Aktuelt undervisningstilbud til grundskolen

Undervisningstilbud til mellemtrinnet og udskolingen til særudstillingen Dansk-Jødisk Liv i 400 år

Her får du 5 gode undervisningstilbud til særudstillingen Dansk-Jødisk Liv i 400 år, der kan opleves på Museet i Kulturhuset i Randers fra 21. januar – 23. april 2023.

Undervisningstilbuddene retter sig mod følgende fag: Kristendom, historie, dansk og samfundsfag.

Ønsker du at tilmelde din klasse et eller flere tilbud, så skriv til museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, hlb@museumoj.dk.

Alle undervisningsforløbene er gratis for skoler, ligesom der er gratis adgang til museet.

Vi glæder os til at se jer

Aktuelle undervisningstilbud

Omvisning med aktiviteter og refleksion - Dansk-jødisk liv i 400 år med Randers vinkel

Få en omvisning med din klasse, hvor vi går på opdagelse i udstillingen. Vi ser på, hvordan jødisk indvandring har sat sit præg på Randers. Med små øvelser arbejder vi med temaet tolerance mellem mennesker og lægger op til nutidige perspektiveringer og refleksioner.

Alderstrin: 4. – 10. klasse. Omvisning tilpasses alderstrin

Periode: onsdag, torsdag og fredag i uge 11, 2023, alle dage kl. 9 – 10.15 og kl. 10.45 – 12.15.

Mødested: Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers

Omvisning og skriveworkshop - Identitet, tolerance og immigration

Med afsæt i udstillingen og gennem små øvelser og fortællinger sætter vi fokus på identitet, immigration og tolerance. På Randers Bibliotek deltager eleverne i en kreativ skriveworkshop, hvor de ved hjælp af forskellige skriveteknikker og genregreb reflekterer over, hvor de hører til og har deres identitet fra.

I samarbejde med Randers Bibliotek. 

Der er plads til to klasser ad gangen.

Alderstrin: 4. - 10. klasse. Forløbet tilpasses alderstrin

Periode: tirsdag, torsdag og fredag i uge 13, 2023, alle dage kl. 8.30 – 10.15 og kl. 10.45 – 12.15.

Mødested: Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers

Ud i byrummet - På sporet af de danske jøder i Randers

Tag dine elever på en byvandring i jødernes Randers. Jeres guide er app’en Useeum. Få historien om jødisk liv i synagogen og skolen, om arbejdsliv hos børstenbinderen og slagteren og om da Gestapo i 1943 arresterede de randrusianske jøder. Turen slutter på Den jødiske Begravelsesplads.

Download app’en USEEUM og find ”Danske jøder i Randers”. Tillad brug af din lokation.

Længde: 2,5 km

Varighed: ca. 75 min.

Alderstrin: 8. – 10. klasse.

På tur i tre verdensreligioner - omvisning på Den jødiske Begravelsesplads, Østre Kirkegård og det muslimske gravområde

Vi besøger et særligt område i Randers, der er sidste hvilested for medlemmer af ikke færre end tre verdensreligioner - jødedommen, kristendommen og islam. Vi synger en salme i kapellet, taler om religioners forskellige begravelsesritualer og besøger et udvalg af gravsten over kendte og ukendte randrusianere.

Alderstrin: 5. – 10. klasse.

Mødested: Kapellet på Østre Kirkegård, Randers.

Periode: tirsdag, onsdag og torsdag i uge 16, 2023, alle dage kl. 8.30 – 10 og kl. 10.30 – 12.

Undervisningsmateriale til mellemtrin og udskoling - 400 års dansk jødisk liv

Jødisk Informationscenter har udviklet et spændende undervisningsmateriale, der knytter sig til udstillingen og har tre temaer: 1. Dansk Jødisk Historie, 2. Indvandringens betydning for Danmark, 3. Holocaust og Flugten i Oktober ‘43.

Gå på opdagelse i materialet her.

TILMELDING

Tilmeld dig og din klasse et eller flere tilbud. Skriv til museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, Museum Østjylland, hlb@museumoj.dk

Alle undervisningstilbud er som altid gratis, ligesom der er gratis adgang til udstillingen.