Uden mad og drikke dur Ebeltoft ikke

Uden mad og drikke dur hverken helte eller andre mennesker! Mad skal der til, så-dan er det, og sådan har det altid været.

Nu kan du gå med på en byvandring i fødevarernes hjulspor, når Museum Østjylland sætter fokus på transport og produktion af mad og drikke i Ebeltoft gennem tiden. Museumsinspektør Lea Glerup Møller fører an på turen, der i løbet af de to timer kommer igennem mange charmerende steder og historier i den gamle købstad.
Der er entré.

Byvandring: Uden mad og drikke…, torsdag den 8. oktober 2020 kl. 13 - 15.
Mødested: Velkomsten, Maltfabrikken, Maltvej 8, 8400 Ebeltoft.
Billet 50 kr. 

Fødevarer er skrøbelige, de rådner, bliver stødt, er sæsonbetonede og uregelmæssige i størrelsen – kort sagt, de giver masser af vanskeligheder for dem, der producerer og dem, der transporterer. Fødevarer bliver derfor røget, saltet og henkogt, inden de kan transporteres over lange afstande fra landet og ind i byer som Ebeltoft.

Producenterne kom til byen

Det stiller altså krav til forsyningslinjerne, når en bys indbyggere skal have noget at spise. I Ebeltoft bor og boede menneskene nemlig så tæt, at de ikke havde plads nok til at dyrke de fødevarer, der skal til, hvis de skulle brødføde sig selv.

”Nu til dags ankommer varerne til Ebeltoft med lastbil til de store butikker. Sådan har det selvfølgelig ikke altid været, ” fortæller Lea Glerup Møller.

”Tidligere kom producenterne faktisk selv og falbød deres varer på torvet her i byen eller til byens handlende. Spor efter mejeri, slagtere og møllere findes endnu rundt omkring i byen og i kildematerialet, hvis man leder efter dem! ”

Turen rundt på de troppede brosten i den gamle købstad går blandt andet forbi det tidligere brændevinsbrænderi og filetfabrikkerne på havnen.

Ingen tid til kartofler

Det var ikke kun den trange plads i Ebeltoft, der betød, at byens indbyggere ikke kunne producere deres egen mad. I en tid hvor mange af byens mænd -  og senere også kvinder – arbejdede uden for hjemmet på fabrikker, på kontorer og i handel, havde de ikke længere tid og mulighed for selv at dyrke familiernes fødevarer. De blev derfor afhængige af, at andre producerede fødevarer til dem.
Landmændene producerede heldigvis mad i lange baner og bragte produkterne ind til byen, hvor de gode sager enten blev solgt, forædlet, solgt videre – eller straks spist af sultne ebeltoftere.  

”Ebeltoft har haft flere virksomheder, der slog sig på forædling og konservering af fødevarer. Flere af virksomhederne blomstrede op efter jernbanen kom her til byen i 1901, andre har været en del af byens liv i århundreder, ” fortæller Lea Glerup Møller.

For mere information om byvandringen kontakt museumsinspektør Lea Glerup Møller på 2113 0913 eller på lgm@museumoj.dk