Sund cykeltur på sundet

Kom med på en frisk cykeltur ud i Kolindsund

Kombinér motion og historisk viden, så har du opskriften på en dejlig sommeroplevelse på Djursland. Så spænd cykelhjelmen, kør med på en cykeltur ud på Kolindsund, og hør gode historier om et spændende område.

Museum Østjylland inviterer, og museumsassistent Ole Poulsen og arkivmedarbejder Pernille Juul Pedersen har sammensat programmet for den historiske cykeltur.

Cykeltur på sundet, onsdag den 1. august 2018, kl. 13-15, Museumsgården, Søndergade 1 i Grenaa. Billet: 50 kr.

Der er efterhånden blevet en tradition, at museet arrangerer en sommercykeltur ud på det nu drænede Kolindsund.

”Området gemmer på mange naturoplevelser og historier fra helt tilbage fra oldtiden op til i dag. Samtidig er naturen flot, og hvad er skønnere end at trampe i pedalerne og få gode historier i ørerne?” spørger og smiler Ole Poulsen.

Hvem kender Åguden og Midterkanalen?

Den friske cykeltur byder på fortællinger om steder som ”Åguden”, Posthaven, Enslevgården og den smukke Enslev Kirke. Med pedaltramp og røde kinder går det også til Enslev Pumpestation, Midterkanalen og Næsgård, før det er tid til at vende næsen hjemad. 

Undervejs på turen disker Ole Poulsen op med historier om arkæologiske fund på stederne, og Pernille Juul Pedersen fortæller om nyere tids historier.

10 kilometers kulturhistorie

Turen er 10 kilometer lang og byder sikkert på både medvind og modvind. Ole Poulsen lover, at tempoet er moderat, så alle har en chance for at følge med. Undervejs gøres der holdt på de udvalgte og historiske steder, og her er der mulighed for at slukke tørsten. 

Husk tøj, der passer til sommervejret – sol eller sjask – og medbring også en flaske vand.

Pust og kaffe

Hjemme igen er der tid til at puste ud, få en snak om dagens oplevelser og nyde et god kop kaffe. Kig også ind i museets udstillinger, der blandt andet handler om sundet gennem tusinder af år.

For mere information kontakt Ole Poulsen på 8712 2610/2112 9687 eller på obp@museumoj.dk.