Hjælp, tips og tricks for dig, der vil forske i din slægt

Hvad var det egentlig for en gård, som morfar voksede op på? Talte bedstemor engang om, at familien var udvandret fra Ungarn? Og sagde tante Edith ikke, at oldemors datter blev bortadopteret?

Dyk ned i gamle dokumenter og find din families rødder, når du den tredje mandag i september, oktober og november kan få hjælp til slægtsforskning. Selvom meget viden er tilgængeligt på nettet, kan det være nødvendigt at få en hjælpende hånd med at finde frem til de steder, hvor informationen ligger. Det er gratis, og alle kan være med. Mød blot op i Den Blå Boks på Randers Bibliotek udvalgte mandage i efteråret. Fotokilde: Randers Stadsarkiv

Familier kan rumme mange historier, men det kan være svært at finde hoved og hale i relationerne. Alligevel kaster danskerne sig over slægtsforskning som aldrig før, og nu kan du få hjælp til at dykke ned i din egen families spændende historie. Mød op i Den Blå Boks på Randers Bibliotek udvalgte mandage i efteråret og få den hjælp, du har brug for.
Det er gratis.

Få hjælp til slægtsforskning i Den Blå Boks, Randers Bibliotek, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Mandag den 18. september 2023 kl. 15 - 17.
Mandag den 16. oktober 2023 kl. 15 - 17.
Mandag den 20. november 2023 kl. 15 - 17.
Gratis.

Det er de frivillige vejledere fra Randers Slægts- og Egnshistorisk Forening, der hjælper dig i gang med at forske i din slægt, eller giver dig en hånd, når du er i fuld gang, men blot er kørt fast. Alle er de erfarne slægtsforskere, og mandag den 18. september tager de hul på den nye sæson, hvor du den tredje mandag i måneden frem til december kan kigge forbi biblioteket og få hjælp til at finde din slægt. Du kan møde op alle tre gange eller blot en enkelt.

Hvad står der?

Slægtsforskernes råd og vejledning er både for dig, der er helt nybegynder, og dig, der savner lidt frisk inspiration til at komme videre med slægtsforskningen. Du kan blandt andet få hjælp, tips og tricks til at vriste mening ud af gamle kirkebøger, tingbøger, folketællinger, ejendomsprotokoller og forskellige andre skrifter. Du kan spørge om udlagte barnefædre, teksttydning eller noget helt tredje.
Du vil også blive præsenteret for gode websider eller særlige kildetyper, som kan hjælpe dig tættere på dit mål: At finde dine rødder.

Slægtsforskning hitter

Det bliver mere og mere populært at dykke ned i sin families lange historie. Det skyldes både populære tv-programmer som ”Forsvundne arvinger”, som har åbnet danskernes øjne for de store mængder af historisk information, som vi kan få adgang til i jagten på den gode familiehistorie. ”Men især den stigende digitalisering af arkivernes materiale gør det muligt for alle at komme i gang med skattejagten hjemme fra egen pc. Det har været den helt store gamechanger,” siger arkivar på Randers Stadsarkiv, Mathilde Storvang.

Gennem de sidste 10-20 år har mange af landets arkiver arbejdet intenst med at få gjort deres samling tilgængelig for flere borgere. I dag er f.eks. kirkebøger og folketællinger tilgængelige på internettet, og dermed er det blevet nemmere at komme i gang med slægtsforskningen.

For mere information kontakt: Arkivar på Randers Stadsarkiv, Mathilde Storvang på tlf. 2345 2398 eller ms@museumoj.dk