Skaber forrygende kunstværk af foldede bøger og fællesskab

Det handler om kunst, kultur, fællesskab og en hulens masse foldede bøger, når Maltfabrikken i Ebeltoft nu viser et vildt kunstprojekt skræddersyet netop til den gamle fabriksbygning.

Kunstner Sara Topsøe-Jensen lægger i disse dage sidste hånd på værket. Her ses hun i gang med at installere de smukke foldede bøger til et papirhav i rummet Lille Kølle på Maltfabrikken. Det fysiske papirhav af foldede bøger vil fra på torsdag og de kommende måneder kunne opleves sammen med et videoværk, der projekteres op på væggene. Fotokilde: BMA Maltfabrikken

Projektet involverer bjerge af kasserede bøger, fællesskaber på kryds og tværs, og en flok fingernemme mennesker, der i ugevis har foldet bøger i smukke mønstre.
Nu står det der så, det betagende værk, Papirhavet/Papirhaven.
Alle er velkomne til ferniseringen torsdag den 5. maj, og misser du arrangementet, kan du heldigvis opleve kunstværket i Støbesalen på Maltfabrikken til godt ind i efteråret.

Fernisering Papirhavet/Papirhaven, torsdag den 5. maj 2022 kl. 16 - 18 i Støbesalen på Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft.
Gratis. Der serveres øl, vand og bobler.

Det er BMA – Bibliotek, Museum, Arkiv på Maltfabrikken, der har taget initiativ til kunstprojektet Papirhavet/Papirhaven.

”På BMA Maltfabrikken er vi optagede af, hvordan vi kan skabe meningsfulde mødesteder og mulighed for at danne fællesskaber for vores brugere og besøgende, ” fortæller museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der er projektleder på Papirhavet/Papirhaven.

A match made in heaven

BMA allierede sig tidligt i processen med den anerkendte scenograf og scenekunstner Sara Topsøe-Jensen, og sammen har de udviklet kunstprojektet Papirhavet/Papirhaven.

”Vi har længe fulgt Sara Topsøe-Jensens smukke og inddragende kunst- og kulturprojekter. Vi så tidligt et skønt match mellem hende og Maltfabrikken - både i forhold til æstetikken og måden at arbejde med inddragelse og fællesskaber på. Med støtte fra Statens Kunstfond gik vi i gang med udviklingsarbejdet til Papirhavet/Papirhaven. Og tænk sig, nu er det virkelighed! ” siger Helle Lebahn Bentzen, der glæder sig over både processen og resultatet.

”Det er et smukt, fællesskabende og dybt meningsfuldt kunst- og kulturværk, ” siger en begejstret museumsinspektør.

Værket vokser

Og det hele er ikke slut med ferniseringen den 5. maj. Kunstinstallationen Papirhavet/Papirhaven vil fortsætte med at vokse og brede sig hen over sommeren og ind i efteråret. Der er nemlig stadig masser af bøger, der venter på at blive foldet og indgå som byggesten i kunstværket.
Alle er velkomne til at bidrage til kunstværket, når de besøger Maltfabrikken.

Vi folder og føler fællesskab

Karen Vind har gennem de sidste to måneder har været fast del af det frivillige foldefællesskab, der har mødtes en-to gange om ugen på Maltfabrikken. Hun mener, at der er mange vigtige ting ved at involvere sig i kunstprojektet. Dels at være del af et imponerende kunstværk og arbejde kreativt med at folde bøgerne, men måske nok så vigtigt at indgå i et fællesskab og være med i de snakke der opstår, mens man folder.

”I går bevægede samtalerne sig igennem skønhedsdronninger, kunstmanipulation, rødstrømpebevægelsen, Ukraine, kønskamp, uddannelsesvalg, hvordan det er at være tilflytter og så videre, og så videre, ” fortæller Karen Vind, der har mange foldede bøger på samvittigheden, og som naturligvis glæder sig til at opleve det kunstværk præsenteret, som hun har bidraget til.

Og det skal fejres

Alle er velkomne på torsdag den 5. maj kl. 16 i Støbesalen på Maltfabrikken til fernisering af de smukke boginstallationer.

”Vi fejrer også det liv og de fællesskaber, der er opstået undervejs i kunstprojektet! ” siger en glad museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen.

Biblioteksleder Claus Gustav Pettersson og kunstner Sara Topsøe-Jensen taler ved ferniseringen, hvor det også bliver serveret lidt godt til ganen.

For mere information kontakt museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på 4048 6431 eller på hlb@museumoj.dk