Ventetid bliver til forventningstid - BMA på vej i Maltfabrikken

Ventetiden på den nye kulturinstitution BMA - hybriden af bibliotek, museum og arkiv - i Maltfabrikken i Ebeltoft har været lang. Men nu er der lys for enden af tunnelen!

Håndværkerne i Maltfabrikken er ved at være færdige med deres arbejde, og medarbejdere fra museum og bibliotek har længe trippet for at tage de historiske rammer i besiddelse. Her et flot vue fra 2. sal (Havestuen) i jernbetonbygningen, da personale fra BMA forleden for første gang var samlet i den restaurerede og ombyggede fabrik. Fotokilde: Museum Østjylland

Håndværkerne er ved at lægge sidste hånd på byggeriet, og de bliver erstattet af medarbejdere fra bibliotek og museum, der har stået klar i starthullerne længe. Biblioteks- og museumsfolk rykker nu ind og begynder at skabe morgendagens kulturinstitution.

”Vi kan godt tillade os at sige, at ventetid nu bliver forvandlet til forventningstid, ” lyder det fra museumschef Jørgen Smidt-Jensen fra Museum Østjylland.

Museumschefen mener, at de kommende brugere af BMA godt kan begynde at glæde sig og skrue forventningerne op: ”Vi står klar med masser af nye oplevelser i de fantastiske rum. Vi håber at kunne både overraske og inspirere til helt nye kulturoplevelser! ”

Ventetid er brugt til samarbejde

Som kirkefaderen Augustin sagde allerede for 1.600 år siden, er tålmodighed visdommens ledsager. Den lange ventetid har bibliotek og museum derfor også brugt til at blive klogere. BMA i Maltfabrikken bliver med sin hybridkonstruktion en helt ny type kulturinstitution.

”Brugeroplevelsen i BMA bliver forhåbentlig noget helt andet, end man er vant til fra både museer og biblioteker. Men også for vores medarbejdere vil det være en helt ny og berigende oplevelse at arbejde på tværs af fagligheder, ” siger bibliotekschef Claus Petterson fra Syddjurs Bibliotek.

”Derfor har vi brugt rigtig mange kræfter på at blive klogere på og lære hinanden og hinandens fagligheder at kende og i fællesskab at udvikle den helt nye kulturinstitution. Ventetiden har været lang og krævet megen tålmodighed. Men vi har også forøget vores visdom betydeligt, ” slutter bibliotekschefen med et skævt smil.

Fondspenge som økonomisk grundlag

Indretningen af BMA er en bekostelig affære. Scenografi, reoler, møblering og analoge og digitale formidlingsløsninger løber op i et tocifret millionbeløb. Syddjurs Kommune, Syddjurs Bibliotek og Museum Østjylland spytter selv i kassen, men den største bidragsyder er den private fond Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, som alene har bevilget 10 millioner kroner til projektet.
Uden pengene fra fonden, ville det ikke have været muligt at realisere tanken om det integrerede bibliotek, museum og arkiv. Kulturinstitutionerne er derfor meget taknemmelige for den generøse støtte.

Forventer åbning før sommerferien

Der ligger stadig et kæmpestort arbejde foran bibliotek og museum med at opbygge scenografi og rumindretning i den store bygning. Kulturinstitutionernes medarbejdere har forberedt sig grundigt, så de forventer at kunne materialisere visionen om BMA fysisk i løbet af ganske kort tid. Selv om der er lang vej endnu, er de to kulturledere optimistiske.

”Vi og vores medarbejdere er bare klar nu til at give den en skalle for at nå i mål med projektet. Vi satser på, at BMA er klar til åbning for brugerne inden sommerferien, ” lyder det samstemmende fra bibliotekschefen og museumschefen.

Smugkig for de nysgerrige

For dem, der ikke kan vente med at besøge BMA til juni måned, vil der i løbet af foråret blive flere lejligheder til at komme indenfor til et smugkig. Så snart der er givet ibrugtagningstilladelse til bygningen, begynder BMA med de første publikumsarrangementer. Det kommer formentlig til at ske i slutningen af februar.

For mere information kontakt bibliotekschef Claus Petterson på tlf. 2051 4331 eller museumschef Jørgen Smidt-Jensen på tlf. 2442 9525.