På begge museer er der i udstillingerne også andre sjove og hyggelige oplevelser for både store og små gæster, og alle oplevelser er ganske gratis.
På sporet af påskeæggene: Nu går den store æggejagt i Randers og Grenaa! lørdag den 1. april til og med mandag den 10. april 2023.
Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers.
Museum Østjylland i Grenaa, Søndergade 1 i Grenaa.
Gratis.
Museum Østjylland i både Randers og Grenaa hygger lidt ekstra om børn og børnefamilier med børneaktiviteter i skoleferierne, hvor der traditionelt set kommer mange gæster på museet.
”I skoleferierne søger mange børnefamilier gode – og måske også lærerige – oplevelser på museerne. Det mærker vi tydeligt på Museum Østjylland. Vi kan endda også lokke med, at vi har gratis entré. Og i en tid hvor mange er pressede økonomisk, og der er færre penge til fest og fornøjelser, er vi ekstra glade for, at vi som museum kan give gode, gratis oplevelser for alle, ” siger museumsformidler Sara Cecilie Utvaag, der har tilrettelagt årets æggejagt.
Pip og Hans søger ægge-hjælp
Sara Cecilie Utvaag fortæller om den hyggelige æggejagt rundt i udstillingerne:
”Uheldigvis har Museums Østjyllands to påske-eksperter, påskekyllingen Pip og påskeharen Hans, mistet alle deres fine påskeæg. Æggene ligger spredt i udstillingerne, så Pip og Hans har brug for børnenes hjælp til at finde dem og samle dem, inden ferien er slut! ” smiler Sara Cecilie Utvaag.
Vrid hjernen, løs, gæt og skriv
Gæstende børn og deres voksne bliver udstyret med et opgavehæfte, som fører dem rundt i museets udstillinger. Her skal de vride hjerner og løse sjove ordgåder, gætte små krydsord og finde fem fejl. For hver rigtigt løst opgave får børnene et fint dekoreret påskeæg, som klistres ind i opgavehæftet.
”Opgaverne er lavet i børnehøjde, og de kan løses som en sjov aktivitet for hele familien sammen. Pip og Hans plejer også at være ret gavmilde, så når I er færdige med opgavehæftet og æggejagten, venter der en lille belønning i museumsreceptionen som tak for hjælpen, ” lover museumsformidleren.
Oplevelser for alle
Udover de særlige påskeaktiviteter med Pip og Hans er der naturligvis som altid mulighed for at følge børnespor i museets udstillinger, både de faste udstillinger og i særudstillingerne.
På museet i Kulturhuset Randers kan børnefamilier blandt andet hygge sig med at opspore de charmerende Lillefolk gemt i museets oldtidsudstilling. I Grenaa er det Grævlingen Geo og drengen Hugo, der tager de yngste gæster ud på tidsrejser fortalt i børnehøjde.
Museets aktuelle særudstillinger Dansk-jødisk liv i 400 år og Kolindsund – søen, der deler vandene byder på tankevækkende oplevelser for det voksne publikum.
Der er gratis entré til udstillingerne.
For mere information kontakt leder af Udvikling og Publikum, Karen Dubery på tlf. 5150 9611 eller på kd@museumoj.dk