Vær kreativ håndværker i din vinterferie

Der er ikke noget bedre end at have vinterferie og kaste sig over de kreative aktiviteter på Håndværksmuseet! Det syntes 250 glade børn i hvert fald sidste vinterferie, hvor de sammen med museets frivillige håndværkere var kreative med hammer, pensel og strikkepinde.

I år står håndværkerne igen klar til at tage imod alle ferieramte børn, der har lyst til at bruge deres hænder. Lav din egen kam, tag selfies i det gamle fotoatelier, lav en lastbil af træ, lær at smede og meget andet.
Alle aktiviteter er gratis.

Workshop: Vinterferie - håndværk for børn, tirsdag den 11. og torsdag den 13. februar 2020 kl. 12 - 16 på Museum Østjylland - Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers C.
Gratis adgang.

Aktiviteterne er for børn i skolealderen, der her har chancen for at udfolde deres praktiske og kreative evner, mens de prøver kræfter med forskellige håndværksfag.

”Det er selvfølgelig primært med fokus på, at børnene skal have nogle aktive og hyggelige timer sammen. Men samtidig er vi da helt bevidste om, at vi gerne vil give nutidens børn en bedre forståelse for de gamle håndværk og for de færdigheder, som de gamle håndværkere gennem et langt arbejdsliv har oparbejdet, ” fortæller daglig leder på Håndværksmuseet, Inger Marie Hyldgård.

Fra kam til esse

Der er både populære gengangere og friske nyheder blandt ferieaktiviteterne. Som noget nyt i år kan du lave din egen kam ved damefrisørerne. Så er der ingen undskyldning for uredt hår! Du kan dekorere kammen, som er god at have med i skoletasken, når frisuren lige skal fikses i frikvarteret.
Børn i skolealderen kan også prøve kræfter med en noget tungere aktivitet: Nemlig at smede. Der er tændt op i essen, og smedene har lagt den mindste hammer, de har frem til børnene. Den vejer et kilo.

Med lastbiler og siv

Hos guldsmedene kan du lave et læderarmbånd med vedhæng, og i det gamle fotoatelier kan du tage selfies eller måske et familieportræt. Maleren står klar til at lære børnene at male, så det kommer til at se helt professionelt ud, og i træværkstedet har de gamle snedkere og tømrere forberedt en ny model trælastbil. Den populære sivfletter kommer på besøg, her kan børnene lave forskellige småting af naturmaterialer.

Og så er der skattejagt

Bogtrykkeren hjælper børnene med at trykke flotte kort. Hos handskesyerskerne kan du fremstille nøgleringe eller køleskabsmagneter med vedhæng af det fineste skind.
Om tirsdagen er der en særligt strikkeskole for børn, som har lyst til at lære at strikke, så det er bare med at gribe chancen for at være med på moden og strikke derudaf.
Traditionen tro er der naturligvis også en skattejagt med opgaver og en lille belønning bagefter.

Og så skal tingene bæres hjem

Alle får naturligvis deres mange produkter med hjem.

”Men husk lige at medbringe en pose eller taske til tingene! ” påpeger Inger Marie Hyldgård, der har erklæret Håndværksmuseet for plastikpose-frit område!

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på imh@museumoj.dk eller på 4012 0754