Vil du være agent i besættelsestidens Djursland?

I efterårsferien får alle børn – og deres voksne – mulighed for at undersøge Museum Østjyllands særudstilling Under Krigen ekstra grundigt. Udstillingen fortæller den dramatiske historie om, hvordan det var at leve under den tyske besættelse med frygt, afmagt og en (næsten) helt almindelig hverdag.

I efterårsferien kan du prøve på egen krop, hvordan det var at være noget så eksotisk som hemmelig agent i besættelsestidens Djursland!
Det er gratis at lege med.

Bliv agent i besættelsestidens Djursland i din efterårsferie, lørdag den 10. oktober - søndag 18. oktober 2020 kl. 10 - 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.
Gratis.

Som agent i besættelsestidens Djursland får du nu chancen for at teste din viden om 2.  Verdenskrig i Danmark - og kender du ikke svarene på forhånd, finder du dem helt sikkert i udstillingen, hvis du leder grundigt!

Hvad ved du om besættelsen?

Vidste du for eksempel, at mange krydderier blev fremstillet af bark under besættelsen? Eller at tyske tropper var indkvarteret i Vestre Skoles gymnastiksal?
Gå på opdagelse i udstillingen, svar på spørgsmål og find frem til den hemmelige kode. Du får selvfølgelig et agentbevis, når du har klaret alle opgaverne!

Dæknavne og hitlergrise

For at blive agent, skal du selvfølgelig udfylde et identifikationskort, inden du går på jagt i udstillingen. Men husk, at du er hemmelig agent. Måske ville det være smart at bruge et dæknavn?
Undervejs kan du også prøve kræfter med en helt særlig gris – nemlig Hitlergrisen! Ved første øjekast ligner det helt almindelige grise på et stykke papir, men mestrer du den rette foldeteknik, afsløres en helt anden tegning, som tyskerne ville straffe dig for at have!…
Se, om du kan finde ud af, hvad grisene kan foldes til!

Dr. Peters, en landsforræder

For familier med børn fra 10 år er der i ferien også mulighed for at tage på en historisk gådejagt i Grenaa by og havn på jagt efter ”Dr. Peters”. Dr. Peters er dæknavnet for en dansker, der under krigen gik i tysk tjeneste, jagtede og på grusomste vis forhørte lokale modstandsfolk. Prøv at fange den forhadte Dr. Peters og bliv under vejs udsat for en række svære dilemmaer. Turen går rundt i Grenaa by og ned på havnen. Gådejagten tager et par timers tid. Der er entre og husk at booke dine billetter på forhånd.
Særudstillingen Under Krigen – Besættelsestiden på Djursland kan ses frem til oktober 2021. Der er gratis adgang.

For mere information kontakt museumsinspektør Tina Bjerregaard på tb@museumoj.dk