Grenaa by ear

Barndommen i Grenaa, naturen i og omkring byen, arbejdsliv, yndlingssteder og lyde og lugte i Grenaa. Det er nogle af de erindringer, som stemmerne fra syv grenaaborgere fortæller brudstykker af i Museum Østjyllands nye musikalske lydrejse ”Grenaa by ear”.

Særudstilling 2013

Fra lørdag 9. februar - 31. december 2013

I samspil med lyde optaget rundt om i byen og stemningsfuld musik komponeret specielt til lejligheden danner stemmerne fra de lokale borgere en lydspækket oplevelse af, hvordan det var og er at bo, leve og arbejde i Grenaa – og lydene vil vække minder, hos dem, der lytter med.

Museumsgæsten kan sætte sig i ”Grenaa by ear”, et rum kun omgivet af højtalere, lukke øjnene og tage på en 15 minutters lang lydrejse om byen yderst på Djurslands næse. Et bredt udvalg af grenaaborgere deler ud af erindringer fra og meninger om Grenaa. Hør blandt andre en lokal erhvervsmand, en kvindelig landmand, en harmonikaspiller og en skoleleder fortælle om deres eget Grenaa.

Det er komponist, guitarist og producer Søren Bendixen, der står bag den musikalske bearbejdelse og kunstneriske fortolkning af de lokale stemmer, så helheden af stemmer, musik og lyde giver en komplet sanseoplevelse af, hvordan det er at leve med Grenaa helt inde under huden. På godt og ondt. For at få indarbejdet autentiske grenaa-lyde i ”Grenaa by ear” har Søren Bendixen blandt andet optaget lyd fra gåture gennem byen, fra Kvickly, fra en have og fra trafikken ved en central vej i Grenaa.

Søren Bendixen er huskomponist for Museum Østjylland og manden bag lydoplevelsen ”Samplet Samling” på Siamesisk Samling, Museum Østjylland i Ebeltoft.

Der er gratis adgang.

Museum Østjylland sætter i disse år øget fokus på brugerinddragelse i sin formidling af kulturhistorien, og ”Grenaa by ear” er netop et led i projektet ”Museet som mødested”, hvormed museet går i dialog med borgerne for at indsamle ny viden til fremtidig nye udstillinger. Projektet er finansieret af Kulturstyrelsen, LAG Randers, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, EU og Randers Kommune.