Vild stenalder rykker ind i Enslev Forsamlingshus

Museum Østjylland rykker ud af de vante rammer på museet i Grenaa og ud til Enslev Forsamlingshus, hvor der er fantastiske historier om Djurslands vilde stenalder på programmet.

Det er forskningsleder Lutz Klassen, som fortæller helt ny viden om stenalderens mennesker på Djursland og ikke mindst på Enslev-egnen.
Dyk ned i den dramatiske tid for 5.000 år siden, og hør historierne om dengang, hvor en shaman udførte mystiske ritualer med bjørne, elge og en pelikan på en hellig ø ganske tæt på forsamlingshuset.
Der serveres kaffe og kage.

Foredrag: Bjørne, elge og shamaner i Djurslands vilde stenalder tirsdag 10. september 2019 kl. 19 - 20.30 i Enslev Forsamlingshus, Kanalvej 21, Enslev, 8500 Grenaa.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage.

Foredraget formidler den videnskabelige baggrund for den aktuelle særudstilling Bjørneklanens Ø – Djurslands Vilde Stenalder på museet i Grenaa.
Som gæst til foredraget kan du høre fortællingen om en fjern og fascinerende fortid, hvor stenaldermenneskene samledes på Kainsbakke ved Kirial, kun to kilometer fra foredragsstedet. Det, der i dag er en lav holm i landskabet, var for 5.000 år siden en hellig ø.
Inspireret af mødet med mennesker fra den anden side af Kattegat dyrkede den hellige ø’s indbyggere fremmedartede skikke og udførte blandt andet eksotiske, shamanistiske ritualer.

Eksotisk stenalder

Næsten hele Djurslands befolkning var flyttet sammen på holmen, der på den tid var omgivet af fjord og sump. Indbyggerne havde tætte forbindelser til Vestsverige. Herfra overtog de nogle særprægede spisevaner og havde blandt andet sælkød på menuen.

”Tiden for 5.000 år siden er en af de mest dramatiske perioder i danmarkshistorien, hvor indvandringer og kontakter til fjerne egne kombineret med lokale skikke skabte samfund, der betragtet med nutidens øjne virker utrolig eksotiske, ” fortæller Lutz Klassen.

Foredraget i forsamlingshuset og udstillingen på museet i Grenaa formidler resultaterne af mere end 40 års forskning på Kainsbakken.

Enestående fund

Lutz Klassen er en passioneret formidler med en omfattende viden om stenalderen på Djursland. I foredraget vil han blandt andet dykke ned i historien om det særlige samfund på Kainsbakke, om samfundets kontakter til omverdenen og give et kvalificeret bud på, hvorfor samfundet efter omkring 200 år gik i opløsning.
Med sig til foredraget i Enslev Forsamlingshus har Lutz Klassen en række billeder. Der er rig mulighed for at spørge og kommentere historierne og foredraget undervejs.

Udstillingen Bjørneklanens Ø – Djurslands vilde stenalder kan opleves på Museum Østjylland i Grenaa frem til søndag den 27. oktober 2019.

For mere information om foredraget og udstillingen kontakt forskningsleder Lutz Klassen på 2383 9682 eller på lk@museumoj.dk