Særudstillingen åbnes af borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Juncher Bjerregaard, og Brumbasse-børn fra børnehaven Regnbuen. Alle er velkomne – både store og små!
Udstillingsåbning: Børneudstillingen MIG & MIN BY, lørdag 24. juni 2023 kl. 11 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Udstillingen kan opleves fra 24. juni - 29. oktober 2023.
Gratis.
Det bliver både festligt og sjovt, når Museum Østjylland i Grenaa lader propperne på de røde sodavand springe, og borgmesteren sammen med børnehavebørnene Brumbasserne klipper snoren til en udstilling, der både må ses og røres!
”Tænk jer en udstilling for børn – lavet af børn. Den skal da åbnes med en fest! Her på museet glæder vi os især til at slippe alle de mindste gæster løs i udstillingen, for den skal både ses, undersøges, røres og leges i,” smiler museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen.
Museet har i mange år været optaget af at formidle historie og historier til sine allermindste gæster. ”Vi har et brændende ønske om at give børnene sans for kulturhistorien og en glæde ved museer, der kan berige dem resten af livet, ” forklarer museumsinspektøren. ”Så det er i den grad spændende med en udstilling, der helt og aldeles er til børn. ”
Børneudstilling bygget op som miniby
MIG & MIN BY er en børneudstilling, der turnerer rundt på lokalmuseer i ti danske byer og tilpasses den lokale fortælling i samarbejde med lokale børnehaver.
Udstillingen er bygget op som en miniby, hvis legende univers tager udgangspunkt i fortællingen om Skygningerne – små væsner, der ligesom museer elsker at samle på ting! Fortællingen om Skygningerne er skrevet og tegnet af illustrator og forfatter Rasmus Bregnhøi.
Børnehavebørn hjælper museum
Udstillingen i Grenaa er lavet i samarbejde med gæve og nysgerrige børnehavebørn og pædagog Kirsten Woldiderich fra Børnehaven Regnbuen i Grenaa. Børnene har været bag kulisserne på museet og mødt museumsfolkene - formidleren, arkæologen, konservatoren, historikeren, sekretæren og frontpersonalet.
Børnene har gået med metaldetektor og fundet gamle skatte, forseglet breve med byens byvåben og hørt spændende historier om byen og dens mennesker. Som en ganske særlig ting har børnene være på jagt i museets magasin og valgt skjulte skatte fra den spændende samling, der nu kan ses i udstillingen MIG & MIN BY! Børnene har også udlånt egne ting til udstillingen.
Brumbasserne og borgmesteren
Senest har børnehavebørnene været på besøg på rådhuset hos ”ham, der bestemmer i byen” alias borgmester Kasper Juncher Bjerregaard! Her fik de vist både byrådssalen og borgmesterens kontor og fik svar på spørgsmål som ”Er det sjovt at være borgmester?” og ”Bestemmer Dronningen over dig?”
De fik også svar på, om borgmesterkæden er tung, da borgmesteren overlod kæden i de smås hænder. Den var faktisk ikke så tung – men den var heller ikke af ægte guld!” konstaterede børnene.
Pizzasnegle og ansigtsmaling
Til den festlige åbning af MIG & MIN BY-udstillingen byder museumschef Jesper Bækgaard og museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen velkommen, og borgmester Kasper Juncher Bjerregaard holder en kort åbningstale. Herefter klippes snoren til udstillingen, og så går det løs med fest og gøgl i udstillingen.
Museet trakterer med boblende drikke og pizzasnegle til store og små.
Åbningen bliver samtidig startskuddet for en række spændende og hyggelige aktiviteter målrettet børnefamilier, daginstitutioner og skoler, der afvikles gennem hele udstillingsperioden.
Følg med på museets hjemmeside under ”Kalender”.
MIG & MIN BY er støttet af Nordea-fonden og udviklet af Museum Vestsjælland og Vardemuseerne.
For mere information kontakt museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på 4048 6431 eller på hlb@museumoj.dk