Udstilling i Farvergården

Der er gratis adgang til alle udstillingerne.

Oplev Farvergården

Farvergården har sæsonåbnet fra 1. juni til 31. august. Vi slår dørene op til en ny sæson torsdag den 1. juni 2017, og vi glæder os til at se dig.

Som Nordeuropas eneste bevarede købstadsfarveri er Farvergården helt unik, og den står fortsat med beboelse, have og staldlænge, stort set, som da den sidste farvermester og hans familie levede og virkede her i begyndelsen af 1900-tallet.

Midt på gårdspladsen står det store valnøddetræ, hvis frugter og blade også kunne anvendes til farvning, og giver en smuk brun farve.

Hele anlægget strækker sig fra Adelgade til Strandvejen - og er om sommeren en oase blot et stenkast fra gadens turistmylder.

Farvergårdens have er en oplevelse for sig - og den skal man ikke snyde sig selv for. Haven strækker sig helt ned til Strandvejen, hvor man fra udsigtshøjen blandt andet har udsigt til Ebeltoft Vig og Fregatten. Haven rummer mange spændende træer og planter, blandt andet det gamle "Æbeltoft-æbletræ" der blev anmeldt som sort af den gamle farver. I haven findes også den grotte, som farvergårdsfamilien brugte på varme sommerdage.

Haven har mange rum - og man er velkommen til at spise sin medbragte mad i Farvergårdens have og gårdsplads.

Nye digitale løsninger

Gården er smukt nyrenoveret, og i farveriet kan du opleve de fascinerende filmoptagelser af gårdens sidste farver - Johan Petersen - ved arbejdet i farveriet. Flere steder i bygningerne kan man ved digitale touch-skærme få adgang til yderligere billeder og fortællinger om farverhåndværket og livet, der er blevet levet i gården.

Vi har desuden udviklet en app, hvor man kan få glæde af den megen spændende viden om Farvergården både ved besøg i gården og derhjemme.

Farvergården ligger på Adelgade 15, 8400 Ebeltoft. Åbent tirsdag til søndag kl. 10-16 i sommermånederne.