark måske slet ikke havde haft, havde det ikke været for den jødiske indvandring. Derudover tilbydes der en lokal digital byvandring i Randers, hvor de besøgende selv kan følge i sporerne på de randrusianske jøder.

Udstillingen er også omsat til et undervisningsmateriale, der henvender sig til grundskolens mellemtrin og udskoling. Et undervisningsmaterialet der også kan bruges uafhængigt af klassens besøg på udstillingen.

Et nationalt samarbejdsprojekt

Det er det jødiske samfund i Danmark, der står bag udstilling, undervisningsmateriale og de digitale ruter i samarbejde med Dansk Jødisk Museum, Jødisk Informationscenter samt Museum Østjylland; Historiens hus, Odense; Aalborg Stadsarkiv; Aarhus Stadsarkiv; Museerne i Fredericia; Industrimuseet, Horsens; Museum Lolland-Falster.

Økonomisk støtte

Projektet er realiseret med støtte fra blandt andet A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden og Hoffmann og Husmans Fond.

Adresse: Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers C

Kulturhuset i Randers skal renoveres. Derfor er det nødvendigt at lukke husets indgang i Stemannsgade fra januar 2023 og nogle måneder frem. Du kan fortsat besøge Museum Østjylland, benyt indgangen ved Jens Otto Krags Plads.
Da elevatorerne er ude af drift under renoveringen, er der desværre ikke adgang for kørestolsbrugere, gangbesværede og barnevogne. 

Danske jøder i Randers

En byvandring i de randrusianske jøders fodspor

Tag på en byvandring på egen hånd. Oplev dengang den jødiske menighed var en vigtig og synlig del af randrusianernes hverdag. Hør historien om jødisk liv i synagogen og skolen, om arbejdsliv hos børstenbinderen og slagteren og om de dramatiske begivenheder, da Gestapo i 1943 arresterede de randrusianske jøder.

QR-Kode til Useeum

Værd at vide:

For at opleve Danske jøder i Randers skal du downloade app'en Useeum på din smartphone. Tillad appen bruge din lokation.

Længde: ca. 2,5 km.

Varighed: ca. 1,5 timer

Start: Rådhustorvet, Randers

Slut: Den jødiske Begravelsesplads, hjørnet af Udbyhøjvej og Østervangsvej.
Hvis man vil forkorte ruten, kan Den jødiske Begravelsesplads evt. udelades.

Anbefalet til alle over 13 år.

Danske jøder i Randers er udarbejdet i et samarbejde mellem Museum Østjylland og Dansk Jødisk Museum.