Udstillinger i Grenaa

Ny udstilling er planlagt til at åbne 28. januar 2017. Imens kan du gå på opdagelse i særudstillingen "Topmodeller".

Ny permanent udstilling på Museum Østjylland i Grenaa

Havet, Kalken, Jorden og Købstaden

Udstillingen ”Fire veje til Norddjurs: Havet, kalken, jorden og købstaden” er en af de største historiske satsninger i Aarhus 2017. Når udstillingen åbner på Museum Østjylland i Grenaa den 28. januar 2017 vil man kunne opleve et kulturhistorisk museum, der er renoveret fra kælder til kvist med helt nye udstillinger overalt.

Den nye, permanente udstillinger tager dig med gennem 10.000 års historie på Norddjursland. ”Fire veje til Norddjurs” fortæller i fire temaer om de livsvilkår, menneskene siden stenalderen har levet under.
I temaerne Havet, Kalken, Jorden og Købstaden kommer du på en kulturhistorisk rejse gennem Norddjurs gennem tusinder af år. Hør historien om havet der altid har haft en enorm betydning for djurslændingene. Og om Kalken og de andre råstoffer, der blev udnyttet af de dygtige djurslændinge. Oplev historierne om Jorden og den store sandflugtskatastrofe, der også kaldes Nordens Pompeji.
Og slut af med at gå på opdagelse i Købstaden Grenaa, med dens smukke huse, imponerende købmandsgårde og mange, aktive mennesker.

Udstillingerne er spækket med filmklip, billeder, fortællinger og alt, hvad der ikke er sat i montre, må du røre ved.

Museum Østjylland vil være et museum for alle. Derfor er de nye udstillinger lavet lettilgængelige for alle – uanset forudsætninger, alder eller funktionsnedsættelser. Museet har installeret elevator og lifte, så alle kan komme omkring i huset og opleve udstillingerne.
I de flotte, nye udstillinger kan du gå på opdagelse i Norddjurslands kulturarv, og mange steder i udstillingen er du velkommen til ”se” med fingrene. Lyde er også en vigtig del af udstillingen.
Alle film er tekstede, og alle montrer og installationer er lavet, så kørestolsbrugere kan få fuldt udbytte af museumsoplevelsen.

Udstillingens overordnede idéer og indhold er beskrevet i et prospektmateriale. Den nye udstilling åbner den 28. januar 2017 på museets afdeling i Grenaa.

Læs mere om den nye udstilling "Havet, kalken og den lette jord" i Grenaa. 

Læs udbud af AV og interaktive installationer til den nye udstilling