Forskning

Museumsinspektør Benita Clemmensen har forsket i kultanlæg fra bronzealderen, der blev placeret i forbindelse med samtidige gravhøje. Genstand for undersøgelserne var først og fremmest identifikationen af anlæggene samt en beskrivelse af deres rolle i bronzealderens religiøse praksis.

Bronzealderens gravhøje er iøjnefaldende elementer i kulturlandskabet. Der har altid været meget opmærksomhed på gravlæggelserne i højene, men i de senere år er der også kommet fokus på kultanlæg i forbindelse med gravhøjene.

Der findes forskellige typer af kultanlæg. De giver sig til kende i form af mere eller mindre fragmenterede sten-, stolpe- og grøftkonstruktioner. Men på trods af en stor variation er der også fællestræk, som viser, at der blev opereret indenfor bestemte religiøse traditioner.

Solen har en central betydning i bronzealderens religion, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved Solvognen fra Trundholm Mose og ristningerne på rageknivene. Undersøgelserne af kultanlæggene viser, at solen også har haft betydning for deres placering og orientering. På trods af forskelle i anlæggenes udformning er de ofte placeret ud for gravhøjenes østlige og sydlige halvdel eller har åbninger mod øst.

Grøftanlæg, der er placeret i sammenhæng med grave, kan tolkes som kultanlæg i tilknytning til dødekulten og de religiøse handlinger, der er foregået i forbindelse med begravelser i yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder. Grøftanlæggene ses derfor som et væsentligt element i det sakrale kulturlandskab.

Der er publiceret to artikler, der beskæftiger sig hhv. med rektangulære stenrammer, grøftanlæg huskonstruktioner og med grøftanlæg i det sydvestlige Limfjordsområde:

• B. Clemmensen, Mellan sten och järn. I: Rapport från det 9:e nordiska bronsålderssymposiet. 2005.
• B. Clemmensen, Baunehøj og Stenildhøjgård – grøftanlæg ved gravhøje i Vesthimmerland. I: S. Boddum/M. Mikkelsen/N. Terkildsen (red.), Dødekulten i yngre bronzealders lokale kulturlandskab. Yngre bronzealders kulturlandskab vol. 3 (Viborg/Holstebro 2013), 39-53.

Museumsinspektør Lea Glerup Møller undersøger under overskriften Ebeltoft – Danmarks Neapel, hvordan Ebeltoft har udviklet sig til turistdestination.

I slutningen af 1800-tallet oplevede Ebeltoft økonomisk afmatning efter en periode med fremgang og velstand. En gruppe borgere satte sig for at forsøge at vende udviklingen ved aktivt at tiltrække flere lystrejsende til byen. Udviklingen blev hjulpet godt på vej af, at en af byens første besøgende forfatter og redaktør, Meïr Goldsmidt, udråbte Ebeltoft til at være Danmarks Neapel. Siden blev udtrykket flittigt anvendt i byens første reklamefremstød.

De første år var det dog et begrænset antal mennesker, der besøgte byen, blandt andet fordi det ikke var alle forundt at holde ferie. Kun de velstillede havde tid og økonomisk råderum til at rejse for fornøjelsens skyld. Det ændrede sig markant i det 20. århundrede, blandt andet med gennemførelsen af ferieloven i 1938.

Lovgivningen omkring ferie påvirkede selvfølgelig også antallet af besøgende i Ebeltoft, der til stadighed sørgede for at kunne opfylde de besøgendes krav med hensyn til oplevelsesmuligheder, bespisning og overnatning i alle prisklasser. Det store rykind, der begyndte efter århundredeskiftet, tog rigtig fart efter Anden Verdenskrig. Fra 1950’erne oplevede Ebeltoft og Mols et turistboom, hvor turistbusserne og efterhånden også private biler dagligt skabte kaos i midtbyen og langs strandene.

Undersøgelsen af Ebeltoft som Danmarks Neapel sætter fokus på byens udvikling til en af landets bedst kendte turistdestinationer, herunder skal det klarlægges, i hvor høj grad udviklingen var resultatet af en bevist strategi. Undersøgelsen er stadig igangværende.

I begyndelsen af 1980’erne henvendte Harry Rasmussen sig til Museum Østjylland. Harry havde på sine marker, ved den lille landsby Moeskær ved Hørning, sydøst for Randers, fundet nogle potteskår. Siden da, har museet jævnligt haft arkæologiske udgravninger ved Moeskær, og gennem de seneste 20 år, er der undersøgt spor efter en omfattende bebyggelse i form af huse, og fundet i hundredevis af oldsager på markerne, de fleste af dem med metaldetektor.

De arkæologiske undersøgelser og detektorfundene viser, at der fra omkring år 400 til omkring år 1100, det vil sige gennem hele yngre jernalder til slutningen af vikingetiden og lidt op i middelalderen har eksisteret et samfund på markerne ved Moeskær. Udgravningerne og fundene viser, at menneskene i landsbyen, foruden landbrug, også har beskæftiget sig med håndværk og nær- og fjernhandel. Og nogle genstande tyder på, at der også er foregået religiøse handlinger gennem landsbyens levetid. Fundene tyder altså på, at landsbyen, styret af en høvding, har været et såvel handelsmæssigt som religiøst magtcentrum for et større område.

I 2009 tog Museum Østjylland initiativ til, at der blev der holdt et internationalt seminar i Helligåndshuset i Randers, hvor emnet var de såkaldte detektorpladser i Jylland. Udgangspunktet var selvfølgelig de mange flotte, kostbare og mærkelige fund fra Moeskær og seminaret gik ud på, at diskutere forståelsen og betydningen af de mange detektorfundne genstande fra yngre jernalder, der er dukket op de seneste år, samt betydningen af de steder eller jernalderlandsbyer hvor de kommer fra.

Seminaret resulterede i en publikation med 16 artikler, af de foredrag der blev holdt. Bogen der henvender sig til såvel danske som udenlandske forskere er udgivet af Museum Østjylland i et samarbejde med Aarhus Universitetsforlag og med økonomisk støtte fra Kulturstyrelsen og private fonde.

Publikation: Ernst Stidsing, Karen Højlund Nielsen og Reno Fiedel (red.), Wealth and Complexity. Economically specialised sites in Late Iron age Denmark. East Jutland Museum Publications vol. 1. Aarhus, Aarhus University Press 2014.

De ti kulturhistoriske museer med arkæologisk ansvar i Region Midtjylland samarbejder i projektet ”Middelalderborge i Region Midtjylland” om at vække regionens middelalderborge til live, så de atter kan blive en levende del af vores fælles kulturarv. Med 1,8 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden, 1,1 mio. kr. i støtte fra Region Midtjylland og 525.000 kr. i støtte fra Kulturstyrelsen blev projektet skudt i gang med et pilotprojekt, der forløber fra 1. februar 2014 og et år frem.

Kun de færreste ved, at der i middelalderen i gennemsnit lå en borg i hvert andet sogn. Alene i Region Midtjylland findes der rester af mindst 300 middelalderborge! Heller ikke mange ved, hvordan en dansk borg så ud, hvem der stod bag opførelsen af den, hvornår og hvorfor den blev bygget, og hvordan man levede på den. Middelalderborgene er kort sagt en overset og ukendt kulturarv for de fleste, og det kalder på handling, for borgene fortæller en fascinerende og farverig historie om konger og riddere, krige og fejder, politisk og økonomisk magt i det middelalderlige Danmark.

Med projekt ”Middelalderborge i Region Midtjylland” bliver borgene trukket ud af glemslen, så vi alle kan lære dem bedre at kende. I projektperioden vil fagfolkene indsamle helt ny viden, som vil blive formidlet til alle gennem projektets formidlingsaktiviteter. Historikerne vil støvsuge arkiverne for gamle dokumenter, der kan fortælle om borgene og deres ejere, og arkæologer og naturvidenskabsfolk vil foretage undersøgelser både ovenpå og nede i jorden for at blive klogere på borgenes opbygning, deres alder og det liv, der blev levet her.

Det er ikke kun museernes fagfolk, der får glæde af al den nye viden. Publikum er med hele vejen, når de store nye historier om middelalderborgen skal fortælles. Undervejs i projektperioden vil arkæologerne invitere på besøg i udgravningerne, og fagfolk vil tage publikum med på guidede ture til borgene og berette om deres historie. Udvalgte borge i regionen, heriblandt Rane Ladegård ved Elsegårde på Mols, er blevet levendegjort, da Middelalderkaravanen kom forbi med håndværkere, musikere, historiefortællere og kogekoner. Lokale skoler og foreninger er selvfølgelig blevet inddraget i festlighederne.

Resultaterne af pilotprojektet vil danne basis i hovedprojektet, hvor alle regionens middelalderborge kommer i spil.

I årene 1988-92 foretog det daværende Djurslands Museum omfattende undersøgelser af stenalderbopladsen Nederst i det centrale Kolindsund. I slutningen af ældre stenalder 4000-5000 år f. Kr. var Kolindsund en vidt forgrenet fjord med en vanddybde på op til 10 meter. Fjorden udmundede ved Djurslands østkyst og havde mod vest forbindelse til Randers Fjord. Lokaliteten Nederst var dengang en lille ø tæt på fjordens sydkyst, og i mere end tusinde år var den beboet af folk fra Ertebøllekulturen, som ernærede sig af jagt, fiskeri og indsamling.

I den næringsrige fjord indsamlede stenalderfolkene enorme mængder østers, muslinger og snegle, og efter fortæring blev de mange tomme skaller efterhånden ophobet i metertykke lag – de såkaldte køkkenmøddinger eller skaldynger. På stenalderbopladser er normalt kun bevaret flintredskaber og keramik gennem de mange år op til nutiden, men i skaldyngerne er der på grund af det store kalkindhold gode bevaringsforhold for knogler, tænder og hjortegevir, og det gælder vel at mærke fra de mindste fiskekogler til de største knogler fra dyr og mennesker. Skaldyngerne har både været affaldsplads, værksted, køkken og endda begravelsesplads. Ved udgravning i skaldyngerne har arkæologerne derfor nogle helt enestående muligheder for at indhente oplysninger om stenaldermenneskets liv.

Undersøgelserne af skaldyngerne på Nederst-lokaliteten resulterede i et stort antal oldsager, blandt andet ca. 1000 skiveøkser og et tilsvarende antal pilespidser. Desuden blev der fundet adskillige velbevarede skeletter af mennesker og hunde. På grund af den anvendte metode med store fladeafdækninger, hvor også områderne mellem skaldyngerne blev undersøgt, blev der helt ekstraordinært fundet begravelser fra den ældste fase af Ertebøllekulturen ca. 5000 år f. Kr. Det er de meget sjældne, såkaldte okkergrave, hvor de døde i modsætning til de yngre begravelser i skaldyngerne ligger begravet med sit personlige udstyr og overdækket med rød okker. Denne type grave er kendt fra Sjælland og Skåne, men er i Jylland indtil videre kun fundet i Kolindsund-området. Der blev blandt andet fundet en meget rigt udstyret mandsbegravelse, hvor en midaldrende mand var begravet med tre forskellige slags økser, to flotte flintknive, seks pilespidser og et stort tandsmykke af fortænder fra urokse, elg og kronhjort placeret mellem lårbenene. Desuden var der store mængder rød okker i graven. Senere blev en femårig dreng fundet begravet med en stor flintkniv, et halssmykke bestående af fortænder fra vildsvin og urokse og endnu et tandsmykke placeret mellem lårbenene på samme måde som hos den rigt udstyrede mand. Drengen var desuden helt dækket af et tykt lag rød okker.

Publikation: E. Kannegaard Nielsen, Late Mesolithic ochre graves at Nederst, Denmark: Ochre rituals and customs of personal adornment. In: Congresses of the State Museum for Prehistory Halle.

I 2003 undersøgte museet de første tyrkiske gæstearbejdere, der kom til Randers, og historien om deres familie. Det skete gennem en interviewundersøgelse af elleve tyrkiske forældrepar. Undersøgelsen blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen. I 2005 blev undersøgelsen fulgt op af en anden interviewundersøgelse med sytten af gæstearbejdernes børn. Denne undersøgelse blev støttet økonomisk af Århus Amts Museumsråd. Børnene var, da undersøgelsen fandt sted, voksne i alderen fra midt i tyverne til midt i fyrrene, nogle er født i Tyrkiet andre i Randers.  Undersøgelser tegner et billede af, hvordan flygtningen fra Tyrkiet til Randers gav mulighed for social mobilitet, både ”hjemme” i Tyrkiet og i det nydannede tyrkiske samfund i Randers. Interviewene indikerer, at kampen for en høj placering i det nye samfund i Randers i større eller mindre grad fik indflydelse på, hvordan gæstearbejderne opdragede deres børn.

Næsten alle anden generation børnene føler sig integrerede i Danmark, men mange er af den opfattelse, at danskerne ikke deler det synspunkt. De fleste er identitetsmæssigt splittede og opfatter sig hverken som helt dansker eller helt tyrker. Man er opvokset mellem to kulturer med forskellige normsæt og værdier. De fleste kan se styrker og svagheder ved begge kulturer, og flere mener, at de har dannet deres egen kultur, som kombinerer den danske og den tyrkiske uden rigtigt at være nogen af delene. Mens den nationale identitet er uklar for mange, er den lokale identitet tydeligere og flere betegner sig selv som randrusianere. Tilknytningen til Randers er markant. De fleste bor her stadig og har levet her al den tid, de har været i Danmark. Der er kun ganske få, som er flyttet eller har haft seriøse overvejelser om at flytte til andre byer.

De to undersøgelser er publiceret i artiklen ”Social status og statusskift blandt tyrkiske gæstearbejdere, der kom til Randers i begyndelsen af 1970’erne” i ”Fortid og Nutid”, juni 2008, s. 107-130 af Vibeke Kaiser-Hansen. 

I 2013 og 2014 deltog Museum Østjylland i forskningsprojektet ”Subsistensøkonomi i en brydningstid”. Projektet er initieret af Moesgård Museum og blev støttet af Kulturstyrelsen med 200.000 kroner. Formålet var at undersøge, hvad menneskene levede af i de djurslandske kystegne omkring 2800 f.Kr. På dette tidspunkt havde landbruget og husdyrhold været indført i godt tusind år. Men analyser af knogler fundet af museets arkæologer på bopladserne Kainsbakke og Kirial Bro vest for Grenå indikerer, at de tidlige bønder på dette tidspunkt opgav i hvert fald nogle af deres fødeproducerende aktiviteter igen og vendte tilbage til fiskeri og jagt på sæler. I samarbejde mellem museets arkæolog Lisbeth Wincentz og Moesgård Museums arkæobotanikere og arkæozoologer blev jordprøver fra de to nævnte pladser gennemset efter deres indhold af forkullede planterester og fiskeknogler. Det lykkedes at påvise forkullede kornkerner fra flere arter i mange af prøverne fra Kainsbakke, mens de var fraværende fra Kirial Bro pladsen. Fundet har stor betydning, fordi det er første gang at det lykkedes at påvise korn i fund fra den såkaldte Grubekeramiske Kultur, som bopladserne tilhører. De fundne fiskeknogler stammer først og fremmest fra Fjæsing, men ål og torsk blev også påvist. Fremover bliver det vigtigt at afklare, om kornet fra Kainsbakke blev dyrket lokalt, eller om pladsenes beboere har byttet sig til det fra nabogrupper, som forblev med at være bønder i det tidlige tredje årtusinde.

Undersøgelsen af den Grubekeramiske Kultur fortsættes og uddybes i forskningsprojektet ”Contact”.

I efteråret 2013 blev der med metaldetektor fundet et dragtspænde og ti hængesmykker af guld ved Spentrup nord for Randers. I dag fremstår lokaliteten som en dyrket mark med fugtige lavninger, men af kort fra sidste halvdel af 1800-tallet fremgår det, at fundstedet ligger ved bredden af et vådområde kaldet Kirkemose.

Hvem var hun, kvinden som ofrede sine betagende guldsmykker i mosen for 1500 år siden? Og hvorfor skulle smykkerne lægges i mosen? Spørgsmålene og tankerne er mange, når man se det smukke dragtspænde og de ti hængesmykker fra Kirkemosegård. De enestående smykker er med til at fortælle en spændende historie fra jernalderen om en kvinde fra samfundets absolutte elite, hendes tro på guden Odin og hans ravne Hugin og Munin og om den dygtige guldsmed.

I Danmark og omkringliggende lande blev langt de fleste økser i neolitikum fremstillet af flint, mens et (relativt) fåtal blev tilvirket af lokale arter af grønsten.  Blandt disse har en bestemt gruppe givet anledning til diskussion i længere tid. Der er tale om økser der er kendetegnet ved en gennemført eller påbegyndt gennemboring af nakken. Gennemboringen er kendetegnet ved dens timeglas-formede facon. Der kendes mindst 350 af disse økser fra Danmark og i langt mindre omfang fra Sverige og Nordtyskland. Sammenlignet med de andre stenøkser fra yngre stenalder, som kendes i titusindvis, er der altså tale om en relativt sjælden gruppe af fund.

Nakkehullets tidligere funktion har været diskurteret kontrovers. Det er blevet postuleret at økserne blev båret i en snor om halsen som en slags amulet og at nakkehullet som praktisk tiltag i forbindelse med øksebladenes skæftning.

I denne undersøgelse påvises det, at øksernes formgivning skyldes en imitation af en ganske særlig gruppe økser af jade, som blev forsynet med ganske lignende nakkehuller. Disse økser stammer oprindeligt fra de italienske alper, hvorfra de blev udvekslet til Morbihan-regionen ved Bretagnes sydkyst. Det er først her at hullerne blev boret. Økserne kan have været det personlige eje af nogle få mænd, som havde status som gudkonger og blev begravet i gigantiske gravhøje i midten af det 5. årtusinde f.Kr. Efter sammenbruddet af dette samfund i slutningen af det 5. årtusinde nåede nogle få af disse særlige jadeøkser fra Bretagnes sydkyst til bl.a. det nordlige Spanien og England. Fund i Sydskandinavien mangler indtil videre, men de lokale imitationer viser, at mindst én af disser betydningsfulde genstande må være blevet udvekslet i yngre stenalder. Imitationerne, hvis produktion i Norden starter omkring 3.800 f.Kr. og varer ved i mere end 500 år viser derudover, at de jadeøkser som blev brugt som forbillede må være blevet i cirkulation i meget lange perioder. De pågældende jadeøksers produktion slutter omkring 4.300 f.Kr. og dermed mindst 500 år før de første af de her behandlede imitationer blev produceret i Sydskandinavien.

Publikation: Lutz Klassen, South Scandinavian Neolithic Greenstone Axes with a Perforated Butt. In: R.-M. Arbogast /A. Greffier-Richard (eds.), Entre archéologie et écologie, une Préhistoire de tous les milieux. Mélanges offerts à Pierre Pétrequin. Annales Littéraires de l’Université de Franche-Comté, 928 ; série « Environnement, sociétés et archéologie », 18.Besançon, Presses universitaires de Franche-Comté, 2014, 199-212.

Forskningsprojektet ”Djursland som rituelt landskab i yngre stenalder” blev påbegyndt på Moesgård Museum i årene 2011-2012 og afsluttet på Museum Østjylland i årene 2013-2014. Projektet blev støttet økonomisk af Carlsbergfondet, Kulturstyrelsen og Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond.

Formålet med projektet var at udvikle en model til lokalisering af sarupanlæg i landskabet. Baggrunden herfor er den store rolle disse pladser antages at have spillet for hele bebyggelsen i perioden mellem ca. 3500 og 2800 f.Kr. Djursland blev valgt som undersøgelsesregion, fordi der herfra i forvejen kendes 10 af de i alt godt 30 anlæg i Danmark. I modsætning til den hidtidige praksis var udgangspunktet for modeldannelsen dog ikke sarupanlæggenes postulerede centralpladsfunktion, men antagelsen af at deres placering direkte kan relateres til periodens infrastruktur, konkret til overgangssteder over åer samt vejkryds.

Med baggrund i en detaljeret analyse af de kendte anlægs placering og en omfattende rekonstruktion af det neolitiske vejnet blev en række potentielle placeringer udpeget i landskabet. Efter markrekognosceringer og analyser af luftbilleder blev i alt 19 lokaliteter udvalgt til geofysisk undersøgelse, som blev udført af et team fra universitetet i Kiel. Dette har resulteret i opdagelsen af mindst et sikkert og yderligere 3 mulige nye anlæg.

I projektets anden del er disse resultater blevet taget som udgangspunkt for en kronologisk analyse af sarupanlæggenes konstruktionstidspunkt samt en undersøgelse af pladsernes relation til den samtidige bebyggelse. Det kan konkluderes at anlæggene ikke kan sættes i relation til enkelte gruppers territorium, men at de i regelmæssige afstande på omkring 5 km til hinanden blev bygget langs veje af overordnet betydning. Dette skete kun i områder som flere hundrede år forinden var blevet inddraget i neolitiske gruppers udbredelsesområde.

En perspektivering af forholdene i Sydskandinavien på europæisk plan afslører klare mønstre i anlæggenes udbredelse og kronologi i hele Vest- og Centraleuropa. En undersøgelse af forskellige arkitektoniske træk viser derudover, at der efter midten af det 5. årtusinde blev etableret en række langdistanceveje med rituel konnotation. Disse veje forbandt Sortehavet med Atlanterhavet, England og Sydskandinavien via et vigtigt vejkryds i det sydlige Tyskland. Sarupanlæggenes funktion kan måske relateres direkte til trafikken på disse veje. Anlæggene har karakter af magiske cirkler, som deltog i rituelle handlinger i dens indre.

Publikation: Lutz Klassen, Along the Road. Aspects of Causewayed Enclosures in South Scandinavia and Beyond. East Jutland Museum Publications vol. 2. Aarhus, Aarhus University Press 2014.

I den sydskandinaviske forskning findes der en udpræget debat om, i hvor vidt dybdegående forandringer af menneskernes måde at leve på i neolitikum skal opfattes som resultat at interne sociale processer eller om de skyldes påvirkninger udefra. Det klassiske eksempel for denne debat er selve neolitiseringsprocessen.  Både i Danmark, på de Britiske Øer og i flere andre, geografisk adskilte regioner i Vest- og Centraleuropa indtraf denne skelsættende begivenhed omtrent samtidigt for ca. 6000 år siden.  Udviklingens geografiske mønster er tidligere blevet anført som argument for, at forandringerne må skyldes en central impuls fra et af de områder i Europa, hvor landbruget og husdyrhold var blevet indført langt tidligere.

For at undersøge problemstillingen yderligere er sarupanlæggene blevet inddraget i argumentationen. Undersøgelsen af konstruktionstidspunktet af ca. 450 sarupanlæg i hele Europa viser, at bygningen foregik i flere bølger. Meget påfaldende er en voldsom øgning af byggeaktiviteten mellem ca. 3750 og 3500 f.Kr.  i forskellige, geografisk klart adskilte regioner i Europa, herunder Sydskandinavien. Der findes en påfaldende overensstemmelse mellem disse regioner og dem, hvor landbruget blev indført få hundrede år tidligere. Iagttagelsen kan umuligt forklares ved at interne sociale processer tilfældigvis igen skulle have ført til ens udviklinger i geografisk klart adskilte regioner. Både neolitiseringen omkring 4000 f.Kr. og den store byggeaktivitet vedrørende sarupanlæg efter 3750 f.Kr. må derfor anses for at være udløst af lokale gruppers reaktion på en impuls fra et eller flere områder i Europa.

Publikation: Lutz Klassen, Neolithisation and introduction of causewayed enclosures. Two structurally related processes. In: In Dialogue: Tradition and Interaction in the Mesolithic-Neolithic Transition. Proceedings of a Conference held at Manchester University, September 2012 (i tryk).

Museum Østjylland står i spidsen for det internationale forskningsprojekt CONTACT, som gennemføres i samarbejde med talrige universiteter og andre forskningsinstitutioner i ind- og udland. Projektet er støttet økonomisk af VELUX-Fonden md godt 4,2 mio. kroner.

CONTACT tager udgangspunkt i de enestående arkæologiske fund fra Kainsbakke og Kirial Bro ved Grenå samt flere mindre fundpladser på Djursland og ved Mariager Fjord. Disse udgør de mest væsentlige fund af den Grubekeramiske Kultur i Danmark. Den Grubekeramiske Kultur opstod omkring 3.500 f.Kr. ved den østsvenske Østersøkyst og blev tilsyneladende båret af mennesker der i høj grad havde specialiseret sig på sæljagt. De tidlige agrare tragtbægersamfund på Djursland kom omkring 3.000 f.Kr. i kontakt med dette fænomen, hvilket medførte den danske grubekeramiske kulturs fremkomst. CONTACT søger at belyse, hvordan denne proces forløb og hvilket forandringer den medførte på Djursland. Det vides allerede at samfundene på Djursland i hvert fald delvist opgav fødeproduktionen igen og intensiverede marin fangst og indsamling. Der er tale om en betydningsfuld historisk udvikling, idet det er eneste gang i Danmarkshistorien at udviklingen fra primitivt landbrug til industriel fødevareproduktion blev afbrudt så markant.

Eftersom det grubekeramiske fænomen uden tvivl nåede Djursland fra det nuværende Sverige vil belysningen af kontakter hen over Kattegat udgøre projektets kerne.  Var der tale om en indvandring af et anderledes folkeslag? Eller skete kontakten ved rejser over Kattegat? Fandtes der ægteskabsnetværk henover havet? Blev der udvekslet dyr og genstande?

Fundene fra Kainsbakke og Kirial Bro spiller en afgørende rolle i forsøget på at løse disse spørgsmål, fordi de er de eneste fundpladser fra den Grubekeramiske Kultur i Danmark, hvorpå der er bevaret dyreknogler i stor omfang og også rester af mindst et menneske. Det er naturvidenskabelige undersøgelser af disse knogler, der vil være et centralt element i projektet. Moderne naturvidenskabelige analyser så som aDNA-analyse, strontiumisotop-analyse og analyse af forskellige stabile isotoper (¹³C, ¹⁵N, ¹⁶O/¹⁸O) vil gøre det muligt at identificere mennesker og dyr der stammer fra den anden side af Kattegat. Derudover vil en lang række aspekter af mennekernes ernæring og deres måde at holde husdyr på samt at gå på jagt blive belyst. Et særligt fokus vil blive lagt på den højst udsædvanlige koncentration af bjørneknogler fra Kainsbakke, der sandsynligvis afspejler rituelle handlinger med disse dyr. Bjørnefundet fra Kainsbakke er det største der kendes fra Danmark og samtidig også et af de seneste. Den Grubekeramiske Kulturs tætte kontakt til Sverige taget i betragtning skal det derfor blandt andet undersøges, om Kainsbakke kunne have fungeret som central kultplads for hele Kattegat-området og at bjørnene blev bragt til stedet lang vejs fra. 

Projektet gennemføres i perioden 1. september 2014 til 31. august 2016 i samarbejde med forskere og laboratorier fra følgende institutioner:

• Universitetet i Oslo – Kulturhistorisk Museum
• Bohusläns Museum (Uddevalla)
• Göteborgs Universitet
• LF-Osteology (Göteborg)
• Kontoret för Keramiska Studier (Landskrona)
• Lunds Universitet
• Københavns Universitet
• Aarhus Universitet
• Moesgård Museum
• Universität Kiel
• University of Madison/Wisconsin

Fra Danmark og det nordligste Tyskland kendes omkring 25 ganske særlige stenøkser, som blev fremstillet af jade. Disse økser har i mange årtier ligget ubemærket i museernes magasiner, fordi de på grund af deres eksotiske udseende og råmateriale blev anset for enten at være etnografika eller moderne turistimport. I mange tilfælde blev fundoplysningerne derfor ikke skrevet ned. I nogle tilfælde foreligger dog gode oplysninger på økserne som viser, at disse genstande virkelig nåede Danmark i stenalderen. Det samme indikeres af en række lokale imitationer, som i nogle tilfælde er blevet fundet på bopladser, således at de kan dateres.  Derfor kan det i dag sandsynliggøres, at økserne nåede Sydskandinavien formentlig i begyndelsen af yngre stenalder (tidlig 4. årtusinde f.Kr.).

Jade kendes først og fremmest fra Asien, men i Europa forekommer denne halvædle sten også i de italienske alper. Forekomsten blev mellem ca. 5300 og 3000 f.Kr. brugt til fremstilling af økser i stort tal. De fleste af disse økser var almindelige arbejdsredskaber. Jade er meget hård, men samtidig også meget sej. Dette gør den meget velegnet til fremstilling af økser, som bliver udsat for store belastninger. Derudover blev der fremstillet forholdsvis få meget store og meget omhyggeligt slebne eksemplarer. Disse økser blev kun undtagelsesvis brugt som redskaber i egentlig forstand. Deres funktion må anses først og fremmest at have været af rituel karakter. Økserne blev betragtet som tilhørende gudernes verden og de blev i særlige tilfælde nedlagt på steder, hvor stenaldermenneskene mente at kunne kommunikere med guderne, så som i vand og ved store sten.

Publikation: Lutz Klassen, Axes of Alpine jade from southern Scandinavia and northernmost Germany. Danish Journal of Archaeology vol. 1-1, 2012 (2013), 86-89.

Museum Østjylland og Aarhus Universitet samfinansierer PhD-projektet: Offerritualer og religion i ældre jernalder. Projektet handler om ofringer i moser og vådområder i ældre jernalder (500 BC – 400 AD) med fokus på de blandede deponeringer bestående af blandt andet lerkar, knoglemateriale, trægenstande og sten. Igennem hele den ældre jernalder blev der deponeret talrige genstande i moser og vådområder i hele Sydskandinavien. Traditionen med at deponere genstande i vådområder kendes helt tilbage fra stenalderen, hvor man ofrede bl.a. lerkar, økser, rav og mennesker i moserne. Denne tradition genopstår i løbet af ældre jernalder hvor man atter begynder at deponere lerkar. Sammen med lerkarrene nedlægges i ældre jernalder også andre objekter som trægenstande, dyre- og menneskeknogler.

Disse blandede ofringer indtræder i en bred tradition for at ofre i vådområder, hvor man i denne periode også kender til metaldeponeringer, moselig og de lidt senere våbenofre. Formålet med projektet er netop at sammenligne de mange forskellige typer blandede vådbundsofringer med udgangspunkt i for eksempel fundet fra Fuglsøgård Mose ved Havndal og indsætte denne deponeringstype i den generelle offertradition ud fra et praksisorienteret perspektiv.

De blandede vådbundsdeponeringer består af en række forskellige genstandstyper, som ofte varierer fra fund til fund. I nogle deponeringer er hovedvægten på dyreknogler og trægenstande, mens andre primært indeholder lerkar og dyreknogler. Den store variation inden for denne fundkategori stiller spørgsmålstegn ved opfattelsen af disse fund som en samlet kategori, og besværliggør samtidig en samlet tolkning af fundene. Derfor er det nødvendigt at undersøge både de enkelte deponeringer for sig og i en samlet kontekst, blandt andet ved at sammenlige genstandstyperne i deponeringer med lignende genstandstyper fra andre sammenhænge som grave og bopladser.

Teoriudviklingen bag tolkningerne af offerritualerne skal bidrage til forståelsen af hvad religiøse ritualer er, og hvordan de kan erkendes og fortolkes i et forhistorisk materiale. Projektet skal samtidig bidrage til den generelle forståelse af jernalderens religion på baggrund af selve tolkningerne af de blandede rituelle vådbundsdeponeringer.

I samarbejde med Den kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet er der i 2012 udført en undersøgelse af den danske mønt i perioden 1074 til 1134. Sigtet med projektet var etableringen af et nyt og bedre grundlag for videre forskningsmæssige undersøgelser.

Den danske mønt fra den 60-årige periode som omfatter regeringstiden for Svend Estridsens fem sønner er ikke blevet gennemgribende bearbejdet, siden P. Haubergs værk Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146 fra år 1900. Siden da er der indleveret mange nye fund til Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Mange af disse fund er i de senere år blevet opdaget ved hjælp af metaldetektorer som enkeltfund. Den store materialemængde muliggjorde en grundlæggende revurdering af de kendte mønttypers udmøntningssted og kronologiske placering. Dette gælder især kong Niels 30-årige regeringsperiode mellem 1103 og 1134. Derudover kunne flere nye mønttyper, som i Haubergs tid endnu var helt ukendte, erkendes og klassificeres.

Publikation: Th. Guntzelnick Poulsen, De danske udmøntninger under Svend Estridsens sønner. Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie.

I historiens løb har den teknologiske udvikling af marinemotorer ført til, at tre forskellige teknologier har afløst hinanden: firetaktsglødehovedmotoren blev efterfulgt af totaktsglødehovedmotoren, som blev afløst af dieselmotoren. Disse skift skete med væsentlige overlap.

Udviklingen startede i slutningen af 1800-tallet med firetaktsglødehovedmotoren. Denne var teknisk set let at bygge og driftssikker, men havde en dårlig brændstoføkonomi. De første danskbyggede udgaver af afløseren, totaktsglødehovedmotoren, dukkede op af i løbet af de første årtier af 1900-tallet. Denne motor var teknisk vanskeligere at bygge, men stadig driftssikker. Den havde en bedre brændstoføkonomi end firetaktsglødehovedmotoren. Produktionsomkostningerne og dermed i sidste ende anskaffelsesprisen blev drevet op af den nødvendige større præcision i forarbejdningen af delene. På den anden side havde motoren et forbedret forhold mellem vægt og hestekræfter, hvilket gjorden materialebesparende i produktionen.

Fordelene ved den nye konstruktion var størst ved relativt store motorer. Dette førte til en opdeling af markedet, hvor de største både til fiskeri på Nordsøen tog den nye teknologi til sig, mens den gamle model fik forlænget levetid i de indre farvandes mindre både. Samme dynamik gentog sig, da dieselmotoren i 1930’erne blev et gangbart alternativ. 

På grund af markedets opdeling varede overlapfasen ved begge teknologiskift forholdsvis længe. Mange ejere af mindre fartøjer valgte en enkel og i anskaffelsesfasen billig, men brændstoføkonomisk mindre god løsning. Sidstnævnte aspekt vejede tungere ind hos ejerne af de større både. Denne opdeling af markedet var dog ikke permanent; producenterne forbedrede til stadighed motorerne, og dette sammen med en generel teknologisk udvikling i fiskeriet – fangstudstyr og fartøjer – drev stadig flere og flere fiskere mod den nyeste motorteknologi.

Med indgangen til 1980’erne stod dansk fiskeri overfor en krise, der også kom til at koste de danske motorproducenter, der næsten alle lukkede eller omlagde til anden produktion. En epoke i dansk industrihistorie var forbi.

Publikation: Søren Østergård Madsen, Teknologiskift i den danske marinemotorbranche. Erhvervshistorisk Tidskrift 63, 2014,1, 50-89.

Denne undersøgelse er baseret på et studie i 2010 af de bosniske krigsflygtninge i Randers. Undersøgelsen blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen. Udover at klarlægge det historiske forløb for bosniernes tilværelse i Randers, giver undersøgelsen gennem tolv interviews et indblik i, hvordan bosnierne er faldet til i byen. Det beskrives desuden, hvorledes det er at være bosnier i Randers i dag. Interviewgruppen udgjordes af otte kvinder og fire mænd. Blandt kvinderne var der fire, der aldersmæssigt befandt sig i tyverne, mens de resterende befandt sig i henholdsvis trediverne, fyrrerne og halvtredserne. For mændenes vedkommende var den ene halvdel i fyrrerne og den anden i halvtredserne.

Undersøgelsen viser blandt andet, at de mål for integration, som Randers Kommune satte sig, da det fra 1995 stod klart, at de bosniske flygtninge ville blive i byen, på de fleste områder stemte overens med ønskerne fra størstedelen af bosnierne. For kommunen blev det i løbet af kort tid det væsentligste, at de mange nye borgere blev i stand til at klare sig selv gennem sprog, beskæftigelse og bolig, mens det for bosniernes vedkommende handlede om hurtigst muligt at komme i gang med det liv, som krig og uvished havde afbrudt. At de bosniske flygtninge skulle integreres socialt i det danske fællesskab blev af begge parter prioriteret lavere. Selvom kontakten til danskerne i Randers stadig mest er begrænset til arbejde og uddannelse, opfattes bosnierne i Randers i dag, både af dem selv og den danske majoritetsbefolkning, alligevel som den mest velintegrerede større indvandrergruppe i byen.

Publikation: Anders Have Espersen, Fællesskab og integration – De bosniske krigsflygtninge i Randers 1993-2010. Kulturstudier (2011), Hæfte 1, Side 91-115.

Undersøgelsen af Randers Handskefabrik under krigen redegør for, hvilke udfordringer en mindre dansk industrivirksomhed uden umiddelbar bevågenhed fra værnemagten og den tyske krigsindustri stod overfor under besættelsen, og hvorledes en sådan virksomhed mødte disse udfordringer. Samtidig læger undersøgelsen vægt på, hvilken betydning, det havde, at fabrikken fremstillede en for besættelsestiden såkaldt luksusvare. Det bliver desuden diskuteret, hvilke ligheder og forskelle, der var for Randers Handskefabriks muligheder for at agere under besættelsen og for den danske industri som helhed. Undersøgelsen blev støttet økonomisk af Århus Amts Museumsråd.

I gennemgangen af Randers Handskefabrik bliver andre randrusianske, men ellers vidt forskellige, virksomheders forhold under krigen inddraget til sammenligning. Det drejer sig om for eksempel De Jyske Eddikebryggerier, Chr. Junchers Konfektionsfabrik og Vognfabrikken Scandia, der alle måtte indordne sig under besættelsens ændrede vilkår, men dog havde uidentiske udgangspunkter og udfordringer.

Et andet vigtigt aspekt af artiklen er en sammenligning af undersøgelsens resultater med andre undersøgelser af danske industrivirksomheder i tiden under Anden Verdenskrig. Dette udmønter sig i en længere redegørelse for forskningen på området siden 1940’erne, samt en diskussion af undersøgelsens relevans i forhold til den øvrige forskning.  Artiklen er væsentlig, fordi der kun er foretaget få sammenlignelige undersøgelser, der udelukkende holder fokus på en lille nichevirksomheds vilkår under besættelsen.

Publikation: Anders Have Espersen, Skindet på næsen – Randers Handskefabrik under krig og besættelse. Erhvervshistorisk Årbog 62, 2013-1, 33-56.

Det moderne samfunds gennembrud i 1800-tallet med omlægning af landbruget, indførelse af næringsfriheden, pengeøkonomi, urbaniseringen og den begyndende industrialisering betød mange og store forandringer for handelslivet i de danske købstæder. I dette studie undersøges detailhandlerne i de tre østjyske købstæder Randers, Grenaa og Ebeltoft med henblik på deres økonomiske og sociale tilhørsforhold i perioden 1860-1901. Undersøgelsen sættes løbende ind i et regionalt, nationalt og vesteuropæisk perspektiv. Undersøgelsen blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen og Århus Amts Museumsråd.

Undersøgelsen konkluderer, at de østjyske byer i forhold til indtægt, formue og folkehold var en meget differentieret gruppe med vidt forskellige økonomiske vilkår og livsbetingelser. En differentiering der var tiltagende i perioden, og en differentiering der også ses på europæisk plan. Nederst rangerede de kvindelige detailhandlere og detailhandlerne fra håndværker- og arbejderklassen. De drev ofte butik af ren og skær nød. Det førte til etableringen af en række ustabile og ikke økonomisk velfungerende butikker, hvor udskiftningen var stor. Afhængig af de østjyske byers urbaniserings-og industrialiseringsgrad udviklede detailhandlen sig her med en forskydning på 10 til 20 år.

Publikation: Hanne Schaumburg Sørensen, I de store spejlglasruders tid – da Randers, Grenaa og Ebeltoft blev moderne handelsbyer 1860-1901. Erhvervshistorisk Årbog 63, 2014-1,10-49.

Overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen undersøger vilkårene for kvindelige detailhandlere i Østjylland. Med vedtagelse af næringsfrihedsloven af 1857 blev der åbnet endnu mere op for, at enker, fraskilte og ugifte kvinder, der var fyldt 25 år, kunne erhverve et næringsbevis. Dermed kunne især ugifte kvinder lettere etablere sig som detailhandlere inden for mere ydmyge brancher, der ikke krævede udpræget fagkundskab og større kapital, og hvor de ikke var en seriøs konkurrent til de mandlige detailhandlere. 334 kvindelige detailhandlere bliver undersøgt i de tre danske købstæder Randers, Grenaa og Ebeltoft i perioden 1860-1901.

Det ser ud til at mellem 10 og 27 % af detailhandlere i de tre byer var kvinder. De kvindelige detailhandlere dominerede bestemte brancher som modehandel, brødhandel, farvehandel og kransehandel. Kvinderne bredte sig over årene ind i flere og flere brancher og ind i nye mandsdominerede brancher. Det havde ingen positiv betydning for kvindernes økonomi. De kvindelige detailhandlere blev sandsynligvis kun fattigere og fattigere. Deres indtægt faldt, færre blev ejendomsbesidder og folkehold blev for de få. Kvinderne klarede sig økonomisk dårligere end deres mandlige kollegaer. Kønnet var afgørende for detailhandlernes økonomiske muligheder. Kvinderne blev detailhandler af nød ikke af lyst. Så snart andre økonomiske muligheder bød sig, holdt kvinderne op med at arbejde som detailhandlere.

Undersøgelsen sættes ind i et historisk perspektiv med hensyn til kvinders forsørgelses- og erhvervsmuligheder, ligesom der så vidt muligt trækkes tråde til lignende nationale og internationale undersøgelser af kvindelige handlende.

I 2013 udarbejdede museumsinspektør Nina B. Adamsen en undersøgelse af Grenaa Dampvæveri A/S historie fra grundlæggelsen i 1893 til salget til De Danske Bomuldsvæverier i 1960. I denne periode havde fabrikken kun to direktører; grundlæggeren H.P. Rosenvinge og efterfølgende hans søn Henrik Rosenvinge, som overtog posten ved faderens død i 1935.

På baggrund af denne undersøgelse, som blandt andet omhandlede virksomhedens historie, forholdet mellem ledelse og tekstilarbejdere og fabrikkens betydning for byen, arbejdes der på en artikel om ledelsen af Grenaa Dampvæveri. Heri undersøges det, hvorvidt der var tale om en patriarkalsk ledet virksomhed og i givet fald hvilken type patriarkalisme, der er tale om.

Der skelnes i undersøgelsen mellem de ældre former for patriarkalisme, som typisk eksisterede indenfor landbrug, håndværk og den tidlige industri og en nyere form for industriel patriarkalisme, som opstod i slutningen af 1800-tallet, som blandt andet omfattede etableringen af hjælpekasser for arbejderne. Det undersøges, hvilke elementer fra de forskellige typer patriarkalisme, der findes i ledelsen af Grenaa Dampvæveri under de to direktører Rosenvinge og hvorvidt der reelt kan tales om en patriarkalsk ledet virksomhed helt frem til 1960.