Tag på omvisning i udstilling om frihedskæmperne

Nu kan du i Randers Festuge komme på en omvisning i Museum Østjyllands særudstilling Modstand, der handler om Hvidstengruppen og den østjyske modstandsbevægelse.

Selvom det efterhånden er de færreste, der på egen krop og sjæl har oplevet 2. verdenskrigs gru, vil besættelsestiden ikke slippe sit tag i os. Nu kan du i Randers Festuge komme på en omvisning i Museum Østjyllands særudstilling Modstand, der handler om Hvidstengruppen og den østjyske modstandsbevægelse. En udstillingen, som publikum er strømmet til siden åbningen den 29. juni, der netop var 75-årsdagen for henrettelsen af otte af Hvidstengruppens medlemmer.
Det er historiker og tilrettelægger af Modstand Niels-Birger Danielsen, der tager dig med på omvisning i særudstillingen og dykker ned i historierne om besættelsestidens illegale arbejde.

Randers Festuge 2019: Omvisning i særudstillingen Modstand

Pris:50 kr.

Læs mere om udstillingen her, og køb billet til din omvisning.

Hør om Hvidstengruppen, våbendepoter, sprængstofforsyninger og meget andet fra 2.verdenskrig, når historiker Niels-Birger Danielsen viser rundt og fortæller. Omvisningerne i den stemningsfulde særudstilling byder også på historierne om, hvordan modstandsfolkene fik våben og sprængstof fra nedkastningsstedet ved Mustard Point nord for Randers fordelt til sabotager rundt i Østjylland.

”Randers havde i en periode en helt central position for store dele af den danske modstandsbevægelse. Det betød også, at mange mennesker i Randers-området betalte en høj pris for de idealer, de troede på. Medlemmer af Hvidstengruppen og en del andre måtte lade livet, mens andre tilbragte år af deres liv i tysk fangenskab og fik ar på sjælen for livet, ” fortæller Niels-Birger Danielsen.

”Det er vigtigt ikke at glemme modstandsfolkenes historie, for de har også et budskab om kamp for frihed til os i dag. ”

Hvidstengruppen og modstand i hele Danmark
På rundvisningen får du naturligvis historien om den landskendte Hvidstengruppe. Gruppen var den første danske gruppe, som modtog nedkastede våben og ikke mindst professionelt plastisk sprængstof fra britiske fly.
Niels-Birger Danielsen vil undervejs gennem udstillingen trække tråde fra Hvidstengruppen til modstandsbevægelsen og sabotagehandlinger i både Randers og resten af landet.

Besættelsestidshistoriker fra Randers
Niels-Birger Danielsen er journalist og historiker med speciale i besættelsestidshistorie og har lavet det faglige indhold til udstillingen Modstand. Han er opvokset i Randers og har de senere år skrevet på historien om den danske modstandsbevægelse. Foreløbig er de to første bind i serien udkommet. Bind tre er planlagt til at udkomme den 29. august 2019. Rundvisningerne i særudstillingen Modstand er derfor også en god mulighed for at møde en af de største kapaciteter på den danske besættelsestidshistorie og eventuelt stille spørgsmål.
Udstillingen kan ses frem til og med søndag den 20. oktober 2019.

For mere information kontakt museumschef Jørgen Smidt-Jensen på 2442 9525 eller på jsj@museumoj.dk